På afstand ligner Weser Stadion et rumskib, der er landet ved flodbredden på en lørdag aften i oktober. Med til at forstærke dette indtryk er de fire futuristiske rektangler, der udgør projektørmasterne. De puster små dampskyer op i den kølige efterårshimmel.
Det er denne by og dens fodboldklub, jeg i efteråret 2016 besøgte flere gange for at suge alle indtryk til mig og for at være en noget hemmelig passager i fortællingen om denne specielle nordtyske egn, dens indbyggere og det vigtigste og største kulturhus i området. Min motivation og grund til overhovedet at være knyttet til denne by fortaber sig hurtigt for mig. Det var nærmest en tilfældighed, at jeg for en del år siden besøgte Bremen på vej op gennem Tyskland og straks forelskede mig i den særlige atmosfære ved Weser-floden.
Jeg havde ved flere andre lejligheder besøgt stedet om sommeren, når sæsonen holder pause. Nu havde jeg så endelig fået købt billet til en efterårs-kamp mod Leverkusen.
‘This is Osterdeich’...således er ordene på det store skilt ude foran stadion. Det er svært at overse, når man bevæger sig ned mod Weser-floden. Hvor vandet slår en lille kurve mod nordvest ligger byens største og mest elskede forsamlingshus – Weser Stadion. Sloganet på skiltet minder mig om, at folkene fra Werders marketing-afdeling selvfølgelig for længst har indset, at fodbold er globaliseret og at inspirationen fra den stenrige Premier League er oplagt for de tyske klubber, der i øvrigt historisk set har stærke bånd til engelsk fodbold. For det andet ligger stadion for enden af vejen, der hedder Osterdeich. Det kan bedst oversættes til ‘det østlige dige’, hvilket giver god mening. Weser Stadions tribuner står diagonalt op mod de voldanlæg øst for byen, der hæver sig over floden.
Foto: Jakob Fihl-Jensen
Mere i tråd med byens sprog, geografi og mentalitet er et andet slogan på et banner foran stadion: ‘Im Norden verankert’, hvilket kan oversættes til ‘forankret i norden’. Dette slogan spiller både på Bremens beliggenhed i det nordvestlige hjørne af Tyskland og byens fortid som stolt havneby med betydningsfulde værfter og omfattende skibsindustri. Denne industri er ikke fjern fortid, men mange af de arbejdspladser, der beskæftigede byens beboere inden for denne sektor er forsvundet. Alligevel skinner identiteten tydeligt igennem. Her er en by, der er tæt forbundet med sin fortid, geografi og traditioner.
Bremen – stål, bomber og klubfodbold
Meget af byen i dag består af forholdsvis nye bebyggelser. Fx er det nye rådhus ved Marktplatz bygget i starten af 1960´erne på ruinerne af ødelæggelserne fra krigen. 70 procent af Bremens bygninger var ruiner i 1945, da byen var et af de mest ramte mål under de allieredes bombardementer under 2. verdenskrig. Bremen var et kraftcenter i den tyske krigsindustri. Focke-Wullf-fabrikkerne lå her og fremstillede bombe – og jagerfly og flere af de tyske ubådsværfter lå i Bremen og var også mål for angreb.
Efter krigens kaos stod man over for et omfattende genopbygningsarbejde under den legendariske borgmester Wilhelm Kaisen. Han bliver stadig hyldet i byen som den socialdemokratiske leder, der bogstaveligt talt gik forrest i genopbygningen. Han kom selv fra beskedne arbejderklassekår og havde arbejdet sig op. Det er populært i en by som Bremen. De politiske sympatier kan man hurtigt afmåle, hvis man ser på den politiske sammensætning i delstatsparlamentet. SPD, De Grønne og Die Linke får tæt på 70 pct. af stemmerne ved valgene. SPD har siddet på magten siden 1945, så der er ingen tvivl om, at regionen er gammelt arbejderklasseland.
Selvom Tyskland og Bremen nød et markant opsving i 1950´erne og 1960´erne under det såkaldte Wirtschaftswunder begyndte det at gå voldsomt tilbage fra slutningen af 1970´erne, hvor byens industrier for alvor kom i økonomisk krise. Stål – og værftsindustrien var især ramt og fabrikker lukkede i byen og arbejdspladser forsvandt. Selv i dag er arbejdsløshedsprocenten på over 10, hvilket er over landsgennemsnittet og højere end de ellers trængte tidligere østtyske delstater.
