Den tyske Bundesligasæson er gået på hæld, og placeringerne i tabellen er blevet fordelt. Vinder og nedrykkere er fundet. Nogle tilskuere går på sommerferie, og for nogle andre står den lige for døren. For mit vedkommende byder sommerferien på besøg hos min familie, i mit gamle barndomshjem. I den første uges tid har vi ryddet op i kælderen og stødt på mange af mine gamle Panini klistermærker og samlerhæfter. De små klistermærker, fra det italienske mærke Panini, har været i omløb på diverse skolegårde, fodboldbaner og kiosker siden slut 70’erne.
Man købte et blankt samlehæfte, og så gjaldt det om at få fyldt så mange pladser ud i hæftet, i løbet af sæsonen. Kortene kunne købes i små pakker, som indeholdt fem kort. Siden 09/10 sæsonen har Panini ikke fået forlænget rettighederne for Bundesligaen, og klistermærker og byttekort udbydes i dag af amerikanske Topps. Gensynet med mine portrætklistermærker har skabt en nostalgisk glæde, så derfor kommer her et udvalg af personlige yndlingskort, specielle kort og generelle fan-favoritter.
Torsten Frings 06/07
Første Panini kort er midtbanespilleren Torsten Frings fra 06/07 sæsonen. Det lange Jesus-lignende hår har været et kendetegn for den hårdtarbejdende midtbanespiller i store dele af karrieren. Frings var en hårdtarbejdende midtbanemaskine, der kunne lede et mandskab. En spiller som Werder Bremen, i deres nuværende forfatning, glædeligt ville tage imod.
Heiko Westermann 06/07
De lyse striber i håret afslører en purung Heiko Westermann, før han blev landsholdsspiller og fanfavorit hos Schalke 04 og siden Hamburg SV. Han kunne spille begge back positioner, midterforsvar og den defensive midtbane. På billedet er han stadig en ung Bielefeld-spiller men i løbet af karrieren, bliver han tysk kultfigur. Han døbes ”HW4” af tilhængerne i HSV som en pendant til Cristiano Ronaldos ”CR7”, selvom det nok er lettere ironisk.
Alex Meier 06/07
”Der Fußballgott” blev der ofte råbt, da Alexander Meier spillede i Bundesligaen. Han er nummer tre på listen over mest scorende Eintracht Frankfurt spillere nogensinde, har vundet topscorertitlen i Bundesligaen og været med til at vinde DFP-pokalen. Han har altså været en af de allervigtigste spillere i Frankfurts nyere historie. I sin aktive karriere startede han ud hos HSV med kort hår og sluttede i St. Pauli med en lille hårknold. På dette foto kører han en god omgang voks og med de bedste Eintracht Frankfurt sæsoner til gode.
Kevin-Prince Boateng 06/07
Kevin-Prince Boatengs liv som fodboldspiller kunne være en fantastisk, spændende film. Han er vokset op i Wedding, Berlin og spiller i sin ungdom for byens hold, Hertha BSC. Som 20-årig er han tysk U-21 landsholdspiller og skifter til Premier Leauge klubben Tottenham. Han har altid været en talentfuld midtbanespiller, men har samtidig været én, der delte vandene. Han har blandt andet udtalt overfor „La Gazetta dello Sport“, at grunden til at han fravalgte det tyske landshold, var, at han ikke følte, at man ønskede en spiller, som sagde, hvad han tænkte. Det har Kevin-Prince nemlig ofte gjort. Han bliver desuden de tyske tilhængeres syndebuk, da han skader den tyske landsholdsstjerne Michael Ballack i FA-Cup finalen forud for VM 2010, som Ballack glipper. Han har de seneste måneder udtalt, at det ville være en drøm for ham at slutte karrieren på Olympiastadion hos Hertha Berlin. På billedet er han stadig en ung spiller, med hanekam og stålfast blik, der har en stor rutsjebanekarriere foran sig.
Tim Wiese 06/07
Tim Wiese har i løbet af karrieren aldrig været bange for at skille sig lidt ud. Eftermælet bliver tit præget af hans Bodybuilderkarriere og hans wrestlingeventyr, men man må ikke glemme, hvor dygtig en målmand Wiese var. Han var i flere år én af de ti bedste målmænd, med hensyn til clean-sheets i Bundesligaen, og endte sæsonen 09/10 som nummer to på ”Weiße Weste” tabellen over målmænd med flest clean-sheets. Dette billede er typisk Wiese med voks i håret, ørering og en stram lyserød målmandstrøje.
Jan Kristiansen 06/07
Den tyske sportskommentator kaldte Jan Kristiansens drømmehug for, ”Der Hammer von Berlin”. Et af nyere tids bedste minder fra tysk fodbold, set med danske briller. Fra omkring 30-35 meter tordner Jan Kristiansen bolden i mål og sikrer Nürnberg DFB-pokalen. Et fantastisk øjeblik og et fantastisk billede af Kristiansen med brysthår og halskæde.
Læs også: Interview: Da Jan Kristiansen blev matchwinner i en tysk pokalfinale
Søren Larsen og Peter Løvenkrands 06/07
Det er altid fedt at se danskere i Bundesligaen. Derfor er jeg også glad for at have fået fingrene i disse to Panini kort. De ser fantastiske ud, side om side, og er helt sikkert to angribere, som Schalke kunne have brugt sidste sæson. ”Lange-Larsen” havde en rigtig god første sæson hos de kongeblå med 10 scoringer og et tilnavn som Die Waffe. I de efterfølgende tre sæsoner gik det lidt langsommere med scoringerne, men der er ingen tvivl om, at hvis der kom et indlæg i modstanderens boks, så kunne Larsen gøre forskellen. Peter Løvenkrands ophold i Schalke var en anelse mere anonymt, men ikke desto mindre, ser det godt ud med et dansk angrebsduo i kongeblåt.
Læs også: Min tid i Tyskland – Peter Løvenkrands
Læs også: Mine op- og nedture i Schalke – Interview med Søren Larsen
Arturo Vidal 07/08 – Nuri Sahin 06/07 – Mesut Özil 07/08
De sidste tre billeder er alle tre unge talenter, der hver især endte med at få nogle fornemme karrierer. Arturo Vidal brød igennem hos Leverkusen og formåede sæsonen 10/11 at score ti mål og assistere ni scoringer. Efterfølgende fik han succes i Juventus og kom derefter tilbage til Bayern München. Nu tørner han ud for Barcelona på midtbanen. Mesut Özil var i starten af sin karriere en rigtig Gelsenkirchen-dreng, der også gik i folkeskolen ”Berger-Feld”, i skyggen af Veltins Arena. Men uenigheder om Özils kontrakt mellem manager Andreas Müller og Özil gjorde, at han skiftede til Werder Bremen. Derefter tog karrieren fart, og han røg til Real Madrid og senere Arsenal. Højdepunktet var verdensmesterskabet med Tyskland til VM i Brasilien 2014. Nuri Sahin var også udset en stor karriere, men formåede ikke, ligesom Özil, at imponere i Real Madrid. Efter en overlevelseskamp med Werder Bremen, står han nu uden kontrakt. Bedst huskes han dog for, at vinde Bundesligaen med Dortmund i 10/11 sæsonen. På de tre billeder har de unge spillere dog alle brede smil og kan se frem til at fortrylle Bundesligaen på hver deres måde.