Fantastiske scoringer, lokale helte og bænkpladser. Det har som sædvanlig været en blandet omgang for vores 17 danskere i Bundesligaen og 2. Bundesliga.
Thomas Delaney – Borussia Dortmund
Thomas Delaney har gang i en mellemsæson i BVB, hvor han ikke for alvor har bidt sig fast, efter Dortmund var ude at forstærke sig i sommers. Delaney fungerer fortsat som alt-mulig-mand, og danskeren har også spillet i forsvaret, når der har været brug for det – eksempelvis i en kamp mod Hoffenheim.
Danskeren er meget inde og ude af holdet, men på det seneste har han ramt en stabil stime af spilletid. For efter kampen mod Hoffenheim, som BVB i øvrigt vandt 1-0, spillede Delaney de efterfølgende fire Bundesliga-kampe fra start – dog uden at spille dem alle til ende.
Så blev midtbanespilleren dog ramt af et brud i november måned, det var dog kortvarigt, og Delaney spillede også begge gruppe-kampe mod Club Brügge i Champions League, hvor han i øvrigt stod for en assist i 3-0-sejren på udebane.
I weekendens kamp mod Köln måtte Delaney se hele kampen fra bænken, mens han omvendt var med i alle 90 minutter, da Dortmund fik 1-1 mod Lazio og spillede sig videre i Champions League.
Kampe: 13
Mål: 0
Assists: 2
Yussuf Poulsen – RB Leipzig
Yussuf Poulsen har ikke været så flittig rent målscoringsmæssigt i Bundesligaen indtil videre i denne sæson, men vi skal da lige love for, at når den dansker angriber så har fået målet til at blafre, har han gjort det med manér.
Først scorede han et wunder af et mål mod Augsburg, hvor danskeren flugtede en scoring i kassen, der i øvrigt blev kåret til månedens mål i oktober måned. Derefter var der lidt stille fra danskeren på målkontoen, men danskeren kom igen på tavlen mod Frankfurt i 8. spillerunde, hvor han kom først på et indlæg fra Angeliño, og så dirigerede han bolden flot i mål med ydersiden. Et mål, der sikrede RB Leipzig et enkelt point.
I Champions League har angriberen været en fast bestanddel af startopstillingen, mens han i Bundesligaen har været lidt ude og inde af holdet – senest så han hele kampen mod Bielefeld fra bænken, men omvendt har Leipzig også et hårdt kampprogram med både Bundesliga og Champions League, der kører på fuld skrue, så det er ikke unormalt med rotation, og de sporadiske pauser vidner mest af alt om, at Yussuf Poulsen spares til de vigtige kampe.
For Nagelsmann ved også godt, at han kan regne med Yussuf Poulsen, når det gælder – også selvom han fortsat ikke laver mål på stribe. I midtugen slog Yussuf Poulsen dog også til i Champions League mod Istanbul, hvor han kom på tavlen i 4-3-sejren og leverede en assist.
Kampe: 13
Mål: 5
Assists: 3
Frederik Rønnow – FC Schalke 04
Frederik Rønnow har forladt Frankfurt til fordel for den synkne skude Schalke 04. Og selvom resultaterne i den grad ikke gør Die Knappens vej, så har Rønnow fundet den spilletid, som han søgte
Danskeren har slået Fährmann af i Schalke-målet, og Rønnow har allerede spillet syv kampe i Schalke-trøjen, men han har stadig sin første sejr til gode, ligesom han også stadig har sit første clean sheet til gode. Det skal dog siges, at Schalkes forsvar til tider er lige så hullet som en si, og derfor får danskeren heller ikke meget hjælp.
Kampe: 7
Clean sheets: 0
Robert Skov – TSG Hoffenheim
Den første del af denne halvsæson har ikke været Robert Skovs bedste, og der har samtidigt været nogle usete udfordringer, der har stået i vejen for den danske wing-back. Efter fire kampe i træk fra start eskalerede en alt i alt rigtig skidt dag på kontoret for Hoffenheim, da danskeren begik et straffespark, der betød et direkte rødt kort til Skov. Hoffenheim tabte i øvrigt det opgør 3-1 til Union Berlin.
