Vi gennemgår en række af de vigtigste kampe denne runde og giver dig statistik, startopstillinger, og andre lækre detaljer, så du er godt klædt på til endnu en omgang Bundesliga.
Werder Bremen – Bayer Leverkusen
Der er sket meget siden Werder Bremen i 2004 kunne lade sig kåre som tyske mestre. Tre skuffende sæsoner betød, at klub-ikonet Thomas Schaaf i sommer forlod trænerposten efter 14 år som ansvarlig for førsteholdet. Efterfølgeren blev Robin Dutt, der i øvrigt tidligere har stået i spidsen for netop lørdagens modstander Leverkusen, men han ikke formået at ændre de negative tendenser – tværtimod.
En sølle pointhøst på 16 af slagsen rækker kun til en foreløbig 14. plads, og for at finde seneste Werder-triumf skal man seks kampe tilbage, da udesvage Hannover 96 blev slået med 3-2 på hjemmebane. Siden har de tabt fire, og spillet en uafgjort, hvilket primært skyldes en kropumulig defensiv.
Tyve indkasserede scoringer i de fem kampe betyder, at den samlede total nu lyder på 37 indkasserede scoringer. Aldrig har et Werder Bremen-hold lukket så mange mål ind efter så få kampe, og det er endda ikke den eneste negative rekord, som Dutts mandskab har fået den tvivlsomme ære af at lægge navn til. De forsmederlige 7-0-nederlag til Bayern München for to uger siden, er klubbens største hjemmebanenederlag nogensinde, mens de 16 indsamlede point er klubbens laveste antal i 39 år.
I slutningen af november byttede de ud på målmandsposten i håbet om at lukke bedre af bagi. Efter en række usikre præstationer måtte Sebastian Mielitz vie pladsen for Raphael Wolf, der fik sin Bundesliga-debut mod Hoffenheim. Lige lidt har det dog hjulpet, for i tre kampe har Wolf hentet bolden ud af nettet hele 14 gange, hvilket er en tangering af Bochums Reinhard Mager, der i slutningen af 70’erne også måtte se sig passeret 14 gange i sin første tre Bundesliga-kampe.
Hvad angår lørdagens udehold fra Leverkusen peger pilen i en anderledes positiv retning. Godt nok tabte de overraskende med 1-0 på hjemmebane til Frankfurt i sidste weekenden, men det ændrede ikke på det faktum, at Sami Hyypiäs mandskab er sikre på at overvintre på Bundesligaens andenplads.
Indkøbet af Son Heung-Min fra Hamburger SV har været en stor succes, og sammen med den velspillende duo Stefan Kiessling og Sidney Sam har han været kraftigt medvirkende til, at Leverkusen med en sejr over Werder Bremen kan komme op på 40 point, og dermed sætte ny klubrekord for flest point i en efterårssæson.
Sam plejer dog fortsat en skade, og forventes ikke med lørdag eftermiddag, mens forsvarsspillerne Emir Spahic og Sebastian Boenisch henholdsvis er karantæneramte og tvivlsomme. Ikke desto mindre skal Leverkusen være klare favoritter, når der bliver fløjtet op på Weser Stadion. Som det ser ud i skrivende stund, må Werder må nemlig også se bort fra anfører Aaron Hunt, ligesom Sebastian Prödl, Felix Kroos, Zlatko Junuzovic og Lukas Schmitz også er ukampdygtige.
Bud på opstillinger:
Wolf – Fritz, Lukiyma, Caldirola, Garcia – Bargfrede, Makaidi – Gebre Selassie, Ekici, Elia – Petersen
Leno – Donati, Wollscheid, Toprak, Can – Bender, Rolfes, Castro – Hegeler, Kiessling, Son
Hold øje med:
Santiago Garcia – Argentineren kom til Werder Bremen i sommer på en lejeaftale fra Palermo, og har været et af få lyspunkter på Robin Dutts mandskab. Løbestærk venstreback, der bidrager både defensivt og offensivt.
Son Heung-Min – Syv mål i tretten kampe er yderst godkendt for den 21-årige sydkoreaner, der om nogen bør kunne udnytte Werder Bremens gennemhullede defensiv.
Borussia Dortmund – Hertha BSC
Pointtabene til Leverkusen og Hoffenheim de seneste uger, har sat mesterskabsdrømmene på standby i Dortmund, der inden weekenden har hele tolv point op til Bayern München. Årsagen til den vaklende form finder man i defensiven, hvor Klopp har været uden forsvarskrumtaperne Mats Hummels og Neven Subotic, hvis comeback endnu ligger langt ude i fremtiden. Tilgengæld kan de gulblusede glæde sig over, at Marcel Schmelzer er på vej tilbage fra sin skade. I første omgang ser det dog ud til, at venstrebacken må se til fra bænken.
Det har betydet spilletid til unge Marian Sarr og rutinerede Manuel Friedrich, der pludselig blev hentet ind på en fri transfer for at kompensere for det defensive mandefald. Heller ikke midtbanespillerne Sven Bender og Ilkay Gündogan har været til rådighed, og duoen når ikke at blive klar til Hertha Berlins besøg Signal Iduna Park lørdag eftermiddag. De mange skader har betydet, at Dortmund har stillet til start med syv forskellige midterforsvars-par i denne sæson, til sammenligning benyttede de sig kun af tre forskellige konstellationer sidste sæson.
Gæsterne fra hovedstaden vendte i sommer tilbage til Bundesligaen efter en sviptur blandt Bundesrepublikkens næstbedste, og berlinerne har omstillet sig til livet i Tysklands fineste fodboldselskab på fornemmeste vis. 25 point gør dem til 7’er i rækken, og endda med mulighed for at overvintre på den Europa League-givende sjetteplads, såfremt Schalke 04 smider point, og de selv vinder over Dortmund.
Hertha må dog også affinde sig med en række afbud i de bagerste geleder. Hverken Sebastian Langkamp, Johannes van den Bergh eller Anthony Brooks forventes klar mod Dortmund, ligesom træner Jos Luhukay også må se bort fra midtbanekreatøren Anis Ben-Haitra.
Med to svækkede defensiver og seneste nulløsning mellem de to mandskaber 44 år tilbage, er der altså lagt i kakkelovnen til masser af chancer og mål.
Bud på opstillinger:
Weidenfeller – Grosskreutz, Sokratis, Sarr, Durm – Kehl, Sahin – Aubameyang, Mkhitaryan, Reus – Lewandowski
Kraft – Pekarik, Lustenberger, Hosogai, Schulz – Cigerci, Niemeyer – Ndjeng, Ronny, Skjelbred – Ramos
Hold øje med:
Pierre Emerick Aubameyang – Gaboneseren er med sine ni mål det nyindkøb, der har scoret flest mål i Bundesligaen. Med sin enorme fart kan han gøre livet surt for ethvert forsvar.
Adrian Ramos – Hertha Berlins ubestridte målkonge. Med ti mål i seksten kampe har han scoret næsten halvdelen af holdets mål.
Borussia Mönchengladbach – Wolfsburg
Søndagens eneste Bundesliga-kamp står mellem to af rækkens mest formstærke mandskaber. Med henholdsvis 32 og 29 point ligger Gladbach og Wolfsburg side om side i tabellen akkurat udenfor top tre. Søndagens hjemmehold har ikke tabt i syv kampe, mens Wolfsburg seneste nederlag er otte kampe siden. Der er altså lagt op til en jævnbyrdig kamp, hvor hjemmebanefordelen meget vel kan blive tungen på vægtskålen.
På Borussia Park har Lucien Favres mandskab endnu til gode at smide point, og efter otte kampe har de en imponerende målscorer på 23-5. Max Kruse, der blev købt i sommer hos Freiburg, har taget sin nye klub med storm med otte mål i 16 kampe, hvilket tidligere på sæsonen resulterede i en landsholdsudtagelse. Et andet nyindkøb, der har slået til, er den tidligere Schalke-brasilianer Raffael, som ligesom Kruse også står noteret for otte mål. Af yngre profiler bør midtbanespillerne Patrick Herrmann og Christoph Kramer nævnes, mens målmandskometen Marc Andre ter Stegen, der sættes i forbindelse med FC Barcelona, også fortjener anerkendelse for en flot halvsæson.
Kun suveræne Bayern München har haft mere boldbesiddelse end Gladbach, og den nuværende stime på syv kampe uden nederlag, er den klubbens længste i 17 år. Umiddelbart ligner Gladbach altså en stor mundfuld, men hvis der er nogen, som kan kaste grus i den velsmurte Gladbach-maskine, er det måske netop Wolfsburg.
Folkevognsklubben rider nemlig på en tilsvarende bølge, og hvis man ser bort fra Hoffenheim, er Wolfsburg den klub som Gladbach traditionelt har det sværest mod. En hakkende sæsonstart, der bød på alt fra storsejr over Schalke 04 til hjemmebanenederlag til rivalerne og den absolutte bundprop Braunschweig, er blevet erstattet af en stabilitet, der giver begrundet håb om, at Die Wölfe igen kan spille med om de europæiske pladser.
Gladbachs midtbanedynamo Granit Xhaka er tvivlsom til søndagens kamp, men de seneste forlydender påstår, at schweizeren bliver klar tids nok til at starte inde. Tilgengæld er den spanske stopper Alvaro Dominguez stadig skadet. Hos Wolfsburg må folk som Jan Polak, Christian Träsch og Vieirinha fortsat se til fra tribunen, hvorfor der ikke forventes ændringer på det hold, som senest slog Stuttgart med 3-1.
Bud på opstillinger:
ter Stegen – Korb, Jantschke, Stranzl, Wendt – Kramer, Xhaka – Hermann, Arango, Raffael – Kruse
Benaglio – Ochs, Naldo, Knoche, Rodriguez – Luiz Gustavo, Medojevic – Diego, Arnold, Cagliguri – Olic
Hold øje med:
Oscar Wendt – Den tidligere FCK’er er ikke en af de mest iøjnefaldende Gladbach-spillere, men svenskeren har leveret stabile præstationer gennem sæsonen, og har endda scoret tre gange i tolv kampe. Han er trådt ud af belgiske Filip Daems’ skygge, og har fået erobret en fast plads blandt Favres elleve bedste.
Ricardo Rodrigeuz – Når Wendt på søndagen drøner op og ned ad højreflanken, støder han ind i Wolfsburgs-venstreback Ricardo Rodriguez. Den 21-årige schweizer har spillet et fremragende efterår, hvilket på det seneste har affødt rygter, der sætter ham i forbindelse med Chelsea.