Sidste sæson
Nr. 1 i Bundesligaen
Alle gode gange ti!
Rekordmestrene fra Säbener Straße fortsatte, hvor de slap i sidste sæson, der naturligvis, fristes man til at sige, endte med endnu et tysk mesterskab – det tiende på stribe. Det i sig selv er imponerende, men der var alligevel enkelte ridser i lakken hos Julian Nagelsmann, der fra dag et fik at mærke, at presset er et helt andet i Bayern end i Leipzig.
På transferfronten vinkede Bayern farvel til David Alaba, Boateng og Javi Martinez, hvor i hvert fald de to sidstnævnte indikerede et generationsskifte. Ind blev hentet bl.a. Dayot Upamecano, mens også Julian Nagelsmann tog Marcel Sabitzer med sig fra Leipzig.
Bayern skuffede i sæsonpremieren mod Gladbach, hvor klubben kun fik uafgjort, men så skal vi da lige love for, at Bayern kom i gang igen. 3-2 i den efterfølgende runde, hvor også Serge Gnabry bød ind med to kasser, og det blev starten på en Bayern-offensiv, som ingen kunne stikke en kæp i hjulet på. Med sejre på både 5-0 og den vilde 7-0-sejr mod Bochum cementerede Bayern klasseforskellen på sig selv og de øvrige hold i Bundesligaen, hvorfor Bayern også toppede rækken efter fem spilledage.
En førsteplads, som Bayern efterfølgende ikke afgav en eneste runde.
Bayern buldrede videre i Bundesligaen, og Lewandowski scorede mål på samlebånd, mens man også i Champions League så skræmmende ud. Bayern smadrede FC Barcelona med 3-0 i den første runde i gruppespillet, og man gjorde rent bord i gruppespillet, hvor selvsamme Barcelona blev besejret med samme cifre i München.
I pokalturneringen blev det dog til et historisk tidligt exit for Nagelsmanns tropper, som led et smertefuldt og pinligt 5-0-nederlag ude mod Gladbach i anden spillerunde. Et nederlag, som aldrig er set så stort i Bayern-sammenhæng i DFB Pokalen.
I Bundesligaen var der enkelte udfald mod Frankfurt og Augsburg, men da Dortmund blev ved med at dumme sig, var det tæt på gratis for Bayern at smide point i ny og næ.
I Hinrunden blev det også til et overraskende nederlag ude mod oprykkerne fra Bochum, men man viste, hvor skabet skulle stå i de store kampe mod eksempelvis Dortmund og Leipzig. Det var også mod netop Dortmund i den fjerdesidste spillerunde, at Bayern sikrede sig det 10. mesterskab på stribe, og derefter blandede Nagelsmann kortene lidt. Det betød ingen sejr i de tre sidste kampe, men alligevel vandt Bayern die Meisterschale med 77 point – og otte point foran Dortmund på andenpladsen.
Lewandowski scorede intet mindre end 35 mål i Bundesliga-sæsonen krydret med yderligere 15 scoringer i øvrige turneringer, og det gjorde naturligvis polakken til Bayern-topscorer. Men foruden polakken imponerende Serge Gnabry, mens Lerory Sané også begyndte at røre på sig dog uden at forløse sit fulde potentiale.
I Champions League-sammenhæng så det også længe godt ud, og selvom Bayern fik sig noget af et chok med 1-1 i Salzburg i den første 1/8-finale, viste Bayern tænder på Allianz-Arena. Hvis der var den mindste tvivl om, hvem der var det bedste hold fjernede Lewandowski og co. al den tvivl med en sikker 7-1-sejr i returopgøret.
I kvartfinalen ventede – på papiret – en overskuelig opgave i form af Villareal, men det første opgør i det spanske endte med et 1-0-nederlag, og så var der pres på Bayern. Bayern producerede chancer i massevis i returkampen, men den kynisme, som ellers oftest er synonym med Bayern, var ikke til stede mod et defensivt indstillet Villereal-mandskab, som satte kniven ind kort før tid.
Det endte 1-1 i München, og så gik Villareal videre med samlet 2-1, hvilket sendte chokbølger igennem Bayern München.
Det var tæt på en katastrofe, og kigger man overordnet på Nagelsmanns første sæson i Bayern, så var den faktisk skuffende til trods for det 10. mesterskab på stribe.
Transfers
Den altoverskyggende historie henover sommeren har været Robert Lewandowski, som flere gange gav udtryk for, at hans tid i Bayern var slut. Nu skulle polakken prøve noget andet, og det endte faktisk med at blive en uskøn afsked for angriberen, der har lavet intet mindre end 344 mål i 375 kampe for Bayern München. Men nu er Robert Lewandowski fortid i Bayern, og han skal i stedet nu tørne ud for FC Barcelona, som angiveligt har betalt €45 mio. for angriberen.
Niklas Süle, som også har været en fast bestanddel af Bayern-mandskabet de sidste par år, skifter til rivalerne fra Dortmund, mens Corentin Tolisso, der har været meget skadet på det seneste, vender hjem til Frankrig og Lyon.
Derudover skifter Omar Richards til nyoprykkede Nottingham Forrest i Premier League, og Marc Roca skal en tur til Leeds.
