bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > De fem største og mest spektakulære comebacks i bunden af tabellen i Bundesligaen

De fem største og mest spektakulære comebacks i bunden af tabellen i Bundesligaen

Schalke 04, maskot, Comebacks

 I den nuværende sæson har FC Schalke 04 blot hentet 9 point efter 23 ligakampe og kun vundet én enkelt kamp i Bundesligaen. Dermed har Rot-Weiss Essen, der til dagligt hører hjemme i Regionalliga-West (4. Liga), har til sammenligning i indeværende sæson vundet flere kampe mod hold fra Bundesligaen end Schalke har (DFB-pokalturneringen indberegnet). Mens det omkring årsskiftet så håbløst ud for Schalke og Mainz i bunden af tabellen med sølle syv point hver, førte FC Bayern München endnu engang nogenlunde komfortabelt i toppen af Bundesligaen. Mange eksperter havde ved årsskiftet allerede dømt Schalke og Mainz ude, mens Bayern endnu engang ligner dette års tyske mestre for niende gang i træk.

Rent statistisk set, er der ingen mandskaber med syv point eller færre halvvejs gennem en sæson, der har overlevet, så det er noget af en mission, som Schalke og Mainz er på. Mainz har allerede i foråret på bare fire kampe hentet lige så mange point som i de foregående 17 kampe. Oveni købet mod hold fra den bedre halvdel af tabellen. Det synes, at Mainz har fundet melodien under Bo Svenssons vinger. Schalke har i samme periode hentet under en tredjedel af Mainz’ point.

Schalkes sportslige situation synes altså at se håbløs ud. Eller gør den? Er Mainz ved at gøre det umulige muligt?

Her gives der et overblik over de fem største forårs comebacks i bunden af tabellen i Bundesligaens historie målt ud fra de antal point, klubben formåede at hente i første halvdel af sæsonen. Det vil sige, at hvis en klub som udgangspunkt fx havde hentet ti point til efteråret, og klubben dernæst formåede at slutte sæsonen af med et point-total på 40 point, havde klubben leveret et comeback på 20 point.

Derfor er der ikke fundet plads til Freiburgs 2011/12-sæson og Augsburgs 2012/13-sæson i tabellen, da de opnåede en mindre pointmargin end andre bundhold.

Tilmed følger en analyse af, hvad der egentlig lå til grunds for klubbernes comebacks, og hvor godt holdene klarede sig efterfølgende. Det nye pointsystem, der blev taget i brug i 1995/1996-sæsonen, muliggjorde en del comebacks. Derfor er det ej heller forunderligt, at de største comebacks i Bundesligaens historie alle er dateret efter indførelsen af 3-pointsreglen.

De største comebacks i bunden af tabellen

 

  1. Borussia Mönchengladbach 2010/2011

Man fortjener ikke andet end at ligge sidst, når man har lukket hele 47 mål ind inden nytår. Gladbach havde forud for sæsonen vinket farvel til en aldrende Oliver Neuville, men sæsonen begyndte egentlig ganske fint med en derbysejr over Leverkusen, hvor Bayer 04 blev fejet af banen med 6-3. Herefter skulle der kun komme endnu en (derby)sejr – denne gang mod 1. FC Köln – til samlingen. På trods af det, at de have spillere som Juan Arango, Dante og Marco Reus i spillertruppen, var det samlede niveau ganske enkelt for lavt. Purunge spillere som Patrick Herrmann, Roman Neustädter og Tony Jantschke manglede erfarende spillere at læne sig opad.

Dante kunne pga. skader kun spille 18 kampe, og der manglede kvalitetsspillere i alle ender af banen. I vintertransfervinduet forsøgte manager Max Eberl at lukke hullerne. Han hentede Mike Hanke kvit og frit fra Hannover 96 og Martin Stranzl for 800.000 Euro fra russisk fodbold. Marc-Andre Ter-Stegen blev pillet op fra ungdomsrækkerne og Havard Nordtveit kom til fra Arsenals ungdomsakademi.

Efter 22 spillerunder lå Gladbach på en sidste plads med hele syv point op til relegationspladsen. Michael Frontzeck blev fyret og ind kom Lucien Favre. Han skulle forsøge at gøre det umulige muligt. Det lykkedes reltativt hurtgt Favre at stabilisere defensiven. Indtil schweizerens ansættelse havde Gladbach indkasseret 56 mål på bare 22 kampe. I de sidste 12 kampe lukkede de kun ni mål ind. Stranzl var et kæmpe aktiv for denne stabilitet, samtidig med at de unge Neustädter og Nordtveit lukkede af på den centrale midtbane. En anden vigtig faktor for succes var den purunge Ter-Stegen. Efter flere personlige fejl fra målmanden Logan Bailly, blev Ter-Stegen kastet ind i målet i derbyet mod Köln. Gladbach sejrede 5-1. I de sidste seks spillerunder hentede Gladbach 13 ud af 18 mulige point og gjorde det umulige muligt. I relegationskampene blev VFL Bochum fra 2. Bundesliga elemineret, og bundesligaoverlevelsen var nu en realitet.

Favres ansættelse blev vendepunktet for Gladbach. Holdet har udviklet sig fra sikker nedrykningskandidat til permanent subtop-hold lige siden. Fundamentet for den senere succes blev lagt i Favres tid i klubben. Gladbach fortsatte hvor de slap i den efterfølgende sæson. I første spillerunde chocksejrede de med 1-0 i München mod Bayern. De havde ikke hentet nævneværdige spillere til startformationen, men de formåede at tage momentum med fra den tidligere sæson og sluttede følgesæsonen af på en flot 4. Plads efter at have besejret Bayern i begge opgør i sæsonen.

Mönchengladbach var igen at finde i Champions League. Efter den flotte 11/12-sæson måtte de dog vinke farvel til Dante, Reus og Neustädter, som alle skiftede til direkte konkurrenter i bundesligatoppen. Det er dog altid lykkedes Gladbach og Eberl at finde passable erstatninger til billigere løsninger. Kun i 2016/17-sæsonen rodede Gladbach rundt nede i bunden for en længere tid. Alligevel har de aldrig siden da været dårligere placeret end en 9. plads.

 

  1. Borussia Dortmund 2014/2015

Dortmund og nedrykningstruet i én og samme sætning lyder forkert. Ikke desto mindre var dette en realitet i 2014/15-sæsonen. Champions League finalisterne fra 2013 med en håndfuld nykårede verdensmestre på holdet kæmpede om overlevelse i Bundesligaen. Efter 17 spillerunder lå Dortmund på en 17 plads med kun 15 point. De havde to point op til relegationspladsen og hele 11 point op til 7. pladsen, der ville give adgang til Europa League. Efter 19 spillerunder lå BVB endda sidst med bare 16 point efter et nederlag hjemme til Augsburg.

Forud for sæsonen havde BVB gjort lejemålet af Nuri Sahin permanent, de havde købt Shinji Kagawa tilbage fra den røde del af Manchester, og de havde forstærket defensiven med den nykårede verdensmester Matthias Ginter. Som erstatning for Lewandowski, der var skiftet kvit og frit til konkurrenterne i München, kom italienske Ciro Immobile og Adrián Ramos. Dortmund havde ikke solgt andre nævneværdige profiler end Lewandowski, men dennes afgang skulle vise sig at være sværere at kompensere end som så.

Borussia Dortmund lagde egentlig fint ud fra start med to sejre ud af tre kampe, men herefter gik det ned ad bakke for Dortmund. Holdet var plaget af mange skader og VM-træthed, samt manglende kampform pga. flere længerevarende skader til bl.a. Ilkay Gündogan og Marco Reus, som de havde taget med fra den forrige sæson. Således spillede stamspillerne som Mats Hummels (24/34), Gündogan (23/34), Lukasz Piszczek (22/34), Reus (20/34) og Jakub Blaszczykowski ”Kuba” kun 13 af 34 mulige kampe som følge af skader. Alle disse spillere var udslagsgivende, da BVB fx fejede Real Madrid af banen med 4-1 i Champions League semifinalen to år forinden. Dortmund havde altså både problemer med at finde formen, samt det at deres to største stjerner i mellemtiden var skiftet til Bayern München. Mens Immobile yderst sjældent kunne finde vejen til netmaskerne, var andre profiler som fx Roman Weidenfeller røget i et formdyk. Dortmund havde altså brug for tid til at finde sammen som hold igen. Dortmund overvintrede på 17. pladsen med 15 point. Lige så mange point havde også Freiburg på sidstepladsen.

