Hamburg-holdene blev bremset, omend St. Pauli kan være tilfreds med at øge afstanden ned til HSV til tre point, da sidstnævnte tabte i Kiel. Schalke skuffede hjemme mod Elversberg og røg tilbage under stregen, mens Braunschweig overlod sidstepladsen til Osnabrück. Velkommen til optakten til runde 14 i verdens bedste næstbedste liga.
Hannover 96 – Hertha Berlin – fredag kl. 18.30
96´erne gjorde virkelig kampen bøvlet for St. Pauli i fredagens topopgør. Kampen blev afbrudt i fem minutter, da politiet stormede gæsteblokken på Millerntor, angiveligt for at hjælpe en mand, der var blevet angrebet og som liggende på jorden stadig modtog spark. Der blev brugt knipler og tåregas med det resultat, at mindst 15 fans og 17 betjente efterfølgende måtte behandles på skadestuen. Begge klubber kritiserede efterfølgende politiet for alt for voldsom brug af magt.
Hertha scorede tre gange i hjemmekampen mod KSC. Desværre for berlinerne var Deyovaisio Zeefuiks mål efter blot ti minutter i eget net. Fabian Reese og Florian Niederlechner bragte Hertha foran 2-1 inden pausen, og førstnævnte havde endda en kæmpe chance for at lukke kampen midt i anden halvleg. I stedet slog gæsterne til ti minutter før tid, og så endte det 2-2 på Berlins Olympiske Stadion.
Bulibolds tip: Hannover 96 – Hertha Berlin 2-1
Hamburger SV – Eintracht Braunschweig – fredag kl. 18.30
Holstein Kiel fortsætter med at være HSV´s “Angstgegner”. Kielerne udnyttede et straffespark i første halvleg og bragte sig endda på 2-0, inden Robert Glatzel med en ”Dobbeltpack” hen mod slutningen af kampen udlignede. Bedst som det lignede en kamp, som HSV ville vinde, så slog Kiel til, da de omsatte to omstillinger til en 4-2 sejr. HSV har dermed fortsat blot vundet én ud af syv udekampe, mens holdet hidtidige seks hjemmekampe alle har udløst tre point.
Eintracht Braunschweig fik den ønskede effekt af at ansætte Daniel Scherning som cheftræner, men det holdt dælme hårdt i bundbraget hjemme mod Osnabrück. Johan Gomez bragte Braunschweig foran efter blot 11 minutters spil, men gæsterne udlignede på straffe i første halvlegs fjerde overtidsminut. Et kvarter inde i anden omgang blev gæsterne reduceret til ti mand, og da Anton Donkor bragte hjemmeholdet foran med tyve minutter igen, lignede det en sikker sejr til Schernings mandskab. Gæsterne udlignede dog for anden gang, og for anden gang på straffe, da en bold blev sparket op på Donkors arm. Ermin Bicakcic ville det dog anderledes, da han satte indersiden på et indlæg og scorede til 3-2 i kampens 8. overtidsminut.
Bulibolds tip: Hamburger SV – Eintracht Braunschweig 4-0
VFL Osnabrück – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00
Skæbnen var hård ved begge mandskaber i den seneste runde. Osnabrück udlignede to gange Braunschweigs føringer via straffespark. Først gjorde Michaël Cuisance det til 1-1 i første halvleg, men da han undervejs løb ind i sit andet gule kort, måtte Erik Engelhardt tage det næste. Det rakte bare ikke, da værterne scorede et mål i dommerens overtid. Osnabrück har efterfølgende fyret træner Tobias Schweinsteiger. Tim Danneberg og Martin Heck er foreløbig ansat som ny trænerduo.
Magdeburg er gået helt i stå. De startede ellers fint i hjemmekampen mod Hansa, da Herbert Bockhorn sørgede for en pauseføring på 1-0. Gæsterne udlignede dog i anden halvlegs første minut, og Magdeburgs Connor Crempicki gjorde ondt værre, da han scorede i eget net fire minutter før tid. Det var Magdeburgs ottende kamp i træk uden sejr, og de ligger kun over stregen pga. en marginal bedre målscore end Schalkes. Jeg er sikker på, at Magdeburg træner Christian Titz godt ved, hvordan man forsøger at løse kriser i fodboldens verden, og at dermed også ved, at han skal have noget med hjem fra dette opgør.
Bulibolds tip: VFL Osnabrück – 1. FC Magdeburg 1-1
SV Elversberg – SV Paderborn 07 – lørdag kl. 13.00
Elversberg tog endnu engang fusen på en af de store, da holdet foran 61.000 tilskuere stak af med alle tre point på Veltins Arena. Paul Stock og Jannik Rochelt bragte gæsterne foran i løbet af kampens første 20 minutter, og selv om Schalke fik reduceret efter en god halv time, så forsvarede Elversberg dygtigt og også lidt heldigt de tre point hjem.
Paderborn har spillet godt på det seneste, men var chanceløse hjemme mod et yderst veloplagt Nürnberg-mandskab, der slog Paderborn for ottende gang ud af de sidste ti indbyrdes opgør. Gæsterne gik således til pause foran 3-0, og selv om de blev reduceret til ti mand et kvarter inde i anden halvleg, og Paderborn fik reduceret ved Adriano Grimaldi lidt senere, så var gæsternes sejr aldrig i fare.
Bulibolds tip: SV Elversberg – SV Paderborn 07 1-1
FC Hansa Rostock – FC St. Pauli – lørdag kl. 13.00
“Die Kogge” vandt en meget vigtig sejr ude mod Magdeburg inden landskampspausen, da holdet vekslede en 1-0-føring til hjemmeholdet til et 1-2 resultat i anden halvleg, hvor Dennis Dressel scorede i det 46. minut, og hvor Magdeburg var så venlige at score et selvmål kort før tid. Med sejren kravler Rostock op på 13. pladsen med 16 point.
St. Pauli havde det svært i hjemmekampen mod et veldisciplineret Hannover-mandskab. ”Die Kiezkicker” var bedst på alle parametre bortset fra det, som virkelig gælder og fik således blot et point ud af anstrengelserne. Nu gælder det en ikke helt let udekamp i Rostock i, hvad der ofte er betegnet som ”Das Politisches Derby”. Navnet stammer fra tiden kort efter Genforeningen, hvor en ikke uvæsentlig del af Rostocks fanbase havde tydelige nynazistiske holdninger. St. Paulis fans er kendte som nogle af de mest venstreorienterede og anti-fascistiske i Tyskland.
Bulibolds tip: FC Hansa Rostock – FC St. Pauli 1-3
Fortuna Düsseldorf – Schalke 04 – lørdag kl. 20.30
Daniel Thiounes Düsseldorf mandskab er lidt svære at blive klog på. Fremragende indsatser især på hjemmebane bliver ofte afløst af blodfattige kampe og således også i udekampen mod Greuther Fürth, som blev tabt 0-1. Thioune var inden kampen inde på, at den ville blive en vejviser om, i hvilken retning tingene ville gå for Fortuna. Med nederlaget ligger Rhinlænderne nu på 4. pladsen med et point op til Hannover.
Schalke skuffede efter to sejre i træk i hjemmekampen mod oprykkerne fra Elversberg, der hurtigt bragte sig foran 2-0. Kenan Kamaran fik reduceret inden pausen, men foran 61.000 tilskuere på en vanligt udsolgt Veltins-Arena lykkedes det gæsterne at holde Schalke fra fadet og tage alle tre point med hjem. Schalke røg med nederlaget retur ned på 16. pladsen.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf – Schalke 04 3-0
Greuther Fürth – Wehen Wiesbaden – søndag kl. 13.30
I det første af søndagens tre opgør mødes to af ligaens mest formstærke mandskaber. Fürth har vundet de sidste fire hjemmekampe, mens Wehen har vundet deres fire seneste kampe. Alexander Zorniger var da også fint tilfreds med Fürths 1-0-sejr mod Düsseldorf, hvor Rober Wagner blev matchvinder med sit mål kort inde i anden halvleg. ”Vi stod godt defensivt, men jeg savnede mere fart i angrebsspillet” udtalte den tidligere Brøndby-træner efter kampen.