Men Bayern har også forstærket sig – og det gælder faktisk i alle tre kæder. Først og fremmest – og måske mest markant – har Bayern hentet Matthijs de Ligt i Juventus for €67 mio.. Også Sadio Mané fra Liverpool er kommet til for at øge kvaliteten i angrebet for €32 mio., hvilket er en fornuftig pris for en kantspiller, der virkelig har vist sit værd hos Liverpool over mange sæsoner efterhånden.
Til midtbanen har Bayern München gjort som flere andre gennem tiden, nemlig kigget mod Ajax, hvor talentfulde Ryan Gravenberch er hentet for €18.5 mio. Gravenberch tager også højrebacken Noussair Mazraoui med sig fra Ajax på en fri transfer.
Joshua Zirkzee vender også tilbage fra sin lejeaftale i Anderlecht, ligesom sydtyskerne har hentet talentet Mathys Tel i Rennes. Der er stadig rygter om, at RB Leipzigs Konrad Laimer tager turen til München, men i skrivende stund er en handel endnu ikke på plads.
Styrket/Svækket
Uændret
Man fjerner ikke bare 50 mål fra et hold og tror, at man ikke bemærker det. Tabet af Robert Lewandowski kommer uden tvivl til at gøre ondt på Bayern, som dog også har forstærket sig på mange andre fronter. Man kan dog godt stille spørgsmålstegn ved, hvem der skal fylde Lewandowskis enorme sko ud, for hvis spillet ikke har kørt, så har Lewandowski næsten altid fået en halv chance, og så vandt Bayern alligevel.
Dét kommer Bayern til at mangle, og måske derfor går der nu også rygter om et skifte for engelske Harry Kane kan være på trapperne. Det vil i så fald være det tætteste på en 1:1-erstatning for Lewandowski, som man kan komme. Men Kane er bestemt ikke gratis.
Man skal dog huske på, at Bayern München– trods alt – også er andet end Robert Lewangolski, som Thomas Müller har kaldt sin nu tidligere holdkammerat.
Julian Nagelsmann har fået en håndfuld unge og talentfulde spillere, som allerede har vist deres værd på den europæiske topscene. Her tænkes særligt på de Ligt, som er noget af en kapacitet at få til bagkæden, mens Mané trods sin 30 år er langt fra udbrændt.
Sådan går det Bayern München i denne sæson
Hvordan Bayern München kommer til at klare sig uden Lewandowski, kommer uden tvivl til at være den altoverskyggende historie i de første par runder af Bundesligaen. Når det så er sagt, så har Bayern München holdet og ikke mindst budgettet til endnu en gang at vinde die Meisterschale, selvom mange skriger på forandring på den front.
Dortmund er dog en af dem, som også har forstærket sig frem mod den kommende sæson, og vi så også i sidste sæson, at Bayern i perioder er til at danse med.
Bayern-defensiven burde være bedre end tidligere, og det er nok de færreste angribere, der glæder sig til synet af Benjamin Pavard, de Ligt og Lucas Hernandez, mens Upamecano slet ikke er taget med i den ligning. I modsatte ende er der masser af fart i både Gnabry og Mané, mens der dog stadig mangler en rigtig 9´er.
Vi har set både Mané, Gnabry og også Thomas Müller lave mål, men de er samtidig også alle tre spillere, der har det ekstraordinære blik for spillet, der kræver en angriber med mål i støvlerne. Omvendt har Mané i Liverpool under Klopp været vant til at spille uden en decideret 9´er, så hvem ved, om han har opskriften. I hvert fald kan Bayern stille med en meget stærk offensiv, der foruden de tre førnævnte også kan indebære Lerory Sané samt Jamal Musiala.
Julian Nagelsmann mandskab skal foruden Bundesligaen også have som mål at vinde DFB-Pokalen, mens man som minimum også skal være blandt de sidste fire i Champions League. Det er måske at tage munden lidt for fuld, for der er trods alt en del udskiftninger på Bayern-holdet, men det ændrer ikke på, at Bayern har mandskabet til at kunne klare sig godt i alle tre turneringer.
Hvis Bayern München skal snuppe den 11. titel på stribe, så kræver det koncentration, og så bliver tunget på vægtskålen stadig, hvordan man kommer videre efter Lewandowski og hans mange mål.
Bud på placering
1-2
Bayern Münchens Idealopstilling:
3-4-3
Neuer – Pavard, de Ligt, Hernandez – Coman, Kimmich, Goretzka, Davies – Müller, Gnabry, Mané
Hold øje med – Sadio Mané
Sadio Mané bliver uden tvivl en spændende spiller at følge i Bayern München, selvom han i den engelske presse har fået lidt røg for sit skifte, der ifølge dem er et skridt ned ad rangstien. Det har nok også noget at gøre med englændernes egen opfattelse, men det ændrer ikke på, at Mané er hentet ind til at styrke Bayern-offensiven.
Og det kommer han til. Mané har i over en håndfuld sæsoner vist sit værd på den allerstørste scene under Jürgen Klopp i Liverpool, hvor han særligt i sit samarbejde med Mohamed Salah og Roberto Firmino har vist sprudlende offensiv fodbold. Det er noget af den samme type fodbold, som man praktiserer i Bayern, hvor Nagelsmann uden tvivl har ledt efter en spiller, der både har farten, teknikken og ikke mindst kynismen til at være afgørende på den sidste tredjedel.
Foruden Mané bliver det interessant at følge med i, hvor stor en rolle unge spillere som Musiala, og Gravenberch får i den kommende sæson, hvor et generationsskifte meget vel kan være undervejs.