I de seneste dage har man flere steder på nettet kunnet se et meme, der fortæller om sikre tegn på, at det er forår.
“Det bliver varmere, dagene bliver længere, blomsterne begynder at springe ud – og HSV begynder at fjolle en oprykning væk”, kan man læse med slet skjult hentydning til, at die Rothosen to år i træk har smidt en ellers sikker oprykning fra den i deres øjne usle 2. Bundesliga væk i slutningen af sæsonen, hvor der begynder at komme blade på træerne igen.
Nu er foråret rent kalendermæssigt ikke nået til Forbundsrepublikken endnu trods flere dage med op mod 20 grader hos vores sydlige naboer. Men kun to point i de seneste tre kampe mod Aue ude, Greuther Fürth hjemme og Würzburger Kickers ude har helt bestemt ikke været en del af planen for den stolte Hamburg-klub.
Es beginnt die schönste Zeit des Jahres 😂😂😂 #hsv pic.twitter.com/2pLa67OWF6
— HSV-Arena (@HSVArena) February 22, 2021
Nu så det ellers så godt ud for HSV, der for tredje gang forsøger at slippe væk fra den række, de i eget selvbillede er alt for store til, men som de i de første to forsøg ikke har formået at rykke op fra.
Det har banet vejen til det, der ligner en fantastisk slutspurt i den næstbedste række, som kun er blevet endnu vildere efter en weekend, der ud over HSV’s nederlag til ellers håbløse Würzburg også endte med tab til VfL Bochum og Holstein Kiel, der inden runden alle lå side om side med 42 point. Det udnyttede Greuther Fürth til med en sejr over netop storkene fra Kiel at slutte sig til trioen, der nu er en kvartet, der dyster om de eftertragtede pladser.
Fire hold, der ligger side om side pointmæssigt i 2. Bundesliga og kun fem mål adskillelse i målforskel med kun 12 runder igen – det er vist kun i obskure afrikanske ligaer, hvor hjemmeholdet får massiv dommerhjælp, at en topduel kan være så tæt.
Men det er faktum i 2. Bundesliga med tre måneder til sæsonafslutning. Og det er på den ene side nogle holds svaghed og andre holds overraskende styrke, at stillingen er blevet som den er blevet.
Mest overraskende er det, at Greuther Fürth har sneget sig med i det fine selskab. Rækkens grå mus, der er blevet nærmest synonym med livet på de næstfineste adresser, var der ikke de store forventninger til før sæsonen.
Siden nedrykningen i 2013 har de på nær i 2014 pendlet mellem en 8.- og 15. plads og hentet mellem 37 og 45 point. Og med en trup, hvor evigt skadede Emil Berggreen er et overset dansk islæt sammen med mere kendte navne som topscorer Branimir Hrgota, det tidligere Bayern-talent Julian Green og den rutinerede albaner Meghin Mavraj i forsvaret, er man godt, men ikke prangende, besat på flere pladser.
Men 18 point i 2021 har katapulteret dem op i toppen af rækken. Og især på udebane har die Kleeblätter været svære at bryde ned. De er rækkens bedste udemandskab, og kun en enkelt gang i 11 forsøg har de tabt på fremmed græs. Spørgsmålet er dog, om de kan holde sig helt i toppen med en forholdsvis smal trup, hvor der især er trukket store veksler på stammen på midtbanen.
Lidt mindre overraskende er det, at Tysklands nordligst beliggende profi-mandskab, Holstein Kiel, har sneget sig med i toppen i 2. Bundesliga. Nok har der været livlig udskiftning på trænerbænken siden die Störche (storkene) rykkede op for fire år siden, men i Ole Werner har de fundet en ung og dynamisk træner, der sværger til højt pres og en offensiv tilgang til spillet.
Kiel har fået god hjælp af den hjemvendte søn, veteranen Fin Bartels, der er blevet hentet tilbage til Holstein Stadion efter en lang og glorværdig karriere i Werder Bremen. Fin Bartels har givet kielerne et ekstra offensivt våben, der har leveret lækre detaljer og serveret flere assists til angriberne, som vi også så det, da Kiel sensationelt ekspederede Bayern München ud af pokalen i begyndelsen af januar.
Se højdepunkter: Holstein Kiel – Bayern München 8-7
Kiels problem er, at de er det mindst målfarlige af de fire tophold, hvor de kun har leveret 36 mål i de 22 første runder. Og det kan blive udfordringen i den tætte top, hvis målforskellen bliver afgørende i tilfælde af pointlighed.