Helt skidt er det dog ikke for Bremen. I 2013 fejrede byen 35 års jubilæum for Daimler-koncernens bilfabrik i forstaden Seebaldsbrück. Her beskæftiges over 12.000 arbejdere med produktion af de eksklusive Mercedes-biler. Det er om at glæde sig over de succeser, der trods alt er i byen, der også rummer et universitet, ingeniør – og kunstuddannelse. Og der bliver stadig investeret penge i de gamle havneområder, hvor der bliver bygget nye boliger og hvor nye industrier dukker op. Og der er også stadig en del af den gamle havneindustri tilbage, der er forbundet af Weser-floden med Bremerhaven, som ligger 50 km nordpå ved udløbet til Nordsøen.
I byen holder man sammen og er fælles om mange af de institutioner, der skaber den særlige selvforståelse på egnen. Ét af de steder, der er med til at skabe en samlende identitet skal man til byens udkant for at finde. Her ligger fodboldklubben SV Werder Bremen. Og det i dag næsten ubrydelige bånd mellem klub og byens indbyggere blev skabt i 1899.
Boldspil for de rige
Her stiftede nogle gymnasieelever klubben, som kom til at hedde Fussballverein Werder von 1899. I 1920 skiftede klubben navn til det nuværende SV Werder Bremen. Man skulle være hankøn og i gang med en højere uddannelse for at blive medlem af klubben. Så de store skarer af byens borgere og arbejdere kom først til i løbet af det 20. århundrede, da klubben voksede sig større. Werder fulgte således samme mønster som klubberne i England og andre dele af Tyskland. I udgangspunktet var det en sport, som de velstillede sociale grupper i samfundet havde for sig selv. Først senere blev de brede masser en del af fodbolden. I Tyskland skete det for alvor i perioden omkring 1. Verdenskrig. Det var i øvrigt nødvendigt at rekruttere de bedste spillere for at kunne konkurrere i de prestigefyldte regionale turneringer og den landsdækkende pokalturnering – DFB-pokal.
Fodbolden var ikke professionel og det var bl.a. byens fabriksarbejdere, der spillede på holdet i efterkrigstiden. Samtidig blev fodbold i stigende grad en publikumsmagnet og et samlingspunkt i de store industribyer i Tyskland gennem 20. Århundrede. Den stigende interesse for fodboldklubben krævede selvfølgelig nogle ordentlige rammer. Weser Stadion er oprindeligt fra 1909, hvor en lille tribune af træ omgav banen ved floden. Utallige tilbygninger og renoveringer har gjort arenaen til det topmoderne stadion, der står ved flodbredden i dag. Seneste modernisering fandt sted i 2010. Undervejs i stadionets historie har det været brugt til andre sportsbegivenheder. Men i nyere tid er det kun fodbold, det drejer sig om. Den forstyrrende atletikbane blev fx fjernet i 2002.
Flere regionale succeser i efterkrigstiden gav Werder Bremen den status, der skulle til for at være stiftende medlem af Bundesligaen i 1963, som også blev startskuddet til professionel fodbold i Tyskland. Allerede i 1965 vandt klubben sit første mesterskab. Det begyndte godt.
Det går op og ned i livet…
Går man tilbage i klubhistorien er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte klubben har skiftet træner. Man kunne nævne andre tyske klubber, der utålmodigt og med håb om hurtig succes skifter træner konstant. Men det er alligevel påfaldende få, der har siddet i længere perioder i Bremen. Der er selvfølgelig en oplagt sammenhæng mellem trænerskifter og resultater i denne nådesløse branche. Efter mesterskabet i 1965 er siderne på klubbens triumf-liste helt blanke fra slutningen af 1960´erne og op gennem 1970´erne. Traditionsklubber som Gladbach og Bayern delte mesterskaberne i denne periode. I 1970´erne er der dog navne på træner- og spillerlisten, der kan varme mange danske hjerter. Josef ‘Sepp’ Piontek var træner 1971-1975 og Per Røntved spillede 194 kampe for klubben fra 1972-79.
I nyere tid er der dog nogle markante undtagelser fra de turbulente trænerskift og skuffende resultater. Otto Rehhagel (træner 1981-95) og Thomas Schaaf (træner 1999-2013) er lysende stjerner i Bremens Hall of Fame. Rehhagel kom til i sæsonen efter nedrykningen i 1980, den deprimerende udgang på et skidt årti for Bremen. Rehhagel nåede at vinde to mesterskaber (1988 og 1993), to pokaltitler (1991 og 1994) og klubbens eneste europæiske triumf – pokalvindernes turnering i 1992. Det var med spillere som Rudi Völler, Karl Heinz Riedle og Marco Bode på holdet.