Derfor var danskeren naturligvis ikke en del af truppen til den efterfølgende runde pga. karantæne, og ondt blev faktisk værre for Skov, der faktisk blev ramt af en ny form for karantæne: corona-karantæne. Robert Skov blev nemlig konstateret smittet med COVID-19 i november måneder, og det skabte et stort kaos i den danske landsholdslejr, hvor Skov var mødt op, inden den positive test var en realitet.
Det holdt også danskeren ude af landskampene, men Skov var atter tilbage på banen i denne weekend, hvor han blev skiftet ind med en stor halv time tilbage. I Europa League nåede han at levere to assists i kampen mod Slovan Liberec, inden han altså blev corona-ramt.
Så overordnet set et turbulent efterår for Robert Skov, der dog rent spilletidsmæssigt har været et pænt et af slagsen, når man tager omstændighederne i betragtning.
Kampe: 10
Mål: 0
Assists: 2
Jacob Bruun Larsen – TSG Hoffenheim
Jacob Bruun Larsen har ligesom Robert Skov været ramt af corona-virus, og det har sat en stopper for kantspilleren, der endnu ikke har slået sit navn fast for alvor i Hoffenheim. Inden da fik danskeren faktisk chancen fra start mod Werder Bremen, hvor han dog blev skiftet ud efter 59 minutter.
Herefter fik han – ligesom sin klubkammerat Skov – konstateret COVID-19, hvilket har betydet, at danskeren ikke har været i kamp siden den 25. oktober. Danskeren har fortsat ikke været i truppen siden. Et ærgerligt tilbagefald for Bruun Larsen.
Kampe: 3
Mål: 0
Assists: 0
Marcus Ingvartsen – Union Berlin
Marcus Ingvartsen er fortsat en fast bestanddel af Urs Fischers foretrukne 11 i Union Berlin, men han har været knap så afgørende i denne sæson, hvor vi skal helt tilbage til den 2. oktober for at finde den seneste scoring af Ingvartsen for Union.
Ikke desto mindre har han spillet fem kampe fra start – og er kommet ind i to – i indeværende sæson, mens han også har været udenfor truppen i to opgør. Danskeren har dog fortsat også til gode at spille alle 90 minutter i en Bundesliga-kamp i denne sæson, men hver gang han har været i truppen, har han været på banen, hvilket må siges at være positivt.
Nu skal Ingvartsen bare til at have gang i målscoringen igen, for det er ikke desto mindre det, der er afgørende for en spiller som ham.
Kampe: 8
Mål: 1
Assists: 1
Frederik Sørensen – FC Köln
Siden sidst er Frederik Sørensen desværre røget på bænken for alvor for Köln, og danskeren har ikke spillet en kamp siden den 3. oktober. Siden da har forsvarsspilleren måtte se til fra bænken – og i to tilfælde har han end ikke været udtaget.
En lidt kedelig periode for Sørensen, der har kontraktudløb i 2021, og den aftale bliver næppe forlænget, hvilket omvendt nok også virker bedst for begge parter.
Kampe: 3
Mål: 0
Assists: 0
Jakob Busk – Union Berlin
Der er ikke meget nyt at berette om Jakob Busk, der lever den anonyme tilværelse som 3. målmand i Union Berlin.
Kampe: 0
Andreas Poulsen – Borussia Mönchengladbach
Den danske venstreback er kommet sig over sin skulderskade, men han har fortsat ikke fået sin Bundesliga-debut for Gladbach. Til gengæld har Andreas Poulsen været med på bænken i Champions League-opgørene mod hhv. Shaktar Donnetsk og senest mod Inter – dog uden at komme i kamp.
Til gengæld er han startet inde to gange ud af to mulige kampe for Regionalliga West-mandskabet. Denne weekend døjer Gladbach med en del skader på backpositionerne, så måske det kan blive til debut for Andreas Poulsen hos die Fohlen?
Kampe: 2
Mål: 0
Assists: 0
Mads Valentin Pedersen – FC Augsburg
Mads Valentin Pedersen har kun spillet en enkelt kamp i indeværende sæson, og det var mod Leipzig den 17. oktober. Siden da har han kun været på bænken, mens han i de to seneste runder endda helt er blevet forbigået, når truppen skulle udtages.
Det er ikke en hel optimal situation for backen, der havde håbet på meget mere, da han i sidste sommer skiftede Nordsjælland ud mod Augsburg. Måske et lejeophold i det nye år igen vil give danskeren blod på tanden.
