bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sådan går det de danske spillere i Bundesligaen: September 2021
Danskerne, Danskerstatus, danskeroverblik, Bo Svensson, Robert Skov, Simon makienok, Yussuf Poulsen, Frederik Rønnow

I denne sæson har vi hele 15 danske spillere i Bundesligaen og 7 danske spillere i 2. Bundesligaen, og vi ser nærmere på samtlige danskeres præstationer her i de første runder. Flere har skildt sig ud, bl.a. Jacob Bruun Larsen og Simon Makienok, mens andre fortsat venter på debut.

(I denne sæson introducerer vi et nyt Buli-barometer, hvor vi vurderer spillernes seneste periode med stjerner fra 1-5. I bedømmelsen tages der højde for spilletid, niveau og fremtidsudsigter).

 

Skala:

1 Buli-bold: Carlos Alberto
2 Buli-bolde: Sven Schipplock
3 Buli-bolde: Marcell Jansen
4 Buli-bolde: Thomas Häßler
5 Buli-bolde: Franz Beckenbauer

 

Yussuf Poulsen – RB Leipzig

 

Kampe: 2
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

Yussuf Poulsen har fået en ny angrebskollega i form af André Silva, der er kommet til fra Eintracht Frankfurt. Portugiseren er startet inde i de første tre Bundesliga-runder, mens Poulsen har taget plads på bænken. Danskeren er dog kommet ind i to opgør, men det har været så minimalt, at angriberen ikke for alvor har kunne nå at sætte et aftryk.

Otte minutter mod Stuttgart og 22 minutter mod Wolfsburg er, hvad det indtil videre er blevet til for Yussuf Poulsen, som i denne sæson for alvor har fået konkurrence. I den seneste sæson fik Leipzig ikke rigtig erstattet Timo Werner, men nu har man altså oprustet med Silva, som ser ud til at være foran Poulsen i øjeblikket, der dog også kom med et efterslæb fra EM, der har kostet lidt i begyndelsen.

Angriberens formkurv er grundet den begrænsede spilletid svær at vurdere, men det positive er trods alt, at han er kommet ind i 2.- og 3. spillerunde, hvor han har været skadesfri. Dog er det ikke udbredt gode nyheder, at Silva allerede har åbnet målkontoen, hvilket har været danskerens problem.

Danskeren kom heldigvis på tavlen i landskampen mod Israel tirsdag aften, så den selvtillid kan han passende tage med hjem til Leipzig.

 

 

Robert Skov – TSG Hoffenheim

 

Kampe: 0
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Det er enhver spillers værste mareridt at starte en sæson skadet, men det er tilfældet for Robert Skov. Danskeren havde problemer med sin fod og missede derfor sæsonpremieren mod Augsburg, som Hoffenheim ellers vandt 4-0.

Skov havde i sidste sæson problemer med at finde fodfæste, hvor han blev kastet rundt på mange forskellige pladser. Det er dog ikke desto mindre en af fordelene for kantspilleren, der har niveauet til at spille både på backen og på kanten. Det skal igen i denne sæson være nøglen til spilletid, som Skov endnu ikke har fået noget af, hvilket gør det vanskeligt at vurdere hans formkurv.

Det er dog ingen hemmelighed, at den begrænsede mængde spilletid har betydning for Skov, der heller ikke var udtaget til den seneste landsholdssamling med det danske landshold.

 

Jesper Lindstrøm – Eintracht Frankfurt

 

Kampe: 4
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Jesper Lindstrøm er en af de nye danskere i Bundesligaen i denne sæson, da den tidligere Brøndby-profil skiftede til Eintracht Frankfurt i sommerens transfervindue. Lindstrøm spillede en fantom sæson i Brøndbys mesterskabssæson, og han har nu taget skridtet til en større liga og ikke mindst en større klub.

Men allerede fra dag et har troen på offensivspilleren været til stede, og han har været med i alle Bundesliga-kampe samt en DFB-Pokal-kamp, som dog ikke gik efter bogen for Die Adlern, der røg ud til Waldhof Mannheim. Lindstrøm kom ind efter pausen i sæsonåbneren mod Dortmund, hvilket han gjorde så godt – på trods af nederlaget – at han er startet mod både Augsburg og Bielefeld.

Det er et kæmpe skulderklap til den unge dansker, som dog ikke direkte har været involveret i nogle Eintracht-mål endnu. Lindstrøm kan gå en stor Bundesliga-sæson i møde, og han kan være glad for de første måneder i Frankfurt, som har udvist stor tro på danskerens evner.

Det er heller ikke gået ubemærket hen hos landstræner Kasper Hjulmand, der også indkaldte Lindstrøm til de netop overståede landskampe.

 

Jacob Bruun Larsen – TSG Hoffenheim

 

Kampe: 4
Mål: 2
Assists: 1
Buli-barometer: 

 

 

Mens Robert Skov ikke ligefrem vader i spilletid og succes i Hoffenheim i øjeblikket, så skal vi da lige love for, at Jacob Bruun Larsen er startet aldeles fremragende. Kantspilleren, der i sidste halvsæson var udlejet til Anderlecht, er startet med bulder og brag, og han skulle også kun bruge 38 minutter af Bundesliga-sæsonen, før han kom på tavlen. Det skete mod Augsburg, og den gode præstation blev fuldt op mod Union Berlin, hvor Bruun Larsen igen fik målnettet til at blafre.

Det blev dog ikke alle gode gange tre, da Bruun Larsen gik fra opgøret mod sin tidligere klub, Borussia Dortmund, uden scoring. Men selvom træerne ikke vokser ind i himlen, så har danskeren lagt godt fra land, og han spiller med en enorm selvtillid, som vi senest så, da han for alvor slog igennem for Dortmund tilbage i 2018/19 sæsonen.

Det har også kastet sig en landsholdsudtagelse af sig, hvor danskeren med lidt mere held i sprøjten også kunne have scoret mod Færøerne.

Bruun Larsen skal fortsætte i samme rille, for Sebastian Hoeneß har vist, at han tror på ham, da han er startet inde i alle Bundesliga-kampe, mens han også var at finde i startopstillingen i DFB-Pokalen.

Jacob Bruun Larsen er samtidig blevet genfødt i denne sæson, for det var nok de færreste, der havde regnet med, at han skulle have en rolle i Hoffenheim, efter et lejeophold i Anderlect, der var en blandet pose bolsjer.

 

Marcus Ingvartsen – 1. FSV Mainz 05

 

Kampe: 5
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Marcus Ingvartsen har byttet Union Berlin ud med Mainz på transfervinduets næstsidste dag, og det giver på mange leder og kanter rigtig god mening. Der er tale om en lejeaftale mellem de to klubber, og angriberen har endnu sin første træning med Bo Svensson og co. til gode, da han har været afsted med det danske landshold.

Ingvartsen spillede ellers sæsonens to første kampe for Union Berlin, og han har også sin andel i, at Die Eisernen har kvalificeret sig til Conference League. Angriberen har genfundet sig selv i Union Berlin, hvor han ellers har været noget nær fast mand for Urs Fischer, men nu prøver han lykken af i Mainz. Her kan Bo Svensson overveje at bruge ham som 9´er, der er Ingvartsens ønskeposition, og ellers kan han spille både på kanten og som 10´er.

Lejeaftalen med Mainz løber sæsonen ud, og danskeren har fået nummer 11 i klubben.

 

Wahid Faghir – VfB Stuttgart

 

Kampe: 0
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Wahid Faghir er en af de mest spændende talenter med dansk pas i øjeblikket, og angriberen har gjort fornuftigt i at vælge Stuttgart som sin første udenlandske klub. Angriberen, der har fået sin fodboldopdragelse i Vejle, er kun 18 år gammel og efter en god sidste sæson i Superligaen samt via. en god U21-slutrunde, hvor han blev den yngste danske spiller til at få debut, har han gjort opmærksom på sig selv.

Et skifte til Bundesligaen er et sundt et af slagsen for Faghir, der ikke har set barrieren alt for højt, da det bestemt er muligt at få spilletid hos Stuttgart.

Han har dog endnu sin debut til gode, da han har været i aktion for U21-landsholdet, men det er et meget spændende skifte og ikke mindst en meget spændende spiller, der ved, hvor målet står.

