Sidste sæson:
Nummer 4 i Bundesligaen.
Der var stor optimisme i Borussia Mönchengladbach forud for den seneste sæson, da Dieter Hecking var blevet afløst af Marco Rose, der havde leveret flotte resultater med Red Bull Salzburg. Der skulle spilles mere underholdende fodbold og med fokus på presspillet.
Godt nok var Thorgan Hazard blevet solgt til Dortmund, men nyinkøbene, Marcus Thuram, Breel Embolo, Stefan Lainer og Ramy Bensebaini, blev alle fuldtræffere, hvor særligt Marcus Thuram kom flyvende fra land, og franskmanden noterede sig for seks scoringer og fem oplæg inden vinterpausen.
I de første par kampe havde Gladbach faktisk lidt problemer, og lavpunktet var uden tvivl nederlaget hjemme mod østrigske Wolfsberger på hele 4-0 i Europa League, der generelt blev en skuffende affære med exit allerede i gruppespillet i en ellers overkommelig pulje.
Men i Bundesligaen fandt de formen, og da de andre hold i efteråret havde svært ved at finde stabiliteten, var Gladbach førerhold i største dele af efteråret. Højdepunktet var 2-1 sejren hjemme mod Bayern München, der gav et forspring på hele syv point ned til Bayern, og i Gladbach, var der lige pludselig en oprigtig tro på, at det måske endda kunne ende med et mesterskab.
Men herefter gik det lidt nedad bakke, og det blev blot til to sejre i de næste fem kampe, hvorfor Gladbach stille og roligt røg ned i tabellen. En god slutspurt med tre sejre i træk i foråret var dog nok til, at de lige akkurat klemte sig ind på fjerdepladsen foran Bayer Leverkusen og dermed sikrede sig den sidste Champions League plads.
I pokalen røg de ud allerede i anden runde, da de tabte til deres onde ånd fra Dortmund, der vandt alle tre Borussa-derbys, men måske det tidligere exit i både pokalen og Europa League kom dem til gavn i foråret, hvor anfører Lars Stindl spillede en afgørende rolle i at sikre fjerdepladsen
Se højdepunkter fra Bundesligaen
Transfers:
Ved første øjekast har det været et roligt transfervindue for Borussia Mönchengladbach, der dog alligevel på vanlig Max Eberl maner har foretaget, hvad der ligner et par solide handler. Den tidligere Hertha-spiller Valentino Lazaro er skiftet på en lejeaftale fra Inter, og han skal være med til at give Gladbach endnu mere fart på backerne.
Hannes Wolf er ligeledes kommet til på leje fra RB Leipzig, hvor han ikke var udset den store rolle, men han kender Marco Rose fra deres fælles tid i Red Bull Salzburg og skal nok få masser af spilletid i denne sæson. Og så bliver det interessant i fremtiden at følge det blot 17-årige amerikanske talent Joe Scally, der er hentet for 1,8 millioner euro.
Gladbach har for en sjælden gangs skyld været i stand til at holde på alle profilerne, men der er dog blevet solgt ud af overskudslageret. Eller solgt ud er måske så meget sagt, for der er ikke kommet nogen penge i kassen.
Tobias Strobl er nemlig skiftet på en fri transfer til Augsburg, mens Fabian Johnsons kontrakt ikke er blevet forlænget. Det samme gør sig gældende med den 35-årige fanfavorit, Raffael, der efter syv år hos die Fohlen nu står uden klub.
Styrket/Svækket
Styrket
For så ung en trup har det vigtigste været at holde fast i stammen, men det er godt købmandskab af Borussia Mönchengladbach at kunne lokke både Lazaro og Wolf til, der begge kommer til at kunne begå sig i startopstillingen og sikrer mere bredde på holdet.
Ingen af de spillere der er sagt farvel til havde en reel sportslig betydning til sidst.
Sådan går det Borussia Mönchengladbach i denne sæson:
Gladbachs store styrke i den forgangne sæson var deres stabilitet. De vandt de kampe, der var forventet af dem, og det kan man komme langt med i Bundesligaen. Top to virker givet på forhånd, og Gladbach har næppe niveauet over en hel sæson til for alvor at udfordre enten Bayern München eller Borussia Dortmund, men målsætningen må så afgjort igen være at kvalificere sig til Champions League.
Bredden er blevet styrket, men spørgsmålet er, hvordan de reagerer på nu at skulle spille med i tre turneringer. Det gjorde de som sådan også sidste år, men særligt kampene i Europa League bar tydeligt præg af, at klubben og Marco Rose ikke for alvor tog turneringen seriøst.
Champions League kampene og et komprimeret kampprogram kommer til at tage kræfter på en trup, der kan kompensere for de værste skader, men som er særligt afhængige af Alassane Pléa.
Stindl bliver igen en nøglefigur som iscenesætter lige bag angriberne, for når anføreren ikke spiller, mangler der af og til lidt vision i spillet, og måske der alligevel ligger for stort et offensivt ansvar på hans skuldre. I hvert fald har Rose en stor opgave i at ramme stimer hos sine spillere, som han var så dygtig til i sidste sæson, hvor Jonas Hofmann og Patrick Herrmann eksempelvis havde gode perioder på skift.
Borussia Mönchengladbach skal op i mod Dortmund, Wolfsburg, Leverkusen og RB Leipzig i de første syv runder af den kommende sæson, og det kan meget vel blive afgørende for resten af sæsonen.
Set med danske øjne bliver det også interessant at se, hvad der sker med Andreas Pulsen. Den unge back var udlejet til Austria Wien i seneste sæson, og det var planen, at han skulle ud på et nyt lejemål, men en skulderskade har ganske givet kølet interessen. Andreas Poulsen er dog ikke udset den store rolle i denne sæson hos Borussia Mönchengladbach, og han ryger formentlig videre på leje, inden transfervinduet lukker.
Bud på placering:
3-5
Bud på idealopstilling:
3-5-2
Sommer – Elvedi, Ginter, Bensebani – Lainer, Neuhaus, Stindl, Zakaria, Lazaro – Pléa, Thuram
Hold øje med:
Ramy Bensebaini
Blev primært brugt på venstre backen i den sidste sæson, hvor han delte spilletid med Oscar Wendt. Svenskeren er fortsat i klubben, der dog kan blive hans sidste, og med Bensebaini er Borussia Mönchengladbach godt rustet til fremtiden, medmindre han skal ind og spille i en tre-back kæde.
Algerieren kæmpede lidt i begyndelsen af sæsonen, hvor han primært var reserve, og hvor han blev udvist i sin blot tredje Bundesligakamp for klubben, men i takt med at han fandt sig til rette i Marco Roses system, blev han bedre og bedre. Han var solid rent defensivt, og han begyndte at komme godt med i offensiven, hvor hans spilintelligens og kvalitet på bolden skinnede igennem. To mål i 2-1-sejren mod Bayern München var naturligvis højdepunktet for Ramy Bensebaini, der endte sæsonen med fem mål og fire assists, og som i denne sæson meget vel kan udvikle sig til en decideret Bundesligaprofil, især hvis han får minimeret antallet af gule kort.