Så ruller bolden endelig igen i den bedste tyske række, og det betyder jo samtidig en frisk start i Bundes Manager. Modsat PL-spillet, hvor det er rimeligt at diskutere, om Haaland skal med eller ej, så er der ingen vej udenom Harry Kane, hvis du vil gøre dig i forårets spil.
Ydermere, så har Bayern en dobbeltrunde i runde to, så du bør købe alt det Bayern, som du kan komme i nærheden af. Da man som bekendt kun må stille med fire spillere fra mestrene, så skal man finde andre, og især billigere spillere, og her er især Bochum og Mainz interessante. Begge klubber starter med to hjemmekampe, hvorefter der venter en svær udekamp. Jeg går Bochum-vejen.
Målmand
Manuel Riemann (3,5 mio.) Bochum
VfL starter hjemme mod Werder og tager imod Stuttgart i runde to. Kampen mod sidstnævnte virker på papiret svær, men jeg tror Stuttgart har overpræsteret i efteråret, og de må undvære den helt store måltyv Guirassy.
Forsvar
Sepp van den Berg (2,5 mio.) Mainz
Den tidligere Liverpool-spiller er fast mand i Mainz´ midterforsvar. Den høje hollænder er også med fremme ved alle dødboldsituationer, hvilket kastede et enkelt mål af sig i efteråret.
Keven Schlotterbeck (3 mio.) Bochum
Storebroderen til BVB´s Nico Schlotterbeck er Bochums forsvarschef. Samtidig er han en spiller med masser af X-faktor. I efteråret scorede han en enkelt gang og lavede en assist, men i 2-0-sejren over Vitesse op til forårssæsonen noterede han sig for begge mål.
Mathias de Ligt (4,5 mio.) Bayern München
Bayerns billigste starter i forsvaret. Samtidig får du en høj fyr, der sagtens kan score efter en dødbold.
Midtbane
Robin Hack (2,5 mio.) Borussia Mönchengladbach
Endnu en spiller, som jeg ikke er sikker på starter. Hack scorede dog i sidste træningskamp, så jeg forventer, at Seoane giver ham pladsen som venstre wing.
Joshua Kimmich (6 mio.) Bayern München
Efter et efterår, der delvist blev spoleret af skader og en masse snak om de to store i Spanien, har Kimmich erklæret Bayern sin troskab. Det må da kaste en masse oplæg og et par mål af sig.
Aleksandar Pavlovic (3. mio) Bayern München
Den unge tysker imponerer alt og alle i München. Han kommer langt fra til at starte i alle kampe, men med prisen i mente, så regner jeg med at have ham på mit hold gennem hele foråret.
Matus Bero (2,5 mio.) Bochum
Da Takuma Asano er afsted med det japanske landshold, ligner det en fast plads som højre wing for Bochums slovak. En midtbanespiller, der indtager en angrebsplads og kun koster 2,5 mio. er da tæt på et fund.
Angreb
Patrik Schick (5,5 mio.) Bayer Leverkusen
Da ”Die Werkself” må undvære Boniface, der har raget en slem muskelskade til sig i forberedelserne til de afrikanske mesterskaber, ligner det at Schick får pladsen helt fremme. Han gjorde da også fint opmærksom på sig selv, da han sluttede efteråret af med et hattrick. Schick kommer nok til at dele spilletiden med landsmanden Hlozek, men jeg er overbevist om, at førstnævnte starter inde.
Goncalo Paciencia (3 mio.) Bochum
Når han er klar, er Paciencia Bochums bedste bud som spidsangriber. Han har været småskadet og måtte stå over i træningskampene mod Groningen og Vitesse, men er meldt klar til kampen mod Bremen.
Harry Kane (14 mio.) Bayern München
Du SKAL have englænderen med, hvis du altså ikke vil sættes af fra start. Han figurerer i skrivende stund på 52 procent af holdene, og det er der 21 gode grunde til.
Mit anførervalg
Der er ingen vej udenom Harry Kane.
Foto: holdet.dk