Faghir har fået en kontrakt frem til 2026 i Stuttgart, og der går rygter om, at Vejle får omkring 50 mio. kroner for den 18-årige angriber.

 

Frederik Rønnow – Union Berlin

Kampe: 0
Clean sheets: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Frederik Rønnow har i denne sæson skiftet Schalke 04 ud med Union Berlin i håbet om, at han igen kan blive førstevalg mellem stængerne. Indtil videre er der dog ikke noget, der tyder på, at den mission kommer til at lykkes lige nu og her.

Rønnow har endnu ikke fået debut for Union Berlin, og træner Urs Fischer har tidligere udtalt, at danskeren har brug for tid. Det er hovedpersonen godt selv klar over, men han lægger heller ikke skjul på, at hans mål er at blive førstemålmand i hovedstadsklubben, selvom Andreas Luhte ikke er nem at slå af.

”Jeg ved, at Andi havde en rigtig god sæson. Jeg har tålmodighed, men jeg er en konkurrent, og jeg vil gerne vise mig frem. Først til træning, og så håber jeg på at få chancen. Jeg vil gerne have at vide, at jeg er nummer et, men jeg tager imod udfordringen”, har Rønnow forklaret overfor Bild.

Der er generelt ingen tvivl om, at Rønnow snart skal have fast spilletid, hvis ikke udlandseventyret i Tyskland kan stemples som en mislykket mission. Sæsonen er dog stadig ung, og Rønnow kommer til at kæmpe for en startplads, men det bliver ikke nemt for danskeren, der har en stærk konkurrent.

 

Oliver Christensen – Hertha BSC

 

Kampe: 0
Clean sheets: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Fra en målmand til en anden…

Oliver Christensen er også en af de nye ansigter i Bundesligaen, da den danske keeper har skiftet tilværelsen i OB ud med Berlin og Hertha BSC. Den 22-årige keeper har i to sæsoner været førstemålmand i den fynske klub, og han har gjort sig mere end positivt bemærket.

Allerede tidligt i transfervinduet florerede der rygter om, at HSV var interesseret i keeperen, der står noteret for en enkelt A-landskamp, men de kunne ikke blive enige med OB om en pris. Det kunne Hertha BSC til gengæld, og det ligner på mange måder et rigtig godt match for keeperen, der går under kælenavnet Gribben fra Kerteminde.

Først og fremmest er Oliver Christensen ikke færdig med at udvikle sig som keeper, men han har samtidig haft behov for at prøve sig af i en stærkere og bedre række end Superligaen. Det kommer til at give ham en masse hår på brystet, for vi tør godt vove pelsen og sige, at inden sæsonen er slut, så er Oliver Christensen førstemålmand i Hertha.

Rune Jarstein er ikke helt grøn mere, og den norske keeper er desværre ramt af senfølger efter smitte mod covid-19. Det kan være en chance for Christensen, som har trænet i hovedstaden henover landsholdspausen, og til at sparke døren ind, for hvem ved, måske får han debut mod VfL Bochum, hvor der skal sættes en prop i den nuværende Hertha-krise.

 

Nikolas Nartey – VfB Stuttgart

 

Kampe: 0
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Nikolas Nartey gjorde opmærksom på sig selv i den seneste sæson med et vellykket lejeophold i SV Sandhausen krydret med en god U21-slutrunde. Nartey er i denne sæson vendt tilbage til Stuttgart, hvor han er på kontrakt frem til 2023, men han har endnu ikke været involveret i nogle kampe endnu.

Danskeren har i opstarten været smittet med coronavirus, der har betydet, at han endnu ikke er helt oppe i gear endnu, hvorfor han også meldte fra til U21-landsholdssamlingen i starten af september.

Der florerede også rygter om, at HSV skulle være interesseret i en lejeaftale af midtbanemotoren, men det blev ikke til noget, og derfor skal Nartey, når han bliver frisk igen, jagte spilletid hos Stuttgart, som det ser ud lige nu.

 

Mads Valentin Pedersen – FC Augsburg

 

Kampe: 3
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer:

 

 

Mads Valentin arbejder sig langsomt men trods alt stadig op i hierarkiet i Augsburg, hvor han i indeværende sæson har været på banen i alle tre Bundesliga-opgør. Det har dog alle været indhop af relativ minimal karakter, hvorfor han ikke har kunne bevise, at der skal satses på ham på venstrebacken fremfor brasilianske Iago.

Derudover er to af indhoppene faktisk sket på midtbanen, hvor danskeren har gjort det fint, og han har også udtalt, at det er en position, der passer ham fint, fordi han godt kan lide at have bolden noget mere. Men det vides endnu ikke, om det er en plan, der skal arbejdes yderligere videre på. Han har dog fået ros af træner Markus Weinzierl, der fremhæver hans dynamik og fart på midten.

Det er trods alt positivt, at venstrebacken har været på banen i alle opgør indtil videre, selvom det ikke er helt optimalt med mængden af spilletid endnu. Omvendt er det for tidligt at drage de store konklusioner endnu.

 

Jacob Barrett Laursen – Arminia Bielefeld

 

Kampe: 4
Mål: 1
Assists: 1
Buli-barometer:

 

 

 

Jacob Barrett skulle bruge en sæson på for alvor at finde sig til rette i Bundesligaen, men han ser nu til gengæld ud til for alvor at have slået sit navn fast i Bielefeld. I hvert fald har venstrebacken været at finde i startopstillingen i alle tre Bundesliga-kampe, og det må i den grad siges at være positive nyheder for Barrett.

Derudover fik han også sin første Bielefeld-scoring ind på kontoen i pokalturneringen, da han sprudlede med både et mål og en assist i opgøret mod SpVgg Bayreuth i første runde.

Men desværre hænger der af og til nogle sorte skyer over Barrett, der også var ude for nogle alvorlige skader i sin tid i OB, og i 3. spillerunde måtte danskeren bæres fra banen. Barrett havde nemlig et voldsomt sammenstød med sin egen keeper, Stefan Ortega, der betød, at Barrett fik halskrave på og måtte på hospitalet for yderligere undersøgelser.

Det har vist sig, at Barrett har fået et piskesmæld, mens han også slog en tand ud i det voldsomme uheld.

Landsholdspausen har derfor passet Barrett, som muligvis er klar til weekendens opgør mod Borussia Mönchengladbach, godt.

 

Frederik Winther – FC Augsburg

Kampe: 1
Mål: 1
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Frederik Winther blev faktisk købt af Augsburg tilbage sidste sommer, men han blev samtidig lejet ud til Lyngby, hvor man også købte Winther fra. Men nu er lejeaftalen slut, og forsvarsspilleren er nu blevet en del af førsteholdstruppen i Augsburg.

Winther har fortsat sin første kamp til gode i Bundesliga-sammenhæng, men han har dog været at finde på bænken i de tre første Bundesliga-opgør. Til gengæld har han fået debut i Augsburg-trøjen, da han spillede fuld tid i DFB-Pokal-opgøret mod Griefswalder FC.

Winther kunne ikke ønske sig en bedre debut, da han selv kom på tavlen i pokalkampen, som man vandt 4-2. Så selvom forsvarsspilleren endnu ikke har været i kamp i Bundesligaen, så skal hans tid nok komme i denne sæson, især hvis der kommer en skade hos enten Reece Oxford eller anfører Felix Uduokhai.

 

Emil Berggreen – Greuther Fürth

Kampe: 0
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Den danske Pechvogel fik kun fire kampe i 2. Bundesligaen i sidste sæson for Greuther Fürth, der dog klarede sig godt uden Berggreen, da klubben rykkede op i Bundesligaen. Her har den danske angriber endnu ikke været i aktion, og det forlyder også, at han ikke har nogen fremtid i klubben.

For selvom han stadig er en del af truppen, så tyder alt på, at han ikke er at finde i klubben efter næste transfervindue.

 

Jakob Busk – Union Berlin

Kampe: 0
Clean sheets: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Jakob Busk har været i Union siden 2016, men på trods af det har han stadig ikke spillet en eneste kamp i Bundesliga-sammenhæng. Vi skal også helt tilbage til den 7. april 2018 for at finde den seneste officielle kamp, hvor Busk har stået i Union-buret.

Alligevel forlængede Busk sidste sommer kontrakten med Union Berlin frem til sommeren 2022, hvilket kom lidt som en overraskelse, da det virker til, at det er nemmere for Busk at bestige Mount Everest end at få spilletid i Union, som senest har hentet Frederik Rønnow ind som ny konkurrent.

Zidan Sertdemir – Bayer Leverkusen

 

Kampe: 0
Mål:
0
Assists:
0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

Der har været meget fokus på FC Nordsjællands talenter i den forgangne uge, hvor Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen leverede på landsholdet, og måske vi snart skal til at tale om Zidan Sertdemir, der denne sommer skiftede FC Nordsjælland ud med Leverkusen. Indtil videre er det dog ikke blevet til spilletid for Zidan i Bundesligaen, men på U19-holdet har han allerede leveret varen med fire mål i tre kampe. Hans tid skal nok komme, og det vil ikke undre, hvis han allerede i denne sæson får et indhop for die Werkself.

 

 

 

Mikkel Kaufmann – Hamburger SV

Kampe: 6
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Mikkel Kaufmann er ny mand i HSV-trøjen i denne sæson, da traditionsklubben har lejet angriberen i FC København for hele sæsonen. Kaufmann har endnu ikke åbnet målkontoen for HSV, men han har dog været på banen i alle opgør i indeværende sæson – dog har også sin første startplads til gode.

Det er ingen hemmelighed, at det ikke er jordens nemmeste opgave at komme ind fra bænken og skulle gøre en forskel med det samme i en ny klub og i en ny liga. Derfor er det heller ikke nogen dans på roser for Kaufmann, som trods alt får vist tillid ved at blive skiftet ind, selvom han endnu ikke er slået igennem i havnebyen, der er kommet skidt fra start i 2. Bundesligaen.

Det er altid spændende med en dansker i en nordtysk klub, og Kaufmann, som også klinger godt på tysk, skal have tålmodigheden med sig, for så skal han nok få åbnet den målkonto, som kan sætte gang i en god sæson. Men det er ikke nemt, når man kommer ind og skal afgøre en kamp, hvor holdet ikke spiller op til det forventede, hvilket ikke har givet angriberen gode betingelser i opstarten.

 

Mikkel Kirkeskov – Holstein-Kiel

 

Kamp: 4
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Kirkeskov var ude og inde af Holstein-Kiel-holdet i sidste sæson, hvor han kom til i vinter-transfervinduet, men denne sæson ser det ud til, at backen er ved at blive fast mand. For selvom Holstein-Kiel har fået en tæt på katastrofal start på sæsonen, så har Kirkeskov startet inde i tre ud af de første fem spillerunder, hvilket er positive nyheder for danskeren.

Rent resultatmæssigt er det dog ikke gode nyheder for Holstein-Kiel i øjeblikket, men man fik trods alt tre point på kontoen – med Kirkeskov på banen – i den seneste spillerunde mod Erzgebirge Aue.

 

Andreas Poulsen – FC Ingolstadt (Borussia Mönchengladbach)

Kampe: 0
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

 Andreas Poulsen har tålmodigheden med sig, da danskeren endnu en gang er blevet udlejet fra Gladbach, som han skiftede til tilbage i 2018. I sidste sæson var han udlejet til Austria Wien, og i denne sæson bliver danskeren i Tyskland, da han sæsonen ud er at finde i FC Ingolstadt. Her har Poulsen endnu ikke været i aktion, men han har dog været på bænken i de to første opgør uden at komme ind.

 

Asger Sørensen – FC Nürnberg

Kampe: 6
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: 

 

 

 

Asger Sørensen er også i denne sæson fast mand hos Nürnberg, hvor han indtil videre har spillet fuld tid i de første fem 2. Bundesliga-opgør, der endnu ikke er endt med et nederlag. Sørensen og co. har også kun lukket tre mål ind i de første kampe, hvilket må siges at være en godkendt start på sæsonen for Nürnberg, som har vundet to kampe og spillet tre uafgjorte.

Asger Sørensen har spillet mere end 100 kampe i 2. Bundesligaen, hvor han først var fast mand hos SSV Jahn Regensburg, inden han i 2019 skiftede til Nürnberg, hvor han siden også har været fast inventar i startopstillingen.

Inden sæsonstarten gav han et interview til bold.dk, hvor han ikke lagde skjul på, at han en dag drømmer om at komme til at spille i Bundesligaen, men at han lige nu trives i 2. Bundesligaen. Og det må man sige, at han gør, hvor han ikke rigtig kan bede om mere set ud fra spilletidsmængden.

 

Andreas Albers – SSV Jahn Regensburg

Kampe: 6
Mål: 1
Assists: 1
Buli-barometer: 

 

 

 

Andreas Albers lever ligesom Asger Sørensen også en god tilværelse i 2. Bundesliga, hvor han er fast mand for Jahn Regensburg. Angriberen havde en rigtig god sæson i fjor, hvor han nettede 13 gange i 34 kampe for 2. Bundesliga-klubben.

I indeværende sæson har Albers spillet fuld tid i samtlige opgør, men han mangler endnu at finde målnæsen frem, som han beviste, at han er i besiddelse af i sidste sæson. Han er dog kommet på tavlen i pokalen, hvor han scorede i 3-0-sejren over RW Koblenz, mens han til gengæld stod for et oplæg i 4-1-sejren over Schalke 04.

Jahn Regensburg har generelt startet sæsonen fænomenalt, hvor klubben efter fem spillerunder faktisk topper 2. Bundesligaen, og det kan kun blive endnu bedre, når Albers vågner op til dåd.

 

Simon Makienok – FC St. Pauli

Kampe: 6
Mål: 2
Assists: 2
Buli-barometer: 

 

 

 

St. Pauli har fået en mere end godkendt start på denne sæson, hvoraf en del af æren tilfalder angriber Simon Makienok. Den lange danske angriber har været på banen i alle St. Pauli-opgør i denne sæson, og han blev også helten i Hamburger Stadtderby i 3. spillerunde.

Simon Makienok har efterhånden gjort det til sit varemærke at sætte kniven ind mod de største rivaler, da han scorede hele to gange i 3-2-sejren over bysbørnene fra HSV. I pokalturneringen leverede Makienok to assists mod FC Magdeburg, og han har generelt fået en god start på sin anden sæson i det tyske.

Makienok er på stadiet, lige før han har bidt sig fast i startopstillingen, for selvom han er startet inde i tre opgør, så mangler han lige en scoring mere, før han for alvor er berettiget til at være fast starter.

 

Martin Hansen – Hannover 96

Kampe: 1
Clean sheet: 1
Buli-barometer: 

 

 

 

Martin Hansen kæmper stadig for sin berettigelse i Hannover 96-målet, hvor det ser ud til, at han går endnu en sæson i møde som andetvalg. Den 31-årige keeper fik dog sin første kamp i godt og vel et halvt år i pokalturneringen, da han vogtede buret i første runde, der endte med et clean sheet.

Han kan ikke gøre så meget andet end at gribe chancen, når den kommer, og så er det rent bogstaveligt bare at tage handsken op og blive ved med at præstere til træning og til kamp, når chancen byder sig.

Hvis du vil ned og opleve de 22 danskere i aktion, så se vores guide til, hvordan du får billetter til Bundesligakampene.

You may also like
Danskerne, Danskerstatus, danskeroverblik, Bo Svensson, Robert Skov, Simon makienok, Yussuf Poulsen, Frederik Rønnow
Sådan går det danskerne i Bundesligaen: Oktober 2021
Bundesligaens hurtigste spiller, Jacob Bruun Larsen, Alphonso Davies, Erlling Haaland
Bundesligaens hurtigste spiller 2021/22 – udskiftning i toppen og dansker på listen
Højdepunkter, optakt, VfB Stuttgart, Hoffenheim
Højdepunkter: Stuttgart – Hoffenheim 3-1: Jacob Bruun Larsen med tredje sæsonmål
TSF Hoffenheim, Sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: TSG Hoffenheim: Hoeneß’ store eksamen hos Bruun Larsen og Robert Skov.