Wehen imponerer fortsat, omend holdet var en smule heldige med hjemmesejren mod K´lautern. Gæsterne var bedst i første halvleg og gik da også til pausen med en 0-1-føring, men i anden viste Wehen noget af den snuhed og held, der skal til, hvis man skal vinde den her slags kampe. Først blev Thijmen Goppels skud afrettet, og siden blev van Prtajins frispark afrettet af muren med det resultat, at begge skud efterlod gæsternes målmand i den gale side af målet. Wehen er nu helt oppe på 21 point – to færre end Hannover på 3. pladsen.
Bulibolds tip: Greuther Fürth – Wehen Wiesbaden 1-0
1. FC Kaiserslautern – Holstein Kiel – søndag kl. 13.30
De røde djævle er med nederlaget i Wehen foreløpig ude af topkampen, men der er dog kun fem point op til rundens modstander Kiel, der lige nu indtager 3. pladsen.
Dirk Schusters mandskab var ikke heldige i kampen mod Wehen, men som han selv kom ind på efter kampen, så skal man altså også selv opsøge heldet, og her var K´lautern for passive.
Kiel derimod vandt vel sæsonens vigtigste sejr, da storkene sendte HSV retur med et 4-2 nederlag. Steven Skrzybski, der var tilbage i værternes startopstilling, udnyttede i første halvleg et straffespark, og da Benedikt Pichler et lille kvarter inde i anden halvleg gjorde det til 2-0, lignede det en klar hjemmesejr, da Kiel var det klart bedste mandskab. HSV fik dog mere og mere fat i spillet og fik endda udlignet med to mål på ni minutter. I kampen afslutning udnyttede først Finn Porath og siden Jonas Sterner svagt HSV-opspil og sørgede for en fortjent hjemmesejr.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – Holstein Kiel 2-1
Karlsruher SC – 1. FC Nürnberg – søndag kl. 13.30
Ved pausetid så det sort ud for KSC i udekampen mod Hertha. Trods en tidlig føring via et selvmål måtte Karlsruherne gå til pause bagude med 1-2 og lå dermed alene på 16. pladsen. I anden halvleg var det fortsat hjemmeholdet, der pressede og bl.a. ramte indersiden af gæsternes stolpe, men i det 81. minut sørgede Leon Jensen for, at gæsterne kunne tage et point med hjem, da han udlignede til kampens slutresultat 2-2.
Christian Fiél har altså gang i noget godt med sit unge Nürnberg hold. Udekampen mod Paderborn blev lukket allerede i første halvleg, da Jens Castrop, Kanji Okunuki og Lukas Schleimer sørgede for en pauseføring på 3-0 til ”Der Club”. Så gjorde det intet, at værterne vandt anden omgang med 1-0. Med sejren er Nürnberg oppe blandt i alt fem hold i forfølgerfeltet, der alle har 21 point.
Bulibolds tip: Karlsruher SC – 1. FC Nürnberg 2-2
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
HSV´s Robert Glatzel var den eneste i toppen, der rørte på sig i sidste weekend, da han lavede begge HSV´s mål i nederlaget i Kiel. Dermed overtager han førstepladsen fra Herthas Tabakovic.
3. Liga
Dynamo Dresden tabte lidt overraskende med 1-0 i Saarbrücken, og da Regensburg, RW-Essen og Verl alle vandt, blev kampen om oprykning fortættet. Dynamoerne ligger dog stadig på førstepladsen med samme pointtal som Regensburg. Netop de to mødes søndag på Rudolf-Harbig-Stadion i Leipzig.
Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten
- Optakt til 15. runde i 2. Bundesliga: To Labbadia or not?
- Oddsnet.com deler deres mening om oddsene for dette års Bundesliga-kampe
- Optakt til Bundes Manager runde 12: De svære valg
- Optakt til runde 14 i 2. Bundesliga: Farvel til Steffen Baumgart – Ak og ve, HSV
- Guide: Kør-selv til fodbold i Dortmund og München