bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: Borussia Mönchengladbach – En afgørende sæson for fremtiden

Sæsonoptakt: Borussia Mönchengladbach – En afgørende sæson for fremtiden

Borussia Mönchengladbach

Sidste sæson:

 

Placering: 8

I forrige sæson lykkedes det Gladbach at begejstre fodboldfans med flot fodbold i Champions League, men det viste sig dog, at det var svært at finde melodien i de øvrige turneringer.

I Bundesligaen lagde de ellers fint fra land med tre sejre i seks kampe, men i november og december måned vandt de kun én kamp. Mens Gladbach fandt melodien igen efter årsskiftet, var Borussia Dortmund på udkig efter en ny træner. Marco Rose, der har mange lighedspunkter med BVB-ikonet Jürgen Klopp, var meget eftertragtet. Rygterne om Rose nåede aldrig at aftage, inden han blev præsenteret som ny træner i klubben nordøst for Mönchengladbach.

Efterfølgende røg Gladbach ind i en rigtig skidt stime med stribevis af nederlag. Champions League pladserne røg ud af synsfeltet i Bundesligaen, man røg ud til de senere vindere og Roses nye arbejdsgiver i pokalturneringen, og så blev man elimineret af Guardiolas Manchester City i knockoutfasen i Champions League. Inden for fire uger havde Gladbach reelt ikke mere at spille for, og det hele endte skuffende med en 8. Plads uden for de europæiske placeringer.

 

Transfers:

Transfermarkedet er ikke rigtig gået i gang endnu. I Gladbach har man derfor ingen nye købt endnu. Eneste nye spiller i truppen til den kommende sæson vil være Manu Koné, der kommer fra franske FC Toulouse. Sportsdirektøren, Max Eberl, havde allerede i forrige sæson sikret sig Koné for 9 mil. euro, men ladet ham spille sæsonen færdig i Toulouse.

I forrige sæson havde Borussia Mönchengladbach lejet Hannes Wolf fra RB Leipzig med en indbygget købsaftale, da han var Marco Roses ønsketransfer, fordi de bl.a. kendte hinanden fra deres fælles tid i RB Salzburg. Aftalen trådte i kraft efter et x-antal spillede kampe. Wolf tiltræder altså officielt klubben for 9,5 mil. euro denne sommer. I denne sæson skal han vise at han er pengene værd – især når træneren, der virkelig ønskede ham, ikke længere er at finde i klubben.

Amerikanske Joe Scally er intet nyindkøb til denne sæson, men efter at have tilbragt et halvt år på reserveholdet, er han nu så småt ved at være kørt ind i stilling som breddespiller i førsteholdstruppen.

Danske Andreas Poulsen og slovakiske Lászlo Bénes vender hjem fra lejeaftaler i henholdsvis Austria Wien og FC Augsburg. I kølvandet af et svært og stille transfervindue med få til- og afgange, kan det være de hjemvendte lejesvendes chance.

Klubkoryfæet Oscar Wendt vender hjem til svenske IFK Göteborg, forrige sæsons lejesvend fra Inter, Valentino Lazaro, vender tilbage til Italien, mens Ibrahima Traoré står uden klub efter kontraktudløbet. Med Wendts afgang er der – set med danskerbrillerne – håb forude, at man finder Poulsen på bænken til Gladbachs kampe.

Den største og mest markante udskiftning har dog fundet sted på trænerposten. Marco Rose blev købt fri af Dortmund for 5 mil. euro og have for en kort stund pirsen som den dyreste træner i Bundesligaens historie. Få måneder efter præsenterede Borussia Mönchengladbach østrigske Adolf ”Adi” Hütter som ny træner, da han blev købt fri – også pr. frikøbsklausul – fra konkurrenten Eintracht Frankfurt for 7,5 mil. Euo, inden Julian Nagelsmann senere blev Bundesligaens og verdens dyreste træner.

 

Styrket/svækket:

 

Status quo

I forhold til forrige sæsons trup har Borussia Mönchengladbach ikke styrket mandskabet betydeligt. Hvad der dog er værd at bemærke er, at Gladbach (indtil videre) ikke har måttet give afkald på nogle af klubbens helt store stjerner. I april 2021 udtalte sportsdirektør Max Eberl, at klubben ikke var nødsaget til at sælge. Det kan dog være, at de bliver nødt til at sælge spillere, som kun har et år tilbage af kontrakten, som eksempelvis Matthias Ginter og Dennis Zakaria, der begge har spillet kampe under EM-slutrunden og pt. holder ferie.

Det er ikke til at udelukke, at klubben må vinke farvel til Ginter og Zakaria, hvis det skulle vise sig, at de ingen interesse har i at forlænge deres kontrakter. I så fald kan klubben gå glip af en rigtig god sum penge, hvis netop Ginter og Zakaria bliver deres kontrakter ud. Skulle klubben komme ud på den anden side af transfervinduet uden tab af deres store profiler, så vil klubben komme styrket ud af transfervinduet. Også uden de helt store tilgange.

 

Sådan går det Borussia Mönchengladbach i denne sæson:

Klubbens målsætning er ikke blevet kommunikeret ud til offentligheden. Kender man Max Eberl ret, vil han atter engang henvise til at klubben for bare ti år siden var tæt på nedrykning, og at det derfor vil være en succes at slutte sæsonen af på en etcifret tabelplacering, med henvisning til at der findes mange gode subtophold og klubber med meget større økonomisk råderum end Gladbach. Dog var sidste sæsons skuffelse tydelig at mærke, hvorfor ambitionerne selvfølgelig minimum vil være en europæisk slutspilsplads.

Borussia Mönchengladbach har et rigtig svært kampprogram til at begynde med. I pokalturneringen skal de møde traditionsholdet Kaiserslautern på udebane, hvorfor de kan glæde sig over at et fyldt stadion endnu ikke er tilladt i Rheinland-Pfalz. Som Bundesligamandskab bør man ikke tabe til et hold fra 3. Liga, men det er set før, at storklubber snubler i Kaiserslautern i pokalturneringen.

Derudover skal Gladbach møde fire andre topklubber i direkte duel om Champions League pladserne inden for de første syv spillerunder. Her møder de FC Bayern München, Bayer 04 Leverkusen, Borussia Dortmund og VfL Wolfsburg. Kommer de ikke nogenlunde godt fra land i starten, kan de allerede være hægtet bagud fra begyndelsen.

Sidste sæsons helt store akilleshæl for Gladbach var deres forsvar og den manglende defensive stabilitet. Holdet scorede ganske vist mange mål (64 mål, hvilket var det 4. bedste angreb), men samtidigt lukkede holdet også næsten lige så mange mål ind (56 mål, hvilket var det 4. dårligste forsvar – kun overgået af bundholdene 1. FC Köln, Werder Bremen og Schalke 04).

Ved Hütters præsentationsrunde i Gladbach i begyndelsen af juli forlød det, at træneren ville forbedre defensiven, men samtidigt også spille hurtig og attraktiv fodbold fremad banen. De senere år har Gladbach primært spillet i en 4-2-3-1 formation under Marco Rose. Adi Hütter har dog primært spillet med en 3-4-1-2 formation, hvilket var en kæmpe succes i både Young Boys og Frankfurt.

Det er svært at forestille sig, at Borussia Mönchengladbach får skiftet ud i defensiven. Bagkæden er mere eller mindre fast. Ramy Bensebaini, Ginter, Nico Elvedi og Stefan Lainer bør være selvskrevne. Det kan være, at Hütter vil styrke defensiven ved at trække Zakaria en tand længere ned på banen og lade ham danne et tremandsforsvar med Ginter og Elvedi ved siden af sig. Bensebaini og Lainer vil fortsat være at finde ude på de to backs.

Til de offensive pladser har Borussia Mönchengladbach mange alternativer, så det bør ikke blive et problem at finde vejen til netmaskerne. Vigtigst af alt bliver dog at få holdet til at agere defensivt også. Hütter mener allerede, at Gladbach er godt stillet ift. klubbens evne som det boldbesiddende hold, men at holdet bør blive bedre i sin omstillingsfodbold. Derfor kunne det tænkes, at Hütter tilpasser startopstillingen til det vanlige system, som han har spillet de senere år i Frankfurt.

Det altafgørende bliver dog at spille en god sæson, så de kan holde på spillere som Sommer, Bensebaini, Ginter, Zakaria, Thuram og Plea, der alle har udløb senest i 2023, samt Neuhaus, der ganske vist har kontrakt til 2024, men eftersigende kan købes fri for ca. 40 mil. euro i 2022. Heri vil den defensive stabilitet spille en meget afgørende rolle. Argumenterne for at spillerne bliver i klubben bliver straks bedre, hvis klubben formår at kvalificere sig til Champions League.. På mange måder er den kommende sæson altså retningsvisende for Gladbachs fremtid.

Et forsigtigt kig i spåkuglen fortæller os, at Gladbach vil få en svært start, men at de kan indhente det forsømte fra uge 42 og frem til nytår. Til den tid vil spillerne have fået en bedre forståelse for det nye spilsystem og trænerens fodboldfilosofi. Det kan være til klubbens fordel, at de ikke skal spille international fodbold i den kommende sæson, hvorfor de vil være udsat for mindre fysisk belastning end de andre tophold.

 

Bud på placering:

 

4-7

 

Bud på idealopstilling:

 

3-4-1-2

Sommer – Bensebaini, Elvedi, Zakaria, Ginter, Lainer – Kramer, Neuhaus – Stindl/Hofmann – Thuram, Plea

 

 

Hold øje med:

 

Dennis Zakaria

Schweizeren går ind i sit sidste år i kontrakten. Han spiller under sin tidligere træner fra Young Boys Bern, og han bør være fri fra sine småskavanker fra de to seneste sæsoner. Det er altså lidt af et comeback for Zakaria, for han var allerede en meget vigtig brik i 2018/2019-sæsonen. Zakaria kan få en meget central rolle i Hütters opbyggende spil, hvis han spiller nede i bagkæden og har erfarende klipper ved sin side i form af Ginter og Elvedi.

 

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
Union Berlin, optakt
Optakt: Union Berlin – Gladbach
Stuttgart, Sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: VfB Stuttgart – Ny midterplacering eller Neustart vol. 3.0
Bayern München, sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: Bayern München – Kan verdens dyreste træner også skabe verdens bedste hold?
RB Leipzig, sæsonoptakt, Bundesliga 2021/22
Sæsonoptakt: RB Leipzig – En ny begyndelse