bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Tysk TV undskylder for positiv Danmark-kommentering

Tysk TV undskylder for positiv Danmark-kommentering

ARD, Tom Bartels, kommentering

Den tyske tv-station ARD har været ude med en undskyldning, da deres kommentator til kampen mellem Danmark og Rusland var alt for farvet i sin kommentering og næsten jublede, når Danmark scorede.

Det danske landshold er gået hen og blevet alles kæledægge ved denne EM-slutrunde på grund af det gode spil, og så selvfølgelig også grundet de tragiske omstændigheder vedrørende Christian Eriksen i den første gruppekamp ved EM.

Da Danmark mandag aften slog Rusland med 4-1, var der derfor en kæmpe fest i Parken, hvor de danske spillere og fans havde en uforglemmelig aften, da de sikrede sig videre deltagelse ved EM-slutrunden, hvor Wales nu venter i en ottendedelsfinale. En af dem der lod sig rive sig lige lovligt meget med af stemningen og det opløftende danske spil, var ARD’s kommentator, Tom Bartels, der har fået så stor kritik i Tyskland for sin partiske kommentering af kampen, at ARD efterfølgende har måtte undskylde.

Flere tyskere var stiktossede, mens andre på de sociale medier jokede med, at Bartels kommenterede kampen i en Danmark-trøje, da han fra første fløjt af gav tydeligt udtryk for, hvor hans sympati lå i kampen mellem Danmark og Rusland og dermed lagde alle principper om neutral kommentering på hylden.
Kritikken af Tom Bartels var så massiv og tiltagende, at ARD så sig nødsaget til efterfølgende at undskylde for kommenteringen, hvor hver en dansk aktion næsten blev tiljublet.

Tom Bartels er i øvrigt ikke hvem som helst i Tyskland. Det var ham, der agerede lydtapet til VM-finalen i 2014 og Mario Götzes ikoniske scoring, der for altid har indprentet sig på nethinden hos de tyske fans.

Foto: www.ard.de