Efter Rehhagel forlod Bremen til fordel for Bayern røg klubben ind i problemer og mørke skyer hang igen over Weser i slutningen af 1990´erne. Denne gang hev man den tidligere spiller og ungdomstræner Thomas Schaaf ind på trænerposten. Det blev et vendepunkt. Under Schaaf blev det til et mesterskab (klubbens seneste i 2004) og tre pokaltitler (1999, 2004 og 2009) og en række Champions League-deltagelser. I denne periode var det spillere som Ailton, Johan Micoud, Ivan Klasnic, Borowski og Frank Baumann (den nuværende sportsdirektør), der tegnede holdet.
I Bremen kan man stadig se fans bære den legendariske ‘Papageien-trikot’, som var klubtrøjen i den seneste mesterskabssæson i 2004. Mange klubber i Tyskland og England spillede i Kappa-trikot i starten af 00´erne. I Bremen var den stramt siddende italiensk producerede grønne trøje så krydret med orange ærmer. Den gik godt i spænd med det flamboyante og målsøgende spil i denne sæson, hvor nordtysk koldblodighed blev kombineret med brasiliansk/fransk/kroatisk lidenskab og finesse. I byen kan man stadig finde t-shirts med Ailton og rygnummeret ‘32’ i en hyldest og længsel efter tiden i 00´erne, hvor det så lyst ud for klubben.
Der er ikke noget at sige til, at klubbens fans drømmer sig tilbage til de bedste år under Rehhagel og Schaaf. Der røg fire managere ind og ud af døren i den turbulente tid (1995-99) mellem Rehhagel og Schaaf og nu er den siddende træner Alexander Nouri den tredje efter Schaafs afgang i 2013.
Et møde med Weser Stadion
Her står jeg så en oktoberaften ved flodbreddens rumskib af et stadion. Det er ikke længere væk end at man sagtens kan gå turen fra centrum af byen og ud mod arenaen. Fra et af byens vartegn, bronzeskulpturen af ‘Die Bremer Stadtmusikanten’ fra Grimms eventyr ved Marktplatz, skal man gå få hundrede meter for at nå floden. Herfra kan man allerede så småt skimte stadion ude østpå og det begynder at suge lidt i maven. De første slagsange giver ekko gennem gaderne. Herfra er det en regulær folkevandring til stadion. Werder er byens hold. Ingen tvivl om det. Og de er stolte af deres klub. Der er små grønne flag i byens vinduer på vejen, der går forbi de hyggelige gader af rækkehuskvarterer, der ligger som sildeben ud mod floden.
Fra en af byens små shawarmabarer råber ejeren den nordtyske hilsen ‘Moin’ efter potentielle kunder, mens han for en sikkerheds skyld retter på sin grønne vimpel udenfor. Jeg har observeret få demonstrativt placerede BVB-flag eller Bayern-stickers på vejen mod Weser. Men opbakningen er ikke til at tage fejl af fra en by, der ikke er meget større end Aarhus. 40.000 fans sidder klar til alle kampe.
Foto: Christian Lund Ewald
Inde på stadion forsvinder det umiddelbare indtryk af rumskib. Stadion er kompakt og lavt, så det tager få minutter fra Osterdeich, til man sidder på sin plads midt i menneskemylderet. Jeg sidder ved siden af et midaldrende ægtepar, der indforstået og med kendermine tjekker holdopstillinger og kampprogram inden de sætter sig på deres medbragte Bremen-puder. Så rutineret er jeg selvfølgelig ikke. Der er en meget mere ligelig kønsfordeling, end jeg er vant til fra de danske superligastadions. I Tyskland er det hele familien og venneflokken, der tager til kamp.
Man opfanger en mumlen og lavt lydniveau hos Bremen-fansene under kampen denne aften. De bliver udsunget af de medrejsende Leverkusen-fans, der ellers er klart i undertal. Måske er det den indadvendte nordtyske mentalitet, der spiller ind og blokerer for voldsomme udbrud og skrål? Eller også er forklaringen på det til tider noget tavse hjemmebanepublikum meget mere enkel og ligetil: Bremen spiller bare ikke særlig godt i denne sæson. Ikke fordi det var bedre sidste år. Men de fleste fans kan stadig huske dengang holdet havde afsluttere og playmakere som Miroslav Klose, Diego og Mezut Özil og defensive ledertyper som Torsten Frings og Per Mertesacker i den grønne trøje. Det er faktisk ikke ret mange år siden. De senere sæsoner har der imidlertid været langt mellem succeserne.
