bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til runde 15 i 2. Bundesliga: Stadtderby og topopgør
Fans, spilletidspunkter, kampprogram, optakt, 2. Bundesliga

Inden det store Stadtderby i Hamborg er toppen af 2. Bundesliga fortsat et anliggende for klubberne fra nord efter en runde, hvor St. Pauli, HSV og Kiel alle vandt, mens Hannover trods et flot comeback måtte nøjes med et point. Der var igen dømt målorgie i Düsseldorf, og denne gang gik det ud over Schalke, mens Magdeburg fik en livsvigtig sejr i Osnabrück. Velkommen til optakten til runde 15 i verdens bedste næstbedste liga.

FC St. Pauli – HSV – fredag kl. 18.30

Vi lægger ud med den absolutte topkamp, hvor St. Pauli og HSV skal finde ud af, om Hamburg skal være brun eller iført røde bukser. St. Pauli fik alle tre point med hjem fra Rostock efter en kamp, der blev mere spændende, end hvad træner Hürzeler må have ment var nødvendigt. Værterne bragte sig foran 1-0 på et straffespark, men i løbet af blot otte minutter sørgede Manolis Saliakas, Marcel Hartel og Oladapo Afolayan for, at ”Die Kiezkicker” kunne gå til pause med en 3-1-føring. Hansa fik i anden omgang reduceret via et straffespark, men det lykkedes St Pauli at holde hanseaterne yderligere fra fadet og forsvare duksepladsen med en vigtig 3-2-sejr.

HSV var lige så suveræne i første halvleg, som det var tilfældet i sæsonens hidtidige seks hjemmekampe og kunne gå til pause foran 2-0 på de mål, som Guilherme Ramos og Immanuel Pherai noterede sig for. HSV kunne endda sagtens have ført større, men efter et længere VAR gennemsyn blev et ellers korrekt dømt straffespark annulleret, da Jätta var offside i opspillet. Det var for øvrigt første gang, at en ex-profi i form af den tidligere Chelsea og Düsseldorf-spiller Sebastian Kneißl sad med i den berømte/berygtede kælder i Köln, hvor den slags bliver afgjort.

I anden halvleg kom gæsterne væsentlig bedre med, og i det 62. minut sørgede Fabio Kaufmann for reduceringen, da han passerede Daniel Heuer Fernandes med et præcist langskud. Samme Kaufmann udlignede endda til 2-2, men denne gang var Kneißl & Co. på HSV´s side og annullerede målet for offside.

Bulibolds tip: FC St Pauli – HSV 3-2

Schalke 04 – VFL Osnabrück – fredag kl. 18.30

Fra den absolutte top bevæger vi os ned til noget nær den absolutte bund. Efter en forrygende første halvleg af værterne måtte Schalke ved pausen konstatere, at de var bagud 3-0. Marcin Kaminski fik reduceret et lille kvarter inde i anden halvleg, men blot syv minutter senere stod den 4-1 til Düsseldorf. Tomas Kalas og Bryan Lasme bragte spændingen tilbage inden det sidste kvarter, og trods gode chancer til Schalke endte det hele med, at Düsseldorf lukkede kampen i overtiden. Det var Schalkes 9. nederlag i 14 kampe, hvilket er en tangering af klubbens negativ-rekord.

Der var dømt ”Not gegen Elend” på Bremer-Brücke, da hverken Osnabrück eller Magdeburg havde vundet en eneste af deres forrige syv kampe. Det var interim-træner Martin Hecks første kamp i spidsen for niedersachserne, efter at Osnabrück fyrede Bastian Schweinsteiger, men lige lidt hjalp det. Efter en lige første halvleg scorede gæsterne to gange i anden ,og så har Ösnabruck fortsat syv points og ligger sidst.

Bulibolds tip: Schalke 04 – VFL Osnabrück 2-0

Holstein Kiel – Wehen Wiesbaden – lørdag kl. 13.00

Efter en overraskende stor sejr i K´lautern er ”Die Storche” fra Kiel fløjet tilbage op på ligaens 3. plads.   Fiete Arp bragte gæsterne foran med to i første halvlegs sidste minut, inden Benedikt Pichler lukkede kampen med en ”Doppelpack i anden halvleg. Kiel-træner Marcel Rapp var da også yderst tilfreds efter kampen. ”Vi havde modet og spillede godt, og derfor er sejren yderst fortjent,” konstaterede han efter kampen.

Efter fire sejre i træk gik den ikke længere for oprykkerne fra Wiesbaden. I en ellers lige kamp var det værterne fra Fürth, der snuppede alle tre point efter en 2-0-sejr. Wehens træner Kauczinski måtte efter kampen konstatere, at Fürth var et nøk bedre, når det gjaldt og erkendte dermed nederlaget.

Bulibolds tip: Holstein Kiel – Wehen Wiesbaden 1-1

1. FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 13.00

Der skulle blot gå 11 sekunder, før Nürnberg var bagud i udekampen mod KSC, og selvom unge Can Uzun fik udlignet efter en times spil, så slog KSC til blot ni minutter senere. I kampens slutfase pressede ”Der Club” på, men de måtte se værterne score to gange i kampens døende minutter.

Der er ofte gang i den, når Düsseldorf spiller hjemme og således også i kampen mod Schalke. Efter 26 minutter var værterne foran 3-0 på mål af Felix Klaus og Vincent Vermeij (2). I anden halvleg fik Schalke reduceret, inden Christos Tzolis bragte værterne på 4-1. Med yderligere to reduceringer bragte gæsterne spændingen tilbage, men de måtte se Düsseldorfs Jona Niemiec afgøre kampen med sit mål til 5-3 i kampens 4. overtidsminut.

Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf 2-2

Eintracht Braunschweig – Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00

Det ser tungt ud for Eintracht Braunschweig, men selv om holdets nye træner Daniel Scherning nok ikke havde regnet med at få noget med fra Volkspark, så kan han i det mindste være tilfreds med, at hans hold spillede en god anden halvleg, hvor en VAR-kendelse forhindrede målet til 2-2.

Alexander Zorniger kan være helt anderledes tilfreds, efter hans Fürth-mandskab for fjerde gang i træk vandt til nul hjemme. Armando Sieb gjorde det til 1-0 efter 20 minutter, hvorefter anfører Branimir Hrgota lukkede kampen med sit mål til 2-0 seks minutter før tid. Zorniger erkendte efter kampen, at den ikke var så let, som cifrene antyder, men at hans ”Kleblätter” var gode til at opsøge heldet.

Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – Greuther Fürth 1-2

1. FC Magdeburg – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 20.30

Magdeburg-træner Christian Tietz må være en lettet mand efter sit holds vigtige sejr i Osnabrück. Baris Atik var dagens mand for østtyskerne, da han først gjorde det til 1-0 og siden lagde op til Schulers 2-0 mål. Det var Magdeburgs første sejr i de seneste ni kampe, og de tre point betyder, at klubben lægger lidt afstand til nedrykningspladserne.

Dirk Schuster var derimod langt fra tilfreds med sit holds indsats i hjemmebane-fiaskoen mod Kiel. ”Vi spillede alt for langsomt og lavede håbløse fejl i forsvaret” udtalte han ved pressekonferencen efter kampen.

Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – 1. FC Kaiserslautern 2-1

Hertha Berlin – SV Elversberg – søndag kl. 13.30

Efter 45 minutter lignede det en klar sejr til Hertha, da holdet var på besøg i Hannover. Florian Niederlechner og Pascal Klemens bragte berlinerne på 2-0 på to flotte oplæg af den formstærke Fabian Reese. Anden halvleg var knap kommet i gang, før den blev afbrudt pga. Hertha-fansenes brug af pyroteknik. De fik dog ikke tændt op i deres hold, da Hannover først fik reduceret og ti minutter før tid sikrede sig det ene point. Med tabet af de to point blev Hertha hængende midt i ligaen.

