Historien om Ottmar Hitzfeld fortsætter. I del 1 fortalte vi historien om hans korte, men flotte, spillerkarriere, trænerkarrieren i Schweiz, der bød på mange trofæer – og starten på trænerkarrieren i Tyskland, som bød på endnu flere. Nu får du turen gennem den sidste del af hans trænerkarriere. En stor mand skal beskrives med store ord – vi gør et forsøg.
Efter fem titler på seks år i Dortmund, heriblandt to Bundesliga-titler og en Champions League, var tiden inde til at komme videre. Ottmar Hitzfeld blev sæsonen efter afskeden med den gule side af Ruhr-distriktet, ansat hos Bayern München – og kigger man på det skifte i dag, siger man nok ”naturligvis”, eftersom det virker som om, Bayern altid snupper alt det bedste fra konkurrenterne.
Det ”naturlige” skifte
Det gjorde de i hvert fald her. Ottmar Hitzfeld gjorde en forskel med det samme. Seks år var han i Bayern München, og fire gange vandt han Bundesligaen. De tre første sæsoner bød på hele otte titler, men huskes måske allermest for det smertefulde sidste-minuts nederlag til Manchester United i Champions League-finalen på Camp Nou i 1999. Dette pinefulde nederlag skulle næsten gå igen i den sidste kamp i hans karriere, men inden da fik han alligevel chancen for at vinde Champions League-trofæet igen, og dermed blive den kun anden træner, efter Ernst Happel, til at vinde det mest prestigefyldte trofæ to gange – med to forskellige klubber.
Kampen blev spillet den 23. maj 2001 på San Siro i Milano. Tyskerne havde slået Lyon og Spartak Moskva ud i gruppespillet, mens de havde elimineret både Manchester United og Real Madrid på vej til finalen. Denne maj aften i Italien var modstanderne iklædt deres hvide trøjer. Anføreren, der hilste på Steffen Effenberg, hed Gaizka Mandieta og det var også ham som havde ført Valencia på banen. Valencia-holdet bestod af profiler som Cañizares, Ayala, Baraja, Aimar og Carew med Palop, Vicente, Albelda og Deschamps på bænken. Effenberg havde samtidig ført et historisk Bayern-hold på banen. Holdet bestod blandt andet af Kahn, Kuffour, Sagnol, Lizarazu, Hargreaves, Scholl, Salihamidzic og Élber, mens Jancker havde taget plads på bænken.
Det var dog ikke just selve spillet, finalen skulle blive kendt for. Nej, i stedet tog en hvis kridtplet titlen som hovedrolle, nemlig straffesparkspletten. Denne plet skulle nemlig ligge græs til i alt 17 spark. Tre i ordinær-tid og 14 i straffesparkskonkurrence. Mendieta scorede allerede efter et par minutters spil, mens Scholl misbrugte sit tilbud fra 11-meter pletten. Effenberg fik dog rettet op på stillingen i anden halvleg, og så måtte kampen ellers ud i straffesparkskonkurrence for at finde sin vinder. Begge hold havde brændt to straffespark efter de første ti spark fra pletten, så da Mauricio Pellegrino brændte sit straffespark, som var Valencias syvende, var det slut. Bayern var endelig Europas bedste klubhold igen.
Triumfen var kulminationen på tre års medaljehøst, og det havde tæret på kræfterne. 2001/02 blev triumfløs sæson, men efterfølgende vendte Hitzfeld og co. stærkt tilbage.
Pause
I 2002/03 sikrede Bayern ’The Double’ endnu en gang. Denne gange var det dog med en imponerende 16 points margin ned til nummer to, VfB Stuttgart. I DFB Pokal sikrede de sig guldmedaljerne med en 3-1-sejr over Kaiserslautern, hvor Michael Ballack og Claudio Pizzaro stod bag målene.
Den efterfølgende sæson blev dog triumfløs igen, og parterne ophævede samarbejdet i 2004 – et år før kontraktudløb.
Derefter fik Hitzfeld tilbudt jobbet som tysk landstræner. Tyskeren valgte dog at takke nej – præcis ligesom han to år tidligere havde gjort til selveste Manchester United, hvor Sir Alex Ferguson var på vej på pension. Den pension blev dog udskudt et par år – eller mange – oven på tyskerens afslag.
I stedet valgte Ottmar Hitzfeld at tage en pause fra trænergerningen. Tre år uden job endte det med, inden Bayern kaldte på hjælp. 1. februar 2007 havde München-klubben ophævet samarbejdet med Felix Magath, og derfor åbnede de døren for en retur for Hitzfeld, som formåede at få dem til at slutte som nummer fire. Året efter vendte de rødklædte dog tilbage på vinderkurs, med tre tyske titler på en sæson. Det var så også nok for Ottmar Hitzfeld, som savnede Schweiz. Heldigvis for ham manglede de en landstræner, og der kom han til at tørne ud de efterfølgende seks år.
Hjem til Schweiz
Med Schweiz kvalificerede han sig til VM to gange og EM en gang. Tre ud af tre mulige slutrunder. Han formåede at få Schweiz til en sjette plads på verdensranglisten – den højeste placering de nogensinde havde haft, og derudover at slå Spanien, som det eneste hold ved VM-slutrunden i 2010. En ellers så flot karriere, skulle dog ende ganske tragisk. Lidt ligesom Champions League-finalen i 1999 – bare med en frygteligere optakt.
Ottmar Hitzfeld havde nemlig kvalificeret Schweiz til knockout-fasen ved VM i 2014, hvor de skulle op imod Lionel Messis Argentina – de senere VM-finalister. Før slutrunden havde Hitzfeld annonceret, at han ville stoppe karrieren, når Schweiz blev slået ud af turneringen, så det var sidste gang tyskeren kunne rulle sine trænertricks ud for live publikum. Magi var hvad han brugte – eller det skulle man tro. Schweiz holdte nemlig nullet mod den argentinske stjerneoffensiv i intet mindre end 118. minutter. To minutter før ekstra tid løb ud, sørgede Angel Di Maria dog for, at en straffesparkskonkurrence ikke blev nødvendig. En bitter dag, som 24 timer tidligere i forvejen var startet dårligt. Der havde Ottmar Hitzfeld nemlig fået overrakt meddelelsen om at hans bror var død.
En mere værdig afslutning på en karriere havde nok været belejlig, men Der General tacklede modgangen på flotteste vis, til trods for det ikke var mange gange, han var i modvind. Hans omdømme forblev intakt, og han vil for altid være en af de mest vindende og succesfulde trænere – ikke kun i Tyskland og Schweiz, men i hele verden.
Se højdepunkter fra Champions League finalen mellem Bayern München og Valencia
