bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 10. spillerunde i 2. Bundesliga – Stikker St. Pauli af, og revolutionerer Fortuna Düsseldorf fodbolden?
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle

Efter endnu en magtdemonstration ligger holdet fra den brune bydel i Hamburg alene i spidsen af ligaen. HSV undgik med nød og næppe endnu et nederlag hos en oprykker, men kunne bestemt også have vundet.
Bundstriden ligner mere og mere en femkamp om at undgå nedrykning, hvor det ser sort ud for især Braunschweig. Velkommen til optakten til 10. runde i verdens bedste næstbedste liga.

SV Elversberg – Eintracht Braunschweig – fredag kl. 18.30

Som ventet kunne Braunschweig ikke stille det store op, da de fik besøg af Paderborn før landskampspausen. Holdet spiller egentlig fint med, men får ikke slået kapital ud af de chancer, som løverne tilspiller sig. Paderborn var derimod helt anderledes kyniske og bragte sig i løbet af kampens første halve time foran 2-0. Hjemmeholdets Robert Ivanov fik ganske vist reduceret inden pausen, men mere blev det ikke til for Jens Härtels tropper, der må håbe, at Anthony Ujah snart bliver klar.
Elversberg fik et enkelt point med hjem fra Kiel, og det var bestemt godkendt. Saarlændernes målmand Nikolas Kristof leverede gennem det meste af første halvleg små mirakler, som holdte oprykkerne inde i kampen. I det 44. minut gik den dog ikke længere, og hjemmeholdet kunne fortjent bringe sig foran efter en dødbold. Billedet fortsatte i anden halvleg, men pludselig fangede gæsternes Luca Schnellbacher Kiels målmand lige lovligt langt ude, og så stod det 1-1. En stilling som gæsterne trods voldsomme Kiel angreb bevarede kampen ud. Oprykkerne er nu ubesejrede i fem kampe og indtager en solid 11. plads med fem point ned til stregen.
Bulibolds tip: SV Elversberg – Eintracht Braunschweig 3-1

Hannover 96 – 1. FC Magdeburg – fredag kl. 18.30

Fredagens anden kamp er et semi-lokalopgør mellem to hold, der begge måtte gå skuffede fra banen senest.
Magdeburg var i hjemmekampen mod KSC det klart bedste hold, men gæsterne udnyttede en opspilsfejl til at bringe sig foran efter blot 11 minutter. FCM fik dog udlignet, da Luc Castaignosscorede på tæt hold efter et hjørnespark, men ud over et par fine forsøg af Ito og Schuler, så kom Magdeburg ikke frem til det store.
Hannover kom foran i udekampen mod K’lautern i en kamp, hvor Håvard Nielsen tog overskrifterne. Først bragte han Hannover foran efter et godt kvarter, men i kampens tillægstid måtte han indkassere et direkte rødt kort efter et groft frispark. I mellemtiden havde K’lautern bragt sig foran 2-1 og vandt kampen med 3-1 efter en scoring i overtiden. Hannovers træner Stefan Leitl mente efter kampen, at hans hold havde spillet godt men var uheldige med visse kendelser fra kampens dommer. Hannover må nu nøjes med rollen som forfølger i toppen, hvor de ligger to point efter netop Kaiserslautern.
Bulibolds tip: Hannover 96 – 1. FC Magdeburg 2-2

VFL Osnabrück – Wehen Wiesbaden – lørdag kl. 13.00

I den første af lørdagens tidlige opgør mødes to af oprykkerne i en vigtig duel, hvor vinderen kan tage et stort skridt i bestræbelserne på at undgå nedrykning.
Siden det forfærdelige 7-0-nederlag i Hannover, har Tobias Schweinsteigers mænd faktisk ikke tabt. Senest blev det til et flot 1-1-resultat i Düsseldorf via en sen udligning af gæsternes Erik Engelhardt, der nu er oppe på i alt fire træffere. Kampen var dog tæt på at ende i en tragedie, da en Osnabrück-fan faldt flere meter ned fra den øvre tribune. Paramedicinere var dog hurtigt til stede, og senere kunne VFL meddele, at han var uden for livsfare. Episoden kastede dog en tung skygge over kampen, der blev spillet i en usædvanlig rolig atmosfære.
Bulibolds tip: VFL Osnabrück – Wehen Wiesbaden 1-0

SC Paderborn 07 – FC St. Pauli – lørdag kl. 13.00

Inden sæsonen havde mange regnet med, at Lukas Kwasnioks Paderborn ville spille med om oprykningen. Efter en frygtelig start med masser af skader og en voldtægtsanklage hængende over Kwasnioks hoved, er Paderborn stille og roligt ved at nærme sig toppen. Holdet havde ingen problemer med at vinde 3-1 i Braunschweig og er nu ubesejrede i fire kampe i træk. Mattes Hansen, Raphael Obermair og Filip Bilbija stod for gæsternes mål.
I lørdagens kamp skal Paderborn op mod ligaens eneste fortsatte ubesejrede hold St. Pauli. ”Die Kiezkicker”, der tidligere på sæsonen havde problemer med at omsætte chancer til mål, nedsablede stakkels Nürnberg i en kamp på Millerntor, hvor træner Fabian Hürzeler så sit mandskab score fire gange efter pausen. Elias Saad, som St. Pauli inden sæsonen hentede hos Regionaligaholdet fra Norderstedt, gjorde det til 1-0 før pausen, og selv om Nürnberg udlignede, så var der aldrig tvivl om kampens udfald. Johannes Eggestein noterede sig for en ”Doppelpack” i starten af 2. halvleg, inden Etienne Amenyido og Connor Metcalfe lukkede og slukkede med hver sin scoring i overtiden.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – FC St. Pauli 1-3

HSV – Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00

Den tidligere ”Dino der Bundesliga” fra HSV har sit hyr med 2. Bundesligas tre oprykkere samt med at holde snor i bysbørnene fra St. Pauli.
Udekampen hos Wehen var en kontrolleret affære, hvor HSV var toneangivende uden dog at komme frem til de helt store chancer. I stedet slog hjemmeholdet til ni minutter før tid, hvorfra det lignede, at HSV skulle tabe hos 3. oprykker på stribe. Miro Muheim fik dog udlignet i det 89. minut, og i dommerens 8. overtidsminut havde Laszlo Benes chancen for at afgøre kampen for gæsterne. Han høvlede dog et korrekt dømt straffespark på overliggeren, og så måtte ”Die Rothosen” stille sig tilfredse med et enkelt point.
Greuther Fürth vandt en vigtig sejr hjemme over Hansa Rostock, der endda var så venlige at score kampens enlige mål i første halvleg. Resultatet var dog fortjent efter en kamp, hvor der stod Fürth på det meste, og hvor gæsterne udelukkende spekulerede i kontraangreb, der bare aldrig rigtig blev farlige.
Bulibolds tip: HSV – Greuther Fürth 2-0

Fortuna Düsseldorf – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 20.30

Lørdagen rundes af med et topopgør, selvom Düsseldorf ikke forvaltede den førsteplads, som klubben indtog efter runde seks, særlig godt. I de efterfølgende tre kampe er det blot blevet til to point, og senest måtte Fortuna nøjes med et point hjemme mod bundholdet fra Osnabrück. Efter en målløs første halvleg lykkedes det hjemmeholdets Emmanuel Lyoha at finde netmaskerne efter en times spil for blot at se gæsterne stjæle et point i kampens sidste minut.
K’lautern var derimod ikke uheldige med deres sejr hjemme over Hannover. Gæsterne kunne sagtens have lukket kampen i første halvleg, men i stedet udnyttede Boris Tomiak et kontroversielt dømt straffespark i halvlegens overtid til at bringe balance i tingene. Aaron Opoku sørgede for 2-1 målet midt i anden halvleg, inden Tomiak lukkede kampen med sin anden scoring på straffespark. Dirk Schuster må have fundet sin nye skytte fra pletten efter at både Kevin Kraus og Terrence Boyd brændte i forrige kamp. Læg iøvrigt mærke til, at dette er første kamp i pilotprojektet ”Fortuna Für Alle”, hvorfor der er gratis adgang for alle til denne kamp.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf – 1. FC Kaiserslautern 2-1

Hansa Rostock – Holstein Kiel – søndag kl. 13.30

Søndagens tre opgør sparkes i gang med en kamp mellem to havnebyer helt mod nord. Hos Hansa er man garanteret kisteglad for de 12 point, som klubben allerede har i hus, for spillet er dælme ikke godt for tiden. I udekampen mod Fürth skulle vi helt hen til kampens 89. minut, før Brumado for alvor testede hjemmeholdets målmand, og det var da også en nøgtern Alois Schwartz, der efter kampen konstaterede, at det ville have været tyveri ved højlys dag, hvis Hansa havde fået 1-1 i den kamp.
Kiel kunne med en sejr over Elversberg være sprunget helt op på andenpladsen. Kiel træner Marcel Rapp måtte efter kampen begræde, at kielerne kun gik til pause foran 1-0 på det mål, som forsvarsspilleren Timo Becker scorede i det 44. minut. Steven SkrzybskiTom Rothe og Finn Porathhavde alle kæmpe chancer, men måtte se en yderst veloplagt Elversberg-målmand tage deres forsøg. I stedet slog gæsterne til og snuppede et ufortjent point.
Bulibolds tip: Hansa Rostock – Holstein Kiel 0-2

1. FC Nürnberg – Hertha Berlin – søndag kl. 13.30

”Der Club” fik for alvor ørerne i St. Pauli maskinen. Kanji Okunuki udlignede godt nok til pausestillingen 1-1, da han udnyttede en af hamburgernes sjældne fejl, men der var aldrig tvivl om, hvem der vandt den kamp.
Hertha forværrede derimod Schalkes krise, da klubben fra hovedstaden slog ”Die Knappen” med 2-1. Smail Prevljak og Fabian Reese scorede Herthas mål på hver side af pausen. Hjemmeholdet fik reduceret kort før tid, men Hertha, der havde Gustav Christensen på banen i de sidste ni minutter, red stormen af og kunne tage tre point med hjem.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Hertha Berlin 2-2

Karlsruher SC – Schalke 04 – søndag kl. 13.30

Det lykkedes KSC at få et point med hjem fra en svær udebanekamp i Magdeburg. Gæsterne gik endda i front efter kun 11. minutter, da Fabian Schleusener opfangede en bold kort inde på Magdeburgs banehalvdel og med et smukt indersidespark passerede hjemmeholdets målmand. Magdeburg fik udlignet kort efter pausen, og herefter gjaldt det udelukkende om at få et point med hjem for KSC, der aldrig forsømte en lejlighed til at tage tempoet ud af kampen. KSC ligger nu nummer 14 med ni point, mens gæsterne til dagens opgør har sølle syv point på kontoen.
Det kører bare ikke for Schalke, og interimstræner Matthias Kreutzer følte da også kun tomhed efter hjemmebanenederlaget til Hertha. Han var egentlig tilfreds med holdets indsats, men erkendte, at Yusuf Kabadayis scoring kom for sent i kampen til, at Schalke for alvor kunne true berlinerne.
Bulibolds tip: Karlsruher SC – Schalke 04 1-1

Topscorerlisten

Her kunne jeg blive fristet til at henvise til sidste optakt. Ingen spillere på listens øverste pladser kom nemlig på tavlen i den seneste runde.

3. Liga

I den 3. bedste række holder man ikke landskampspause, så her er der spillet to runder siden sidst. Dynamo Dresden fik lidt skuffende kun 0-0 hjemme mod 1860 München, men sachserne vandt efterfølgende 3-2 ude mod oprykningskonkurrenterne fra Ulm. Regensburg klatrede efter to sejre op på 2. pladsen og er nu tre point efter Dynamo. Aue fik fire point i de seneste to kampe og ligger nummer tre.
I bunden ser det lidt sort ud for den gamle traditionsklub MSV Duisburg. Holdet fik dog skabt kontakt til de øvrige i bundstriden efter at have slået Unterhaching 1-0 hjemme.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!