bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Union Berlin – Borussia Dortmund: Topmøde i den tyske hovedstad

Optakt: Union Berlin – Borussia Dortmund: Topmøde i den tyske hovedstad

Union Berlin, optakt, udebanefans, sæsonkort

Union Berlin virker til at være mere end bare en døgnflue, men søndag får de deres sag for, når Dortmund gæster hovedstaden i et opgør, hvor ingen af de to mandskaber for alvor kan tåle at tabe – specielt ikke gæsterne.

 

Spillested: Stadion An der Alten Försterei, Berlin
Kamptidspunkt: Søndag, 17.30
TV: TV3 Max

Union Berlin

Union Berlin er fortsat indehaver af Bundesligaens førsteplads, da de i sidste weekend formåede at rejse sig efter sæsonens første nederlag runden forinden. Nederlaget mod Frankfurt blev således vasket væk, da Stuttgart blev besejret med en kneben 1-0-sejr til Urs Fischers mandskab, som ikke for alvor var oppe at ringe.

Det bevidner dog også, at holdet fortjener at være Spitzenreiter – i hvert fald lidt endnu – når man vinder sådanne kampe. Et tophold vinder også uden at spille godt.

Union har dog kun to point ned til Freiburg på andenpladsen, mens Bayern og Dortmund herefter følger fire point væk. Og netop Dortmund er søndagens modstander for Union, når den ubesejrede stime på Stadion an der Alten Försterei skal forsøges bevares.

Union Berlin har den fordel, at Bayern og Freiburg også mødes i denne spillerunde, hvorfor minimum to hold i toppen kommer til at miste point. Det kan naturligvis også være Union, men det er vi meget klogere på søndag eftermiddag.

Urs Fischers mandskab var også i aktion i midtugen, da de formåede at vinde 1-0 hjemme over Malmö i Europa League, hvilket giver dem en chance for at gå videre i europæisk sammenhæng, hvor der resterer to spillerunder.

Det med at spille europæisk fodbold har indtil videre ikke været en hindring for præstationerne i Bundesligaen, men hvem ved, om der på et tidspunkt kommer en reaktion på netop dette. Ikke desto mindre skal Union have stor ros for at være det mest kontinuerlige hold i Bundesligaen lige pt., og de bliver for alvor testet, når Dortmund altså søndag kommer forbi.

En af grundene til, at Union også stadig topper rækken er, at Urs Fischer råder over en skadesfri trup.

Die Eisernen har dog ikke nogen god statistik mod BVB, da søndagens gæster har vundet seks ud af de seneste otte møder mod Union Berlin.

 

Dortmund

Dortmund-mandskabet kunne være væsentligt mere tilfredse med sidste weekends der Klassiker-resultat end rivalerne fra Bayern. Dortmund var, som bekendt, nede 2-0 efter 53 minutters spil, men der kom dog lidt håb tilbage, da Youssoufa Moukoko reducerede med et kvarter tilbage.

Troen var tilbage på Signal-Iduna-Park, der eksploderede i ekstase, da Anthony Modeste headede læderet i kassen i det 95. minut til slutresultatet 2-2. BVB fik dermed langt om længe et point mod Bayern, som de derfor også er á point med i Bundesligaen efter ni kampe. Og netop eksploderede, det formåede Oliver Kahn også at gøre ved Modestes udligning

Nå, nok om Oliver Kahn og Bayern. Det er Dortmund, det handler om.

Selvom Dortmund altså kom ud med det største smil på læben i sidste runde, så blev det smil lidt mere vaklende i midtugen. Her kunne BVB tage et stort skridt imod videre avancement i Champions League, da de hjemme mødte Thomas Delaney og Sevilla. Det opgør sluttede dog uden vinder, men Dortmund har stadig gode kort på hånden, da de også skal en tur til Parken i sidste spillerunde i gruppespillet.

Dortmund kan med en sejr i hovedstaden søndag eftermiddag for alvor sparke døren op til mesterskabskampen, da de med tre point kun vil være et point efter netop Union Berlin. Det har dog været to skridt frem og et tilbage for Edin Terzic’ mandskab på det seneste, men point mod Bayern München må og skal give BVB tro på, at i år er året, hvor de kan udfordre rekordmestrene.

Edin Terzic må dog stadig undvære Bynoe-Gittens, Dahoud, Morey, mens Marco Reus er tvivlsom til søndagens opgør. Sebastian Haller er naturligvis heller ikke med.

Selvom Modeste blev den helt store helt i sidste spillerunde, så forventes det faktisk, at det igen bliver unge Moukoko, der får chancen fra start i BVB-angrebet.

 

Karantæner

Union: Ingen
BVB: Ingen

 

Bud på startopstillinger

Union Berlin: Rønnow – Jaeckel, Knoche, Leite – Trimmel (c), Schäfer, Khedira, Haberer, Gießelmann – Becker, Jordan
Dortmund: Kobel – Wolf, Hummels (c), Schlotterbeck, Guerreiro – Bellingham, Özcan – Adeyemi, Brandt, Malen – Moukoko

 

Vidste du, at..:

det er første gang siden 2010(!), ja du læste rigtigt, at Dortmund møder Bundesligaens-førerhold på udebane, som IKKE er Bayern München. Dengang var modstanderen Mainz, og den sæson blev BVB faktisk mestre.

 

Dom:

Det bliver et opgør, hvor ingen af de to mandskaber kan tillade sig at tabe, og det er aldrig til at vide, hvor man har Dortmund. Union virker dog stabile, og vi tror på en pointdeler. Skal vi sige 2-2?

Få spiltips til alle kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?