Hver uge, umiddelbart efter sidste slutfløjt, sætter bulibold.dk rundens Bundesligahold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.
Torwart
Rune Almenning Jarstein (Hertha BSC)
Den norske keeper holdt Hertha inde i kampen, hvor Ingolstadt for alvor pressede på. Han var suveræn igennem hele kampen, hvor han var usvigelig sikker i luftrummet og desuden bemærkelsesværdig hurtig i en-mod-en situationerne. Ingolstadt havde egentlig fortjent et enkelt point, men Jarstein ville det lørdag anderledes og holdte buret rent for første gang i sæsonen.
Abwehr
Benjamin Henrichs (Bayer 04 Leverkusen)
Leverkusen er kendt for flere af deres store unge talenter i form af Julian Brandt, Tin Jedvaj og Bernd Leno. Et talent som dog hidtil har fløjet en anelse under radaren er den unge 19-årige tysker Benjamin Henrichs. Han fik sin debut i forrige sæson og har i optakten til den nuværende sæson virkelig imponeret træner Roger Schmidt. Lørdag fik han så sin sæsondebut hjemme imod HSV, hvor han atter overbeviste. Han var sikker i defensiven, samtidig med at han bidrog med flere gode offensive aktioner bl.a. et oplæg i overtiden til føringsmålet ved Pohjanpalo.
Javi Martinez (Bayern München)
Han er ikke så stærk i defensiven som hans kollega Mats Hummels, men da det virkelig brændte bagtil var han resolut og konsekvent i sit forsvarsarbejde, så der blev ryddet op. Han er ej heller den hurtigste spiller på banen, men han gør det ikke sværere, end det reelt er, og det skal han trods alt have ros for. Desuden bidrog han med en eksemplarisk pasning frem til Lewandowski, som dermed blev sendt alene i dybden, hvor han iskoldt udplacerede Ralf Fährmann i Schalkemålet til 1-0.
Willi Orban (RB Leipzig)
På papiret stod han overfor en af Bundesligaens farligste angribere i form af Pierre-Emerick Aubameyang, men det var ganske enkelt ikke til at se lørdag aften. Unge Orban løste opgaven til bravour! Da Aubameyang blev skiftet ud i det 85. Minut stod han stik imod sædvane overhovedet ikke noteret for en eneste målchance. Sammen med makkeren Marvin Compper fik de fuldstændig elimineret gaboseren. Læg dertil at Dortmund derudover igennem kampens 90 minutter ikke udgjorde en reel trussel imod Leipzig defensiven.
Konstantinos Stafylidis (FC Augsburg)
Sammen med resten af Augsburgholdet gav de Werder Bremens deres tredje nederlag på stribe og har dermed lagt pres på træner Viktor Skripnik og hans tropper fra start. Stafylidis blev noteret for hans andet mål i trøjen, da han bragte Augsburg i front efter 73. minutters spil, hvilket senere skulle vise sig at være kampens sidste mål. Dermed blev grækeren matchvinder som var kronen på værket efter en flot indsats på venstrebacken.
Mittelfeld
Genki Haraguchi (Hertha BSC)
Den 25-årige japanske boldekvilibrist havde en af sine bedre dage, da han stod for forarbejdet til Herthas begge mål. Først spillede han kaptajnen Ibisevic fri for til sidst at ramme indskiftede Julian Schieber på et veltimet indlæg. De to oplæg rakte til en velfortjent sejr, som dermed sender hovedstadsklubben op på siden af de forsvarende mestre fra Bayern München, som er de eneste to hold med maksimumpoint efter de to første runder.
Daniel Baier (FC Augsburg)
Augsburgs oprydder på midten får ikke altid den kredit, som han egentlig skal have. I udekampen imod Werder Bremen leverede han endnu en solid præstation i trøjen, som berettiger til en plads på rundens hold. Godt nok måtte Augsburg indkassere et mål efter et straffespark, men ellers var det Augsburg som producerede langt de fleste chancer. 10’eren fra Augsburg viste ligeledes, at han ikke kun besidder defensive kvaliteter, da han lagde op til udligningen, som Gouweleeuw blev noteret for.
Pablo de Blasis (1. FC Mainz)
I rundens sene kamp søndag aften udviklede sig til en decideret vanvittig fodboldkamp og en gedigen ”Torfestival”! Mainz udstillede Hoffenheims mangler i defensiven og gik til pause med stillingen 4-1, hvor alt var under kontrol. En stor del af skylden skal tilskrives De Blasis som havde en af sine absolut bedre dage, hvor han virkelig strålede om kap med solen. Foruden hans mål til henholdsvis 1-0 og 2-0 bidrog han ligeledes med en assist til Levin Öztunali, som gjorde det til pausestillingen 4-1. Som konsekvens af Bussmanns røde kort måtte De Blasis forlade banen, og han var dermed ikke en del af den kollektive nedsmeltning i 2. halvleg, hvor gæsterne fra Hoffenheim kom tilbage og fik udlignet til allersidst.
Sturm
Mark Uth (TSG Hoffenheim)
Træner Julian Nagelsmann var hurtig til at reagere, da hans tropper kom bagud med de ydmygende cifre 3-0. Dette gjorde han ved at skifte angriber Mark Uth ind i det 36. minut, hvilket senere skulle vise sig at være en umanerlig god ide. Et par minutter senere fik Hoffenheim reduceret, inden Mainz atter udbyggede føringen. 25 minutter inde i 2. halvleg eksploderede Uth med to mål på kun to minutter og bragte dermed atter spænding i opgøret, hvor Mainz tidligere var blevet reduceret til 10 mænd. Man må dermed sige, Uth virkelig fik vist Nagelsmann, at han er værd at satse på fremover som en del af de foretrukne elleve.
Joel Pohjanpalo (Bayer 04 Leverkusen)
Er 18 minutter virkelig nok til at komme på rundens hold? Svaret er ja! Når man bliver skiftet ind i det 72. minut ved stillingen 0-1 og måltavlen til slut viser 3-1, hvor den unge finne Pohjanpalo står noteret for alle tre mål, så har man fortjent en plads. Efter at have været udlånt de første tre sæsoner til henholdsvis VfR Aalen og Fortuna Düsseldorf i de seneste to sæsoner, er han endelig en del af førsteholdstruppen til denne sæson, og man må sige, han har overbevist fra start! Efter de første to runder står han noteret for hele fire fuldtræffere, som kun en vis Lewandowski kan matche. Dog har Lewandowski fået fuld spilletid i de første to runder, hvor Joel Pohjanpalo kun har været på banen i 30 minutter!
Maximillian Phillip (SC Freiburg)
En af rundens store overraskelser kom på Schwarzwald-Stadion, da Freiburg hjemme besejrede Gladbach. En stor del af æren skal tilskrives hjemmeholdets Maximillian Phillip, som havde en stor eftermiddag, da han blev noteret for to mål. To iskolde afslutninger fra Phillip resulterede i hans bundesligamål nummer 2 og 3 kronede en fantastisk uge, hvor han derudover debuterede på det tyske U21 landshold i udekampen imod Finland.
Trainer
Christian Streich (SC Freiburg)
Julian Nagelsmann fortjener ros for at få sine tropper tilbage i udekampen imod Mainz, men man kan simpelthen ikke blive rundens træner, når ens defensiv er hullet som en si. Derfor går æren i denne omgang til Christian Streich, i tæt konkurrence med Ralph Hasenhüttl, som sammen med resten af hans Freiburghold leverede en stor overraskelse, da de besejrede Gladbach. Trods Thorgan Hazards føringsmål formåede Freiburg at komme tilbage i kampen, og de endte med at vinde ret komfortabelt med 3-1.