Nogle vil formentlig også hæve øjenbrynene over, at VfL Bochum også blander sig. 11 år er det blevet til i det næstbedste selskab efter nedrykningen fra Bundesligaen, og flere gange i de senere år har Ruhr-mandskabet kigget vel rigeligt ned mod den fæle streg til 3. Liga i stedet for op mod det sjove selskab i Bundesligaen.
I Manuel Riemann har Bochum en solid sidste skanse, der især på straffespark har vist enorm styrke. Unge Armel Bella Kotchap binder forsvaret sammen i selskab med Danilo Soares, mens den tidligere FCK’er Christian Gamboa huserer på backen. Længere fremme på banen har de rutinerede Robert Zulj og Simon Zoller vist overraskende stor træfsikkerhed, som ellers har knebet for begge tidligere i karrieren.
Men bochumerne kom godt i gang efter coronapausen i foråret 2020, og den gode stime har de taget med ind i den nye sæson, hvor de hjemme på Rewirpower Stadion har været stærke og hentet 23 af de 42 point.
Og så er det tid til at vende tilbage til det evige smertensbarn ved Elben. Onde tunger vil hævde, at det først er om en måneds tid, at HSV for alvor burde gå i stå. I de seneste to sæsoner har det nemlig været omkring 26. spillerunde, at holdet er smuldret fra hinanden og det man ellers troede var sikre oprykninger er gledet ud af hænderne på Die Rothosen.
En af forklaringerne på HSV’s mulige tidlige forfald i denne sæson ligger i angrebet. Det er hæderligt, at topscorer Simon Terodde har lavet fem mål i ni kampe efter nytår. Det blegner dog ved siden af det faktum, at det blev til 14 mål i de 13 kampe før den ultrakorte vinterpause. Og når Terodde, der alene tegner sig for 40 procent af HSV’s mål og har været involveret i 23 af de 48 scoringer, ikke rammer kassen, kniber det med at hente sejrene.
Holdet er ellers fint besat, selv om navnene ikke er så prangende, som det har været i de første to sæsoner i den næstbedste række. Det var et scoop at lokke målmand Sven Ulreich fra reservebænken ved Isar til en fast plads ved Elben og bagude har anfører Tim Leibold bundet forsvaret godt sammen akkompagneret af unge Stephan Ambrosius.
På midtbanen har Bakery Jatta og Sonny Kittel været en stor dynamo, mens det har set tyndt ud som supplement til angribere, der kan presse Terodde, når han ikke rammer målet. At kronisk ufarlige Bobby Wood, (der senest scorede for Hannover i slutningen af november 2018!) kom på måltavlen efter sin indskiftning ti minutter før tid i weekendens nederlag i Würzburg siger alt om, hvor meget det halter med konkurrence til Simon Terodde på frontløberpositionen…
Med de fire hold side om side kan være fristet til at tro, at det er de dem, der kommer til at slås om de tre attraktive pladser, der giver enten oprykning eller et dobbeltopgør om den sidste ledige plads i Bundesligaen.
Men der skal ikke mange fejltrin til, før kvartetten kan blive til en kvintet eller måske sekstet. Seks point efter førerholdene lurer Karlrsuher SC. Der har ellers ikke været megen glæde i Baden i de senere år, hvor Karlsruhe har pendlet mellem 2.- og 3. Liga. En ombygning af det håbløst umoderne Wildparkstadion er med til at skabe tro på bedre tider hos det tidligere Bundesliga-mandskab, der især 1990’erne var en farlig outsider i toppen af Bundesligaen, og som flere gange imponerede i UEFA Cup’en.
Nedrykkerne fra Fortuna Düsseldorf ligger også seks point efter de fire tophold og lige under de to mandskaber har den slumrende kæmpe fra Hannover 96 placeret sig. Det har været op og ned for holdet fra Niedersachsens hovedstad indtil nu i sæsonen i 2. Bundesliga, men med en god stime i de sidste runder kan de måske spille sig op i kampen om de sjove pladser i en række, der er præget af stor jævnbyrdighed.
I pinseweekenden, hvor foråret er ved at blive til sommer, vil 2. Bundesliga være afgjort og de attraktive pladser i toppen af rækken være fordelt. Snupper Kiel en oprykningsplads vil det være klubbens største triumf siden mesterskabet for 109 år siden, og samtidig vil det være første gang, Tysklands nordligste delstat, Schleswig-Holstein, vil have et hold i Bundesligaen.
Stillingen i 2. Bundesliga
foto: www.kicker.de