Modgang og slagsange
De to bedste spillere på banen denne aften er Leverkusens Jonathan Tah og Hakan Calhanoglu. Tah vinder alle sine dueller og er helt overlegen defensivt. Calhanoglu er playmakeren på Leverkusens hold, godt støttet af den løbestærke og fightende Kevin Kampl. Bremens midtbane er hele tiden i uro og ubalance. De bliver presset langt tilbage. Der bliver taget dårlige og stressede beslutninger. ‘Ooooh. Was ist los?’ Ængstelige og frustrerede fans omgiver mig. Men ingen aggressive udladninger eller brøl.
Hjemmepublikummet virker, som om de er vant til modgangen. De har også lige tabt fire ud af sæsonens seks første kampe. Til trods for den svage sæsonstart er Bremen heldigvis ikke det eneste hold i krise. Leverkusen har heller ikke ramt målformen i denne sæson. Det er skuffende at se Leverkusens stjerneangriber Javier ‘Chicharito’ Hernandez i aktion. Han ser tung og ugidelig ud. Holdene går til pause med stillingen 1-1, hvilket hjemmeholdets spillere og fans bør være godt tilfredse med.
Leverkusen skruer op for presset i 2. halvleg, men Bremens trængte forsvar får alligevel redet stormen af. Den gambianske angriber Ousman Manneh er substitut for holdets stærkeste angriber Max Kruse, der er skadet. Manneh scorer til 2-1 efter en omstilling og det varmer de ængstelige fans op. Det store ståplads-afsnit i vest-enden af stadion lykkes endelig med at få sunget folk op af stolene. ‘Allez…allez…allez…SVW…SVW!!’
Et lettelsens suk går gennem stadion, da kampen fløjtes af. 3 point luner efter et sløjt efterår i Bundesligaen. Endelig får fansene mulighed for at skråle deres sejrssang:
‘Wir sind Werder Bremen
grün-weiß das Emblem
Werder, der Meister von der Weser, das Phänomen’
Folkevandring
Folkevandringen går nu vestpå tilbage mod byen. Der er sat en række interimistiske barer og ‘Imbisser’ op, så hjemmefansene kan skylle sejren eftertrykkeligt ned med en Becks Bier. Jeg går også tilbage mod byen og det fashionable ‘Turmhotel Weserblick’, hvor jeg har bestilt et værelse. Et stort grønt buet ‘W’ pryder naturligvis gavlen ud mod gaden. Det er et noget specielt sted. Jeg skal over kaldeanlæg guides til selv at hente min nøgle og erfarer, at jeg er den eneste til stede i huset. Der er i øvrigt ikke meget Weserblick over mit værelse i kælderen. Heldigvis er der tv, så jeg kan fordøje dagens indtryk i selskab med ZDF’s ‘Das aktuelle Sportsstudio’ og en grundig gennemgang og analyse af dagens runde i Bundesligaen. Inden jeg går til ro, hører jeg stadig lyden af lykkelige grønne fans, der synger i gaderne.
‘Wir spielen einfach Fußballl, Tradition
Kein Geld der Welt wird hier verschenkt, verpfändet oder falsch gelenkt
hier werder Stars gemacht und nicht gekauft…wir sind Stolz auf Werder und unseren Fisch’
Dette indkapsler ånden i Bremen. En ydmyg men dog stolt selvbevidsthed om at være noget særligt med sin placering lidt væk fra det hele højt mod nord. Og så blandet med en god portion selvironi. I den selvforståelse ligger der også følelsen af at være mere ægte end dem, der køber sig til succes. Gad vide, hvem de hentyder til? Inden jeg falder i søvn og glider ind i drømmeland, når et minde fra aftenen ganske kort mit indre blik. Jeg er på Osterdeich og på vej væk fra Weser stadion og går i mine egne tanker. En uanselig, men velklædt mand med gråt hår kommer gående mod mig. Han virker bekendt. Flashback til VM 1990 og et legendarisk spyttende showdown på San Siro. Den var god nok. Det var Rudi Völler – nr. 4 på All Time-topscorerlisten for Bremen med 97 mål. I aften er han på ‘fjendens hold’ som sportsdirektør for Leverkusen.
Nu kan jeg falde i søvn.
Næste dag går turen mod Danmark. Jeg kaster et sidste blik ned mod de lange rækker af træer, der klæder området omkring Weser Stadion i grønt. Glimt af morgensolen sendes mod den fjerneste projektørstander, lyser op og forsvinder i et øjeblik. Jeg glæder mig allerede til vores næste møde.