Kampe: 1
Mål: 0
Assists: 0
Jacob Barrett Lausen – Arminia Bielefeld
Resultatmæssigt har Bielefeld ikke ligefrem fået nogen forrygende start på livet i Bundesligaen, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr i de første ni runder. Jacob Barrett, der er den nyeste Bundesliga-dansker på stammen, har været inde og ude af holdet, og venstrebacken har ikke helt overbevist Uwe Neuhaus om, at der skal satses på den 26-årige dansker.
Barrett har spillet fire Bundesliga-kampe i indeværende sæson, men han har ikke været på banen i de to seneste runder, hvor han har set til fra bænken.
Det er – forhåbentlig – et spørgsmål om tålmodighed, for det er bestemt ikke helt umuligt for danskeren at spille lidt mere regelmæssigt for oprykkerne, end det er tilfældet lige nu.
Kampe: 5
Mål: 0
Assists: 0
Asger Sørensen – FC Nürnberg
Asger Sørensen er fortsat fast mand hos Nürnberg, hvor danskeren har spillet fuld tid i samtlige opgør i indeværende sæson i 2. Bundesligaen. Der er tillid til midterforsvaren, der leverer på et stabilt niveau uge efter uge.
Asger Sørensen og Nürnberg har dog kun holdt buret rent en enkelt gang i indeværende sæson, hvilket selvfølgelig ikke er helt optimalt.
Kampe: 10
Mål: 0
Assists: 0
Simon Makienok – St. Pauli
Simon Makienok har fået slået sit navn fast i St. Pauli, hvor han selv sørgede for at blive en af publikums favoritter. Det skete i fjendens hule, Volksparkstadion, hvor den danske angriber blev scorede mod Hamburger SV i Stadtderby.
Makienok leverede først en assist til 1-1-udligningen, inden han senere i opgøret sørgede for en St. Pauli-føring, der dog ikke holdte kampen ud, da opgøret endte 2-2. Makienok kunne lade sig udskifte efter 87 minutter, og så havde han skrevet sig ind i historiebøgerne i St. Pauli.
Siden da har han spillet fuld tid i de efterfølgende tre kampe, men til gengæld har han ikke fået nettet til at blafre siden. Ikke desto mindre er han i øjeblikket førstevalg i front for St. Pauli.
Kampe: 9
Mål: 1
Assists: 1
Nikolas Nartey – SV Sandhausen
Nikolas Nartey får fortsat regelmæssig spilletid for Sandhausen, hvor han i indeværende sæson har spillet fuld tid i tre kampe. Derudover har danskeren været i aktion i alle kampe på nær en enkelt, og generelt ser det fornuftigt ud for den unge dansker, der har fået den spilletid, som han har efterspurgt.
Vi må bare håbe, at Köln ser med…
Kampe: 9
Mål: 0
Assists: 0
Emil Berggreen – Greuther Fürth
Emil Berggreen er fortsat ikke fit og klar til at spille for Greuther Fürth, hvor han stadig døjer med nogle muskelproblemer. Den uheldige angriber har dermed stadig sin debut til gode for 2. Bundesliga-klubben.
Kampe: 0
Martin Hansen – Hannover 96
Martin Hansen er – ligesom Jakob Busk – 3. målmand, og derfor har han heller ikke været i kamp i indeværende sæson for Hannover 96. Danskerens kontrakt udløber først i sommeren 2023, så måske skal han i januar se sig om efter nye muligheder, hvis han vil have regelmæssig spilletid.
Kampe: 0
Andreas Albers – SV Jahn Regensburg
SV Jahn Regensburg har fået en blandet start på dette års 2. Bundesliga, og det samme er egentlig tilfældet for Andreas Albers, der dog fortsat scorer mål, når han skal. Angriberen står noteret for fire sæsontræffere i ni kampe, hvilket må siges at være ganske pænt.
Danskeren er da også topscorer for Jahn Regensburg, og det i sig selv er flot, selvom man som angriber selvfølgelig altid gerne vil score mere. Albers får masser af tillid og spilletid, og det takker han fortsat for ved at score på de muligheder, som han får.
Kampe: 10
Mål: 4
Assists: 0