Højtflyvende Elversberg imponerer fortsat. Selv om Paderborn bragte sig foran efter godt 20 minutters spil, så var der aldrig tvivl om, hvem der var det stærkeste hold. Hjemme på Waldstadion an der Kaiserlinde fik Luca Schnellbacher først udlignet, inden han i starten af anden omgang bragte Elversberg foran. Paul Stock og Maurice Neubacher scorede yderligere for oprykkerne, der med sejren bragte sig op på 6. pladsen med to point op til Kiel.

Bulibolds tip: Hertha Berlin – SV Elversberg 2-2

Karlsruher SC – Hansa Rostock – søndag kl. 13.30

”Wiedergutmachung war angesagt” for KSC-spillerne, da de hjemme tog imod Nürnberg. Paul Nebel scorede sæsonens hurtigste mål, da han bragte KSC foran efter blot 11 sekunder, og selvom Nürnberg fik udlignet inden pausen, så stod der KSC på det meste. Især i anden halvleg var hjemmeholdet klart bedst. Først bragte Fabian Schleusener KSC foran 2-1, inden Budu Zivzivadze med to mål gjorde dagen perfekt for Karlsruhe, der med sejren slog et lille hul ned til stregen.

Hansa Rostock og de mange hjemmefans forsøgte forgæves at stikke en kæp i St. Pauli hjulet. Den tidligere Midtjylland angriber Junior Brumado bragte ellers værterne foran, da han udnyttede et af VAR korrekt dømt straffespark. St. Pauli slog bare fra sig med det samme og gjorde det til 1-3 på blot 14 minutter. I anden halvleg forsøgte Hansa at lægge pres på førerholdet, men de kom aldrig tættere på, end da Brumado igen scorede fra pletten.

Bulibolds tip: Karlsruher SC – Hansa Rostock 3-1

SC Paderborn 07 – Hannover 96 – søndag kl. 13.30

Paderborn-træner Kwasniok må være en bekymret mand efter at have set sit hold blive fuldstændig skilt ad i udekampen i Elversberg. Paderborn var godt med i første halvleg, der endte 1-1, men i løbet af ti minutter i anden halvleg scorede Elversberg tre gange, og så var den kamp lukket.

Hannover viste fin moral, da holdet hentede et enkelt point i hjemmekampen mod Hertha. Holdet fra hovedstaden førte ellers 2-0 ved pausen, men hjemmeholdet viste flot moral og kæmpede sig til et ganske fortjent 2-2-resultat.

Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Hannover 96 1-1

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

Ingen af de tre øverste på ”Torjäger” listen kom på tavlen i runde 14. Til gengæld rørte både Marcel Hartel, Benedikt Pichler og Christos Tzolis så meget på sig, at trioen nu deler 4. pladsen med HSV’s Laszlo Benes. Laszlos klubkammerat Robert Glatzel fører dermed stadig listen med sine ti træffere.

3. Liga

”Die Jahnelf” fra Regensburg bragte sig alene i spidsen for 3. Liga, da de slog det hidtidige tophold fra Dresden 1-0 på et mål i overtiden. Deres kamp i weekenden kommer dog til at stå stærkt i skyggen af det tragiske dødsfald til Agyemang Diawusie, der i denne uge gik bort blot 25 år gammel. Dynamoerne har stadig syv point ned til Verl og RW-Essen, der ligger på en delt 3. plads. Førstnævnte kan dog mindske det forspring, da de tager imod netop Dynamo Dresden i næste runde.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
HSV får UEFA til at ændre Målhymne til EM
Hansa Rostock, fodboldrejse, guide, Ostseestadion
Optakt til 34. og sidste runde i 2. Bundesliga – Hansa eller Wehen og dåseølsderbyet