bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: FC Augsburg – Potentiale haves, den rette træner ønskes

Sæsonoptakt: FC Augsburg – Potentiale haves, den rette træner ønskes

Sidste sæson:

15 i Bundesligaen

Debuten mod Dortmund skulle vise sig at blive meget sigende for Augsburg. De kom nemlig lynhurtigt foran, men endte med at tabe 5-1, i hvad der skulle vise sig at blive 90 minutter af Mads Pedersens i alt 95 Bundesligaminutter i sæsonen.

Kun en enkelt sejr i de første ti opgør placerede Augsburg i bunden af tabellen. Her lå de frem til november, inden de lige pludselig, og af noget nær uforståelige årsager, ramte en stime, der gav fem sejre og en enkelt uafgjort i seks kampe. Philipp Max kom tilbage ind på holdet efter sin skade og blev en profil, og Florian Niederlechner udviklede sig til en slags MVP med mål og assists i den periode.

Opblomstringen var dog midlertidig, og efter et 2-0 nederlag mod Bayern München i marts måned røg træner Martin Schmidt på porten. Ny mand i trænersædet var Heiko Herrlich, men han måtte dog vente længe på sin debut, da Bundesligaen herefter lukkede ned grundet Covid-19.

Herrlich måtte endda vente længere end nødvendigt, fordi han forbrød sig mod corona-reglerne forud for den første kamp efter genstarten, da han forlod sit hotelværelse for at købe tandpasta, og han kunne blot se til, da Augsburg ude tabte mod Wolfsburg.

Skiftet fra Schmidt til Herrlich gav ikke for alvor nogen effekt med blot to sejre i ni kampe, og Augsburg skal nok være godt tilfredse med, at sæsonen ikke var mange kampe længere, for så var de rykket ud af Bundesligaen.

I pokalen røg de ud allerede i første runde til SC Verl i deres dårligste sæson i Bundesligaen siden oprykningen blev en realitet i 2010/11 sæsonen.

 

Transfers:

Der er virkelig sket ting og sager hos Augsburg denne sommer, hvor sportschef Stefan Reuter har haft travlt.

Felix Uduokhai, der var på lån i den seneste sæson fra Wolfsburg, er nu køb fri for syv millioner euro, mens der også er brugt to millioner euro på den 22-årige polak Robert Gumny, der kommer til fra Lech Poznan.

Generelt er det i de bagerste geledder, at Augsburg virkelig har oppet sig. Rafal Gikiewicz, der stod en flot sæson for Union Berlin i den seneste sæson, er kommet til på en fri transfer, mens Tobias Strobl, ligeledes på en fri transfer, er hentet til fra Gladbach, hvor han ikke havde den store rolle. Største navn er dog Daniel Caligiuri der skifter kvit og frit fra Schalke, hvor han ellers var lidt af en fanfavorit med sine mange derbymål.

Derudover er det værd at nævne at Michael Gregoritsch er tilbage efter endt leje med Schalke, ligesom danske Mads Valentin Pedersen er tilbage i klubben, efter han har tilbragt en halv sæsonen i schweiziske Zürich.

Når Augsburg har hentet så mange nye spillere til, skyldes det selvfølgelig, at der også har været mange afgange. Philipp Max fik endelig sit ønske om at prøve noget nyt opfyldt, da han skiftede til hollandske PSV for otte millioner euro, mens keeper Andreas Luthe er taget til Union Berlin på en fri transfer.

Sergio Córdova er sendt på leje til oprykkerne fra Arminia Bielefeld, mens både Daniel Baier og Stephan Lichtsteiner har valgt at indstille karrieren. Derudover er Tin Jedvaj tilbage i Leverkusen, efter hans lejemål ikke er blevet forlænget, og Georg Teigl er udlejet til Austria Wien.

 

Styrket/Svækket:

Styrket

Selvfølgelig skader det Augsburg, at de nu må undvære Philipp Max og hans indlæg og dødbolde, men Caligiuri er, selvom han spiller i den anden side af banen, en fuldgod erstatning. Både Baier og Lichtsteiner havde en masse rutine, men særligt for sidstnævnte var det begrænset, hvad han bidrog med til slut, og rent kvalitetsmæssigt kan Augsburg forholdsvis let dække tabet af de to.

