bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 3 i 2. Bundesliga – Paderborn marcherer
Hannover, optakt, højdepunkter

Efter to runder er Paderborn eneste mandskab, der har vundet begge sine to første opgør. HSV måtte nøjes med et enkelt point i hjemmekampen mod Hertha, mens Klose fik sin første sejr i spidsen for Nürnberg, og så var Magdeburg klart det bedste hold i lokalopgøret i Braunschweig.
Velkommen til optakten til 3. runde i verdens bedste næstbedste liga, hvor bl.a. Hannover tager imod HSV.

Karlsruher Sport Club – SV Elversberg – fredag kl. 18.30
KSC hentede et godkendt point, da udekampen i Düsseldorf endte uden scoringer. Gæsterne startede klart bedst og havde bl.a. et frispark på overliggeren, da Marvin Wanitzek fyrede kanonen af, men efterhånden kom Düsseldorf bedre med. Alle anstrengelserne prellede dog af på KSC´s fine defensiv. I første runde af DFB-pokalen samlede KSC også selvtillid, da Sportsfreunde Lotte blev besejret med hele 5-0.
Elversbergs hjemmedebut endte 2-2 mod Köln. Gæsterne bragte sig foran efter 22 minutter, men i anden halvlegs første minut udlignede Elversbergs Fisnik Asllani. Frederik Schmal bragte Elversberg på sejrskurs med sit mål i det 62. minut for blot at se Timo Hübers udligne for Köln med seks minutter igen. I pokalturneringen var der ingen tvivl om resultatet, da Elversberg moste Hildesheim med 7-0.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – SV Elversberg 3-1

Hannover 96 – HSV – fredag kl. 18.30
Efter en fin start på sæsonen med en hjemmesejr over Regensburg. var det et blodfattigt Hannover-mandskab, som Stefan Leitl sendte på banen i udekampen i Münster. Den eneste hannoveraner, der kunne være sin indsats bekendt, var målmand Ron-Robert Zieler. Han var til gengæld fremragende og reddede næsten ene mand det uafgjorte resultat. Hannover skuffede dog fælt i pokalen, da holdet tabte 0-2 i Bielefeld.
HSV var fire minutter fra en drømmestart med to vundne kampe i optakten. Ransford Köenigsdoerffer bragte HSV foran efter blot 11 minutter i hjemmekampen mod Hertha. Herefter havde begge hold deres chancer og ramte begge aluminiummet, men det var Hertha, der sikrede sig et vigtigt point med en sen udligning. HSV-træner Baumgart var efter kampen tilfreds trods det sene mål. ”Denne kamp kunne gå begge veje, og hvis nogle havde tilbudt mig fire point efter de første to kampe, så havde jeg sagt ja tak”, udtalte Baumgart efter kampen. I pokalturneringen var HSV på besøg i Meppen. Her blev det til en 7-1-sejr, hvor ”Die Rothosen” kunne glæde sig over, at Robert Glatzel var tilbage og fik scoret et af hamburgernes mål.
Bulibolds tip: Hannover 96 – HSV 0-2

SpVgg Greuther Fürth – SC Paderborn 07 – lørdag kl. 13.00
Fürth fik en fremragende start på kampen på Betzenberg med to mål i første halvleg. Først udnyttede Julian Green et straffespark efter 31 minutter, og blot syv minutter senere gjorde Noel Futkeu det til 2-0. K´lautern fik dog reduceret umiddelbart inden pausefløjtet, og efter pausen pressede værterne på. Udligningen faldt dog først seks minutter før tid, og det var derfor en skuffet Fürth træner Zorniger, der efter kampen beklagede sig over, at hans mandskab ikke fik lukket kampen i tide. Fürth var i pokalturneringen på besøg hos den lille Mainz-klub TSV Schott Mainz og sikrede sig avancement via en sikker 2-0-sejr.
Paderborn var på hælene i første halvleg i hjemmekampen mod Darmstadt, men fik vendt sagerne i anden halvleg. Gæsterne gik således til pause foran 1-0, men mål af Sebastian Klaas, Filip Bilbija og Ilyas Ansah sørgede for, at Lukas Kwasnioks mandskab er det eneste, der ikke har sat point til. Paderborn vandt ligeledes i pokalturneringen, da Bremer SV blev besejret 4-0. Adriano Grimaldi noterede sig ved den lejlighed for to scoringer.
Bulibolds tip: SpVgg Greuter Fürth – SC Paderborn 07 2-2

