bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Schalke 04 – Borussia Mönchengladbach

Optakt: Schalke 04 – Borussia Mönchengladbach

Optakt, Schalke 04

I en tysk klassiker kan Tedescos tropper med en sejr sikre sig Champions League-fodbold til næste sæson. Gæsterne kan også fortsat nå de europæiske pladser, men det kræver point i Gelsenkirchen

Kampfakta:

Spillested: Veltins-Arena, Gelsenkirchen

Dommer: Osmers

Kamptidspunkt: Lørdag 15:30

TV: bulibold.dk

Holdnyt:

Schalke 04:

Det begyndte godt, men endte som noget af en skuffelse, da ”Die Königsblau” i søndags smed en 2-0-føring på udebane til Köln. En præstation som Tedesco efterfølgende omtalte som arrogant.

Alligevel ser det rigtig godt ud for Schalke i deres kamp om Champions League. En sejr mod Gladbach vil endegyldigt sikre en top 4 placering, men selv hvis de ikke skulle sikre kvalifikationen i