Felix Uduokhai er en forsvarsspiller, de kan bygge en fremtid op om, og Tobas Strobl ligner også en hæderlig investering. Derudover kan vigtigheden af Rafal Gikiewicz næsten ikke undervurderes, da det var på målmandsposten, at Augsburg havde store, store problemer sidste år.

 

Sådan går det Augsburg i denne sæson:

De er konsekvent nedrykningskandidater, og med undtagelse af deres femteplads i 2014/15-sæsonen, så har det også været en tilværelse i den nederste del af tabellen. Sådan bliver det nok igen for die Fuggerstädter, der faktisk har en trup med potentiale til mere, men som i Heiko Herrlich har en træner, der ikke umiddelbart ligner det rette valg.

Den tidligere Bochum og Leverkusen-træner vil gerne spille offensivt, men har ligesom forgænger Martin Schmidt ikke det helt store at komme med fra den taktiske værktøjskasse, og det kommer ganske givet til at hæmme Augsburg, så længe han er ved roret. Et bud herfra er, at det er han så heller ikke i hele sæsonen.

Men ser vi lidt bort fra Herrlich og fokuserer på holdet, så har Augsburg som nævnt kvalitet. Forsvaret ser forbedret ud, og hvis ellers Gouweleeuw og Uduokhai finder hinanden, er der grund til at tro på, at de ikke kommer til at lukke 63 mål ind som i den forgangne sæson. For at undgå dette får Strobl også en vigtig rolle med at lukke af omstillinger, som var en af Augsburgs store udfordringer i den seneste sæson.

Det er altså også en gevaldig opgradering, at hverken Luthe eller Koubek nu skal vogte målet, for der havde vi i sidste sæson med Bundesligaens vel dårligste målmandsduo at gøre.

Indledningen på den nye sæson er dog drøj med kampe mod Bayer Leverkusen, Borussia Dortmund, RB Leipzig og Wolfsburg i de første fem runder, og en skidt start kan betyde en lang sæson for Augsburg, der dog (med den rette træner) alligevel bør kunne sikre sig endnu en sæson i Bundesligaen.

Mads Pedersen er tilbage i Augsburg, men Iago sidder solidt på pladsen som venstre back, og der skal ganske givet skader til, før danskeren kommer i spil til en plads hos Augsburg.

 

Bud på placering:

14-17

 

Bud på idealopstilling: 

4-3-3 

Gikiewicz – Framberger, Gouweleeuw, Uduokhai, Iago – Khedira, Richter, Strobl – Caligiuri – Niederlechner – Vargas

 

Hold øje med:

Florian Niederlechner

13 mål og seks oplæg. Florian Niederlechner havde en forrygende sæson i 19/20, og der er grund til at tro på, at han kan følge op på den i år. Godt nok må han undvære Max’ knivskarpe indlæg, men med Caligiuri skal han nok få gode bolde at arbejde med, og i den anden side vil både Vargas og Iago meget gerne til baglinjen.

Hvis Augsburg som ventet liner op i en 4-3-3-fomation, så er Niederlechner udset pladsen som eneste spidsangriber, og det betyder, at han kommer til at opholde sig meget i feltet, hvor hans store styrke er, da han er dygtig til at finde rummene og løbe i den blinde vinkel på sin modstander.

Med Finnbogasons skadeshistorik in mente, kommer fremtidig Augsburg succes til at hvile på Niederlechners skuldre.

 

Foto: www.fcaugsburg.de

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 9 – Alles auf ”Die Fuggerstädter”
Werder Bremen, Jens Stage, Niclas Füllkrug
Sæsonoptakt: SV Werder Bremen – med eller uden Füllkrug?
Optakt, VfB Stuttgart
Sæsonoptakt: VfB Stuttgart – Kører elevatorholdet igen en tur i kælderen?
Bo Svensson, Mainz 05, optakt
Sæsonoptakt – Mainz 05: Mere magi i vente for Bo Svensson og Mainz?