SC Preussen Münster – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00
Münster spillede en rigtig god kamp hjemme mod Hannover men kunne bare ikke passere gæsternes målmand, og så endte det hele 0-0. Træner Sasha Hildmann var dog yderst tilfreds med sit holds indsats, men begræd naturligvis de manglende mål. Münsters pokalkamp hjemme mod Stuttgart er flyttet til den 27. august, da Stuttgart som bekendt spillede Super Cup mod Leverkusen i lørdags.
K´lautern kom hurtigt bagud 2-0 i hjemmekampen mod Fürth, men fik via en god anden halvleg og mål af Daniel Hanslik og Ragnar Ache tilkæmpet sig det ene point. Der går dog rygter om, at Union Berlin har udset sig netop Ragnar Ache, hvilket ifald vil være en alvorlig streg i regningen for Markus Anfang. I pokalturneringen var K´lautern på besøg i Ingolstadt og kvalificerede sig til næste runde med en 2-1 sejr.
Bulibolds tip: SC Preussen Münster – 1. FC Kaiserslautern 1-1

Hertha Berlin – Jahn Regensburg – lørdag kl. 13.00
Jonjoe Kenny sikrede berlinerne et vigtigt point, da han fire minutter før tid udlignede til 1-1 i udekampen på Volksparkstadion. ”Jeg er tilfreds med vores reaktion efter HSV´s føring”, udtalte Christian Fiel efter kampen. Han må have været endnu mere tilfreds efter pokalkampen i Rostock, som berlinerne vandt hele 5-1. Igen efter en rigtig god anden halvleg.
Regensburg stod vel for en af de største overraskelser i pokalturneringens første runde, da ”Die Jahn-elf” smed Bochum ud efter 1-0 hjemme på Jahnstadion. Inden da havde holdet da også samlet selvtillid, da de slog oprykningskollegaerne fra Ulm 1-0 på et mål af Dominik Kother.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – Jahn Regensburg 3-0

1. FC Köln – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 20.30
Gerhard Struber er ikke kommet fantastisk fra land i sit nye job i spidsen for Köln. ”Die Geissböcke” tabte åbneren hjemme mod HSV, og i næste kamp hev de med nød og næppe et uafgjort resultat med hjem fra Elversberg. Denis Huseinbasic bragte ellers Köln foran efter 22 minutter, men da hjemmeholdet scorede to gange efter pausen, måtte der en Timo Hübers scoring seks minutter før tid til, at köelnerne kunne sikre sig sæsonens første point. I pokalturneringen skulle Köln en tur til Sandhausen,, og her lignede det længe sæsonens første sejr. Hjemmeholdet udlignede dog i kampens sjette overtidsminut, men dansk/luxembourgske Mathias Olesen sikrede adgang til anden runde med sit mål i den forlængede spilletid.
Daniel Scherning leverede små mirakler, da han i den forgangne sæson holdt Braunschweig på den rigtige side af nedrykningsstregen, men det ser ud som om, magien er væk. Efter en 5-1 øretæve i sæsonåbneren ude mod Schalke tabte ”Die Löwen” lokalopgøret hjemme mod Magdeburg med 1-3. ”Vi spillede naivt og uden ordentlig indsats i kampens første lille time. Derefter blev det bedre, men da var det naturligvis for sent, udtalte Scherning efter kampen. Rayan Philipe fik reduceret til 1-3 med godt 20 minutter igen. I pokalturneringen gik det ikke et hak bedre, da Eintracht Frankfurt med Oscar Højlund på banen i de sidste fem minutter mandag aften slog Braunschweig med hele 4-1.
1. FC Köln – Eintracht Braunschweig 3-0

