Hver uge, umiddelbart efter sidste slutfløjt, sætter bulibold.dk rundens hold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.
Torwart:
Diego Benaglio, VfL Wolfsburg:
Den schweiziske klublegende var til stede for “Die Wölfe”, ligesom så mange gange før. I anden halvleg måtte han flere gange ud i store redninger for at holde sit hold inde i kampen. Til sidst gav det også pote, da Didavi scorede sejrsmålet mod Hoffenheim.
Abwehr:
Giulio Donati, Mainz 05:
Donati bidrog til en flot og vigtig Mainz-sejr på 2-0 over Augsburg. Sammen forsvarskammeraterne og Jonas Lössl var han også med til at holde rent bur, så derfor kan han tillade sig at være godt tilfreds efter denne runde.
Aytac Sulu, SV Darmstadt:
Sulu leverede en stærk indsats i bagkæden for Darmstadt. Han fik flere gange stoppet Tuchels drenge og tog lederrollen med stort ansvar. En stærk bagkæde gjorde det svært for Dortmund at bryde igennem, og det havde Aytac Sulu stor ære i.
Kyriakos Papadopoulos, Hamburger SV:
Først Roger Schmidt, og nu Hassenhüttl. Den græske forsvarer kan godt lide at modbevise de trænere, der tidligere ikke har vist ham tillid. Papadopoulos åbnede HSV-festen, og hjalp naturligvis også til i de bagerste geledder.
Lukas Kübler, SC Freiburg:
Det er aldrig nemt at være det sædvanlige andet valg og herefter skulle gå og tage rollen som afløser, når førstevalget bliver skadet. Pascal Stenzel kunne dog ikke have gjort det meget bedre end Lukas Kübler ude på venstrebacken. Kübler fik stoppet Köln flere gange og var også med i det fremadrettede spil for sydtyskerne.
Mittelfeld:
Sidney Sam, SV Darmstadt:
Kantspilleren var konstant på spil og stod for flere farlige sekvenser mod Dortmund. Det resulterede også i en assist til Colaks 2-1-mål. Efter et mildest talt svært ophold i Schalke forsøger Sam at få karrieren tilbage på sporet. Indtil videre har han vist sig at være en gevinst for Darmstadt og den nye træner Torsten Frings.
Leon Goretzka, Schalke 04:
I sidste uge fandt tyskeren vej til rundens hold, og det gør han minsandten også i denne uge. Goretzka har et fremragende blik for spillet og gør både sig selv og sine holdkammerater farlige. Hans store moment i kampen var hans eminente pletskud til 2-0. Lige i bullseye, om man vil…
Jerome Gondorf, SV Darmstadt:
Darmstadts nummer 8 er en yderst sjælden gæst på rundens hold, men i denne uge har han dog fortjent pladsen. Han var sikker med bolden i fødderne og gav ikke Dortmund unødvendige muligheder. Samtidig fik han gentagne gange stoppet Dortmund-drengene, når de forsøgte at sætte angreb igennem. Hans store arbejdsindsats var stærkt medvirkende til Darmstadts choksejr.
Lewis Holtby, Hamburger SV:
Den tyske midtbanespiller viste sig fremragende begge veje. Han arbejdede stenhårdt med mange tilbagelagte kilometer og tacklinger. Op til flere gange satte han også sine holdkammerater op, og han kunne også selv prøve lykken. Han hårde indsats bar frugt, og HSV vandt noget overraskende med hele 3-0 på udebane mod Leipzig.
Nicolai Müller, Hamburger SV:
Müller er en hårdtarbejdende kantspiller, der endnu en gang viste sig at være vital for Gisdols drenge. Han var en konstant trussel for Leipzig, og han stod for oplæggene til alle tre mål. Over hele linjen spillede han fremragende, og HSV-fans kan glæde sig over tilstedeværelsen af deres kantspiller, der er ved at være tilbage i den form, der for et par sæsoner siden gjorde ham landsholdsaktuel.
Sturm:
Javier “Chicharito” Hernandez, Bayer Leverkusen:
I foråret er mexicaneren igen begyndt at vise noget af det, som vi savnede i en stor del af “Hinrunden”. Mod Eintracht var han knivskarp og scorede to mål. Ved begge mål demonstrerede han sin sans for at stå på det rette sted på det rette tidspunkt, og hans afslutninger var kliniske.
Trainer:
Dieter Hecking, Borussia Mönchengladbach:
For under en måned siden var der bekymrede miner i Gladbach, og nedrykning var blevet en oprigtig fare. Den fare har den nye træner Dieter Hecking dog visket væk på ingen tid. Efter forårets første fire runder har Gladbach hentet ti point, og hvis “Die Fohlen” følger den nuværende tendens, er der måske et vindue til europæisk fodbold åbent.