Efter 19. spillerunder lå Dortmund endda på en sidste plads, men herefter skulle Dortmund kun tabe yderligere tre kampe. Disse kampe blev kun tabt til Bundesligaens daværende førertrio (Bayern, Gladbach og Wolfsburg). Flere af de skadede spillere kom tilbage fra sygehuslazarettet, og sammen kunne de løfte Dortmund til det vanlige høje niveau. Således lykkedes det Dortmund at hale ind på mange Bundesligahold. I forårssæsonen præsterede at hente femteflest point af alle hold med 31 point i alt, hvilket udgjorde en pointmargin på 16 point ift. efterårssæsonen. Det lykkedes dermed Dortmund at kvalificere sig til international fodbold for femte år i træk, da de i den sidste kamp i sæsonen besejrede Werder Bremen. Derudover kvalificerede klubben sig til pokalfinalen for andet år i træk, der dog blev tabt mod Wolfsburg. Mens Borussia Dortmund fik vendt den synkende skude fodboldmæssigt, skete det værst tænkelige for alle BVB fans. Jürgen Klopp annoncerede sit stop i klubben efter 14/15-sæsonen.

Jürgen Klopp havde præget en æra med Vollgasfussball, autenticitet, ”malorchen” og flere store triumfer på syv år. Denne tid var nu forbi. Immobile blev i følgesæsonen skippet videre til spansk fodbold, klublegenderne Kevin Grosskreutz og ”Kuba” blev sendt til udenlandske klubber og den mangeårige kaptajn, Sebastian Kehl, stoppede sin spillerkarriere. Thomas Tuchel blev hyret som træner, hvilket viste sig at være en habil erstatning for ”Kloppo”. Under Tuchels vinger blev Dortmund igen en mesterskabsbejler. Foruden at have sine bedste spillere kampklar og i form, udviklede Tuchel også de unge spillere som Christian Pulisic, Julian Weigl, Raphaël Guerreiro og Ousmane Dembélé til store internationale profiler. Det lykkedes i Tuchels to år lange trænergerning i Dortmund at kvalificere klubben til pokalfinalen hvert år. Først tabte de til Bayern i straffesparkskonkurrence, mens de besejrede Eintracht Frankfurt med 2-1 i 2017. Tilmed lykkedes det at kvalificere sig til kvartfinalen i Champions League, hvilket ikke er lykkedes klubben siden.

 

 

  1. Eintracht Frankfurt 1999/2000

I sæsonen forinden havde Eintracht Frankfurt med klør og næb efter en vanvittig sidste spillerunde kun lige akkurat sikret sig overlevelse i Bundesligaen. De indhentede Nürnberg, der forinden lå på en 12. plads og tilmed havde en væsentlig bedre målscore. Med en forrygende 5-1 sejr over Kaiserslautern i sidste spillerunde sikrede Frankfurt sig endnu en overlevelse i Tysklands bedste liga.

Til den nye sæson havde de mistet den ”hvide brasilianer”, Bernd Schneider, til Bayer 04 Leverkusen. Frankfurt investerede væsentligt og forholdsvis dyrt i truppen. Truppen var i sommerens transfervindue blevet forstærket med Horst Heldt, Rolf-Christel Guié-Mien og Bachirou Salou. Frankfurt brugte et tocifret millionbeløb (D-Mark) på nye spillere og drømte igen om storhedstiden fra start 1990’erne. Efter en stærk start på 1999/2000-sæsonen mistede Frankfurt hurtigt sit momentum og fik aldrig rigtig spillet til at flyde. Efter 17 spillerunder lå de på en 17. plads med kun 11 point. De havde det andet dårligste angreb og det femte dårligste forsvar. Noget måtte der altså ske. Jörg Berger blev fyret, og ind kom en ung Felix Magath, der dengang havde ry for at være en slags brandslukker for bundhold. Samtidig herskede der et kaos i klubledelsen, og grundet rod i papirerne fik Frankfurt endda fratrukket to point pga. licensovertrædelser. De andre bundhold i ligaen havde klaget over konkurrenceforvrængning, fordi det i forvejen meget gældsforskyldte Eintracht havde forstærket sig i vintertransfervinduet med tre dyre spillerindkøb (Thomas Sobotzik, Dirk Heinen og Thomas Reichenberger) og trodset de i forvejen strenge betingelser.

Felix Magath fik dog rettet op på tingene, og sammen fik han og Frankfurt indledt én af de mest succesrige comebacks nogensinde. Det viste sig at de havde forstærket sig med de helt rigtige spillere. Sobotzik og Reichenberger berigede Frankfurts offensive spil og Heinen tog alt, hvad der var at tage. Heinen fortrængte bl.a. den senere klublegende Oka Nikolov til bænken. På trods af den opadgående stime i anden halvdel af sæsonen, forblev de beskedne i den hessiske lejr. Klublegenden Jan Åge Fjørtoft sagde engang ”træneren piller os ned fra piedestalen igen. I morgen venter den længste skovløbetur i historien”. På trods af den opadgående formkurve befandt klubben sig fortsat i akut nedrykningsfare.

I de sidste 15 kampe fik Eintracht 27 point med en målscore på 22:12. Eintracht Frankfurt var det tredjebedste hold i foråret og spillede egentlig som et hold, der ville spille med om Champions League pladserne. På grund af det miserable efterår måtte de dog helt frem til 34. spillerunde kæmpe om at sikre overlevelsen i ligaen. I en direkte nedrykningsduel med SSV Ulm 1846 sikrede Frankfurt sig med en 2-1 sejr overlevelse. Frankfurt præsterede at hente hele 30 point i anden halvdel af sæsonen. Det udgjorde en pointmargin på hele 19 point. Det var det hidtil største comeback i Bundesligaens historie.

Lige lidt hjalp den flotte forårssæson dog for fremtiden. Frankfurt rykkede ned i 2. Bundesliga i efterfølgende sæson. Efter 13 spillerunder lå de ganske vist på en 5. plads, men allerede efter 19. spillerunde lå de på en nedrykningsplads. Efter et 5-1 nederlag til 1. FC Köln måtte Magath forlade klubben. I alt endte Frankfurt med at fyre to trænere i sæsonen og den tredje træner, Friedel Rausch, kunne ej heller redde den synkende skude. Han blev tilmed også fristillet, da klubben så endelig var rykket ned i 2. Bundesliga. Frankfurt røg derpå i økonomiske problemer. De var kort op at vende i Bundesligaen igen i 2003/04-sæsonen, men rykkede ud igen efter en enkelt sæson. Først i 2005/06-sæsonen med Friedhelm Funkel ved roret kunne Frankfurt stabilisere sig i Bundesligaen.

 

 

  1. Hamburger SV 2006/2007

I 2018 stoppede uret med at tikke på HSV’s stadion, da de rykkede ned fra 1. Bundesliga. De har ikke været at finde i Tysklands bedste liga siden da. I 2006/07-sæsonen var de dog allerede tæt på at rykke ned. Klubben lå ved nytår på en 17. plads og havde kun hevet én sejr hjem. Klubbens anden sejr i sæsonen skulle de først få i 21. spillerunde.

Forud for sæsonen havde HSV taget afsked med det forhenværende centerforsvar bestående af Khalid Boulahrouz og Daniel Van Buyten, og de offensive koryfæer i form af Stefan Beinlich og Sergej Barbarez. Erstatningerne blev fundet i det purunge talent fra Belgien, Vincent Kompany og hollænderen Joris Mathijsen, der sammen skulle forsøge at holde angriberne væk fra HSV-målet. Peruvianeren Paolo Guerrero, der kom til fra Bayern, og ivorianeren, Boubacar Sanogo, der kom til fra Kaiserslautern, skulle udfolde deres offensive potentialer i hansabyen.

Som det så ofte er i storklubber, hvor succesen udebliver, opstår der hurtigt uro og tumult. Det samme gjorde sig selvfølgelig gældende i HSV, da de i starten af sæsonen ikke havde vundet en kamp i ligaen i over to måneder. HSV valgte dog for engangsskyld ikke at fyre træneren. Endnu. Men mens uroen lurede og tvivlsomheden begyndte at vinde indpas hos spillerne, fik frustrationerne frit løb. Anføreren Rafael van der Vaart fik eksempelvis en lang karantæne for en grim tackling og svigtede således sit hold i en fase, hvor de havde allermest brug for ham.

HSV spillede ikke decideret som en nedrykker, der typisk lukkede mange mål ind, men de havde simpelthen ikke tur i den. Hele ti gange spillede de uafgjort i første halvdel af sæsonen, hvilket også afspejlede sig i deres målscore. De havde en målscore på 16:22. Til sammenligning havde Hannover en målscore på 16:26 på 11. pladsen. HSV havde tre store problemer i sæsonen. De havde et målmandsproblem, profilerne Vincent Kompany og Nigel de Jong kunne tilsammen kun spile 24 kampe pga. skader og de manglede en rigtig målscorer og arbejdshest i front, og derfor kunne HSV holde jul på en skuffende 17. plads med bare 13 point og 4 point op til en ikke-nedrykningsplads.

Ledelsen investerede i nye spillere i vinterens transfervindue. Ivica Olic, der just havde spillet mod HSV i Champions League gruppespillet, skulle styrke angrebet, mens Frank Rost skulle vogte buret. Lige lidt hjalp det dog i starten. Der blev ikke hentet en sejr i de første to kampe af forårssæsonen, og Thomas Doll fik besked på at pakke sin kuffert. Doll blev erstattet med en erfaren og gnaven hollænder. Huub Stevens skulle forsøge at redde HSV. ”Die Null muss stehen” er vel nok det mest kendte citat fra den hollandske træner. Under Stevens’ vinger lukkede HSV kun 13 mål ind i 15 kampe. Der skulle ikke skrues på mange skruer i HSV’s spil, før det ville fungere. I anden halvdel af sæsonen viste HSV at have det bedste forsvar af alle hold, mens angrebet med Olic i front også havde fundet melodien. De præsterede at have det tredje bedste angreb i forårssæsonen. Stevens ændrede det taktiske system i HSV, hvor de fremover kun spillede med én angriber og skabte mere kompakthed på midtbanen. Van der Vaart lå i en fri rolle som 10’er, hvilket kom ham til gode. På kanterne løb Mehdi Mahdavikia og Juan Pablo Sorín solen sort. Efter at have været ti point bag 1. FC Nürnberg på 7. pladsen ved nytår, lykkedes det HSV at lave et fantastisk comeback i foråret. Her var HSV det andetbedste hold i Bundesligaen med 32 point. Til sammenligning var de det andet dårligste hold i efterårssæsonen med bare 13 point. Pointmarginen lød derfor på 19 point, og det lykkedes endda Huub Stevens og HSV via omveje af UI-Cuppen at kvalificere sig til Uefa cuppen.

Efter 06/07-sæsonen havde holdets helt store stjerne dog fået nok. Rafael van der Vaart ville væk. Han forsøgte at gennemtvinge et skifte til spansk fodbold. Han lod sig fotografere, hvor han smilende poserede med en trøje fra FC Valencia, men HSV ville dog ikke sælge sin stjernespiller. Det skulle vise sig, at begge parter fik noget ud af beslutningen. I den efterfølgende sæson blev Mohammed Zidan hentet ind som erstatning for Sanogo, og Jerome Boateng skulle forstærke forsvaret. HSV kæmpede under Stevens ledelse længe med om mesterskabstitlen. Frem til den 24 spillerunde lå HSV kun fem point bag Bayern på førstepladsen, men de kunne dog ikke holde kadencen helt frem mod 34. Spillerunde og røg således ned på en 4. plads. Huub Stevens skiftede efter 07/08-sæsonen tilbage til hollandsk fodbold, og han blev erstattet af en anden hollænder.

Forud for 08/09-sæsonen overtog Martin Jol et HSV hold, der havde skiftet en del ud i sin trup. Store spillere som Van der Vaart, de Jong og Kompany var alle skiftet. Mladen Petric, Dennis Aogo og Marcell Jansen var bl.a. hentet ind sammen med transferflop som Thiago Neves og Alex Silva. I starten på 2008/09-sæsonen gik det godt, men da det virkelig gjaldt, kunne HSV ikke levere varen. Frem til 31. spillerunde kunne de fortsat spille med om mesterskabet, Uefa-cuppen og pokalfinalen, men inden for tre uger mødte de ærkerivalen Werder Bremen fire gange. Werder spolerede alle HSV’s ønsker om trofæer i sæsonen. Hamborg røg ud af alle turneringer og måtte endegyldigt opgive håbet om mesterskabsguldet pga. flere nederlag til Werder. Denne ydmygelse kunne ingen træner overleve.

 

 

1.     VfB Stuttgart 2009/2010

Efter at have leveret et yderst habil comeback i 2008/09-sæsonen, kunne Stuttgart ikke fortsætte i samme tempo i den efterfølgende sæson. Stuttgart solgte sin helt store stjerne, Mario Gomez, til FC Bayern. Thomas Hitzlsperger blev spillet ude af position for at finde plads til det daværende rekordindkøb Zdravko Kuzmanovic. Den fortabte søn, Aleksandr Hleb, blev lejet i FC Barcelona, men han fandt aldrig niveauet fra sine tidlige Stuttgart dage tilbage i starten af 00’erne og Pavel Progrebnyak havde ikke samme målnæse som Gomez. Nyindkøbene skulle altså have tid til at finde sig til rette, og særligt afgangen af Gomez skulle vise sig at være nok så smertefuld i begyndelsen af sæsonen i Bundesligaen.

Dette kulminerede med at Stuttgart rodede rundt i bunden af tabellen og måtte se sig nødsaget til at fyre Markus Babbel. Schweizeren Christian Gross, der i 2020/21-sæsonen er træner i Schalke 04, blev hyret. Under Babbels’ ledelse havde klubben kun vundet to kampe. Stuttgart fejrede årsskiftet på en skuffende 15. plads med 16 point, hvor kun en bedre målscore end VFL Bochum hindrede dem i at ligge på en Relegationsplads. Men kun 16 mål scoret havde de det fjerde dårligste angreb. Forsvaret var derimod ganske middelmådigt, hvorfor de kun havde det tiende dårligste forsvar. På trods af det tamløse angreb valgte Stuttgart ikke at investere i nye offensivspillere. Kulturbærerne Ludovic Magnin og Hitzelsperger forlod klubben i vintertransfervinduet, og ind blev hentet Cristian Molinaro fra Juventus.

Christian Gross, der allerede stod i spidsen for Stuttgart-mandskabet i den 16. spillerunde, gjorde underværker. Under hans ledelse skulle klubben kun tabe to kampe i sæsonen. Dog begyndte Gross’ redningsmission på den værst tænkelige måde. Hans første kamp som træner i klubben var i mod FSV Mainz 05, hvor Stuttgart førte 1-0 indtil det 88. minut, hvor Jens Lehmann begik en torskedum forseelse på Mainz angriberen Aristide Bancé. Lehmann trådte bevidst Bancé på fødderne i straffesparksfeltet. Rødt kort til Lehmann, straffe til Mainz og 1-1 udligning. Efter kampen tog Lehmann en fans briller, da han blev konfronteret uden for stadion. Man skulle tro, der herskede kaos i klubben, men det var dog ikke tilfældet. Den unge Sven Ulreich stod de næste kampe, og han viste sig at være en yderst gedigen backup for den tidligere Arsenal målmand. Ulreich dannede med sine gode præstationer fundamentet for en succesrig forårssæson.

Gross foretog yderligere ændringer i truppen. Han skabte et nyt hierarki i truppen og gav angriberne en ny frihed. Angriberne Pavel Pogrebnyak, Ciprian Marica og Cacau var stort set fritaget for defensive opgaver. Matthieu Delpierre blev internt gjort til den nye leder og “chef” på holdet.

Dette resulterede i at Stuttgart scorede langt flere mål, og Ciprian Marica scorede hele ti gange (tre assists). VfB fik grundlagt fundamentet for deres comeback. ”Det vigtigste er, at spillerne tror på dig og dine planer, og at alle marcherer i én og samme retning” sagde Gross. Vinterpausen havde gjort underværker for klubben, hvor spillere og træner kunne lære hinanden bedre at kende. Forgængeren Markus Babbel havde mistet forbindelsen og grebet om sit hold, da han samtidigt med trænergerningen i Stuttgart gik i skole i Köln for at færdiggøre sin trænerlicens.

Stuttgart scorede hele 35 gange i forårssæsonen og havde dermed det tredje bedste angreb. Oven i det gode angreb, havde forsvaret også stabiliseret sig. De lukkede kun 18 mål ind i anden halvdel af sæsonen, hvilket udgjorde det andet bedste forsvar. Dette var kun overgået af de senere mestre fra München. Stuttgart tog et kæmpe spring i tabellen i forhold til deres bundplacering ved nytår, og de sluttede sæsonen på en europagivende 6. plads. Hele 39 point fik Stuttgart skrabet sammen i foråret, hvilket var flest af alle hold overhovedet. Det var altså en pointmargin på hele 23 point, og det var og er stadig den dag i dag det største comeback foretaget i Bundesligaens historie nogensinde.

Stuttgart var dog fanget i en ond spiral. Igen lagde de i den efterfølgende 2010/11-sæson dårligt ud, og igen måtte de skifte træner undervejs. Denne gang skiftede de træneren to gange, før de havde fundet den rette i Bruno Labbadia. Sportsdirektøren Horst Heldt var taget til Schalke 04, og han var erstattet med Fredi Bobic. Stuttgart måtte spare lønkroner og sagde således farvel til Lehmann, Sami Khedira, Hleb, Ricardo Osorio og Roberto Hilbert, mens Christian Gentner, Martin Harnik og Mauro Camoranesi kom ind, hvor sidstnævnte skuffede fælt trods et CV, der sagde verdensmester.

I 10/11-sæsonen lå Stuttgart efter 17 spillerunder endda under nedrykningsstregen. Igen lykkedes det dog at få vendt skuden. Stuttgart spillede en næsten lige så perfekt forårssæson som året forinden, hvor de endte med at præstere en pointmargin på 18 point. Det lykkedes dog kun klubben at slutte sæsonen på en 12. plads. I 11/12-sæsonen spillede Stuttgart på et højt niveau hele sæsonen igennem, hvor bl.a. William Kvist spillede en meget vigtig faktor på den centrale midtbane og var udslagsgivende for at VfB afsluttede sæsonen på en 6. Plads, og i 12/13 sæsonen kvalificerede de sig endnu engang til Europa League. Denne gang var det dog af omveje, da de havde nået pokalfinalen for første gang siden mesterskabssæsonen 06/07.

 

You may also like
Gladbach, optakt
Optakt: Borussia Mönchengladbach – VfB Stuttgart
Optakt, Højdepunkter, FC Augsburg, Dortmund
Højdepunkter: Borussia Dortmund – Augsburg 2-1
HSV, Højdepunkter, Optakt, Hamburger SV
Højdepunkter: Aue – Hamburger SV 1-1: Vanvittige scoringer i dramatisk deler
Optakt, Wolfsburg, højdepunkter
Højdepunkter: Wolfsburg – Gladbach 1-3