Sidste sæson:
Nummer 7
Hoffenheim er sammen med RB Leipzig en af Tysklands mest upopulære klubber. Det hænger primært sammen med, at klubben og især dens mæcen, IT-milliardæren Dietmar Hopp, benyttede en dispensation fra 50+1 reglen og dermed de facto havde en underskudsgaranti, som betød et væsentligt større økonomisk råderum i forhold til de klubber, der arbejder efter reglen.
I 2023 bekendtgjorde Hopp, at klubben fremover ville opgive dispensationen og dermed konkurrere på lige fod med hovedparten af de andre Bundesligaklubber.
Efter et hjemmenederlag i sæsonens første kamp hjemme mod Freiburg fik holdets amerikanske træner Pellegrino Matarazzo styr på tropperne, hvilket udløste fire sejre i de fire næste kampe, indtil Dortmund tilføjede ”Die Kraichgauer” sæsonens andet hjemmebanenederlag.
Resten af efterårssæsonen forløb på samme ustabile niveau, hvor klubben fx tabte hjemme mod Frankfurt for i runden efter at vinde i Stuttgart. Ved vinterpausen lå holdet dog på en acceptabel 8. plads.
Hoffenheim indledte forårssæsonen lige så stabilt, men det var med negativt fortegn. Vi skulle således helt frem til 23. runde, før forårets første sejr kom i land, men det var til gengæld også en 3-2 udesejr over Dortmund.
Sejren blev fulgt op med endnu en hjemme over Bremen, hvorefter holdet igen faldt sammen og tabte de følgende tre opgør.
Der skulle derfor en stærk slutspurt til, før pladsen i Europa blev sikret. Hoffenheim vandt således fire ud af sæsonens syv sidste kampe og sluttede af med en flot 4-2-sejr over Bayern.
Transfers:
De fåtallige Hoffenheim fans skæver garanteret nervøst til internettet i disse dage. For efter Dortmund har solgt Nicklas Füllkrug til West Ham, så har de tilsyneladende tænkt sig at bruge pengene på sidste sæsons store profil Maximilian Beier, der scorede 16 gange i sidste sæson for Hoffenheim. Angriberen selv har udtalt, at han gerne vil til Dortmund, og på rygtebasis skulle BVB og Hoffenheim nu være blevet enige om en pris på omtrent 30 mio. euro for den tyske landsholdsangriber.
Hoffenheim har sikret sig østrigeren Alexander Prass fra Sturm Graz, som alternativ til venstrekanten, men ellers har det været ganske småt med tilgangene hos Hoffenheim, og dog…
Jacob Bruun Larsen, David Jurásek, Fisnik Asllani, Muhammed Damar, Julian Justvan, Diadié Samassékou og Attila Szalai vender alle retur til Hoffenheim efter at have været udlejet.
Wout Weghorst, der var lejet hos Burnley, vender retur til det nordengelske.
Det er stadig uvist, hvor Robert Skovs fremtid ligger. Han havde kontraktudløb i juni, men sonderer angiveligt markedet på trods af, at Hoffenheim skulle være interesserede i fortsat at have den danske landsholdsspiller tilknyttet.
Midtbanespilleren Luka Huryläinen og keeperen Nahuel Noll fortsætter begge karrieren i 2. Bundesliga hos hhv. Ulm og Greuther Fürth.
Styrket/svækket:
Svækket
Med afgangen af Beier mister Hoffenheim deres største talent, og det er svært at se, at de udlejede spillere, der returnerer, kan erstatte den tyske landsholdsspiller.
Hoffenheim er nu nødt til at finde en ny angriber, der kan supplere Ihlas Bebeu og Andrej Kramaric i offensiven. Robert Skov, som Hoffenheim ellers gerne vil forlænge med, kunne sagtens finde på at vende næsen hjemad mod FCK, så løsningen ligger ikke umiddelbart her.
Sådan går det Hoffenheim i denne sæson:
Med afgangen af Beier og Weghorst har klubben sagt farvel til 23 mål fra sidste sæson. Derfor afhænger rigtig meget af, om klubben kan finde nogle afløsere, der bare kan komme i nærheden af de stats.
Kramaric bliver ikke yngre, så de mange penge, som klubben fik for Beier skal investeres og investeres godt.
Klubben har dog en god stamme, så det bliver ikke umuligt, men det kræver som nævnt friskt blod.
Se her, hvordan du får billetter til deres kampe i Bundesligaen
Bud på placering:
10-14
Bud på startopstilling:
3-4-3
Baumann – Kabak, Grillitsch, Agpoguma – Kaderabek – Bülter – Prömel – Stach – Bruun Larsen – Kramaric – Beier.
Hold øje med:
Jacob Bruun Larsen
Han er en hurtig og talentfuld angriber/fløj, men mangler stadig det helt store gennembrud på nær halvanden god måned i efteråret 2018 for Dortmund. Han sluttede dog lejeperioden i Burnley af med at vise rigtig lovende takter, så måske kommer det nu.