Se en rangering af trøjerne i Bundesligaen

Darmstadt 98 – 1. FC Nürnberg – søndag kl. 13.30
98´erne fra Darmstadt har måttet erkende, at det er sin sag at rykke ned og finde formen igen. Torsten Lieberknechts mandskab kom ellers foran, da Oscar Wilhelmsson scorede efter blot syv minutter i udekampen mod Paderborn. Herefter tog hjemmeholdet dog over og sikrede sig sejren ved at score tre gange i anden halvleg. I pokalen fik holdet dog årets første sejr, da man vandt 3-1 ude mod Teutonia Ottensen.
Miroslav Klose fik sin første sejr som Nürnberg-træner, da holdet hjemme slog Schalke 3-1. Gæsterne kom foran i første halvlegs tillægstid, men nåede at blive reduceret til ti mand umiddelbart bagefter. To minutter efter pausen udlignede Lukas Schleimer, og blot ni minutter senere bragte Caspar Jander Nürnberg på sejrskurs. Han modtog dog sit andet gule kort efter 67 minutter, men kunne fra tribunen se Rafael Lubach score til 3-1. På en ikke helt let udebane i Saarbrücken spillede Nürnberg sig videre til næste runde, men her måtte der straffesparkskonkurrence til.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – 1. FC Nürnberg 1-1

SSV Ulm 1846 – Fortuna Düsseldorf – søndag kl. 13.30
Næste kamp står mellem to hold, der begge skuffede såvel i ligaen som i pokalturneringen.
Ulm var på besøg hos oprykkerkollegaerne fra Regensburg, der scorede kampens eneste mål efter en mislykket forsvarsaktion i Ulm-forsvaret. Derefter fulgte en ”Mission Imposible” i pokalen hjemme mod mægtige Bayern, der da også vandt en ubesværet 4-0 sejr.
Düsseldorf kunne ikke slå hul på KSC i anden runde, men da forsvaret bestod, endte kampen 0-0. I pokalturneringen skulle Düsseldorf en tur til Dresden, og her gik det helt galt, da ”Die Ossies” var så ugæstfri, at de vandt 2-0. Dermed kan Daniel Thiounes mandskab koncentrere sig om ligaen i resten af sæsonen.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – Fortuna Düsseldorf 0-2

1. FC Magdeburg – Schalke 04 – søndag kl. 13.30
Magdeburg vandt en overraskende let sejr ude mod lokalrivalerne Braunschweig, selvom kampen blev en smule spændende til sidst. Martijn Kaars bragte Magdeburg i front efter 13 minutter, og da han scorede til 2-0 ti minutter inde i anden halvleg, og da Silas Gnaka kort efter gjorde det til 3-0, lignede det, at Magdeburg kunne bade sig gennem resten af kampen. Braunschweig fik dog reduceret efter 67 minutter, og da Magdeburg løb ind i nogle skader, pressede værterne på mod slutningen uden dog igen at kunne passere en velspillende Dominik Reimann i Magdeburgs mål. Magdeburg kom dog i den grad ned på jorden igen, da de tabte 2-1 til Kickers Offenbach, der frister en anonym tilværelse i Regionalliga Südwest.
Schalke kom i den grad ned på jorden igen efter storsejren i første runde. Udekampen i Nürnberg startede ellers så fint for ”Die Knappen”, der bragte sig foran, da Ibrahima Cissé scorede i første halvlegs overtid. Desværre nåede Ron Schallenberg at modtage sit andet gule kort umiddelbart efter, og så stod der Nürnberg på den anden halvleg, som de da også vandt 3-0. Schalke-træner Karel Gerarts var efter kampen yderst tilfreds med første halvleg, men erkendte, at Nürnberg bare var bedst i anden omgang. Bedre gik det Schalke i pokalturneringen, hvor holdet vandt en udramatisk 2-0 sejr ude over Aalen.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – Schalke 04 2-1

Topscorerlisten
Med sit mål i hjemmekampen mod Hertha trak HSV´s Ransford Koenigsdoerfer op på siden af KSC´s Budu Zivzivadse. Begge har scoret tre mål.
Bag dem ligger i alt fem spillere, der alle har fundet nettet to gange.3. Liga
Hos de tredjebedste har fire mandskaber stadig maksimumpoints efter to runder. Dynamo Dresden, Erzgebirge Aue, Bielefeld og Sandhausen har alle vundet deres to første kampe.
I næste runde skal Dynamoerne spille lokalopgør i Aue, Bielefeld har også en svær udekamp i Essen, mens Sandhausen har en på papiret noget lettere opgave, når de hjemme tager imod Hannover 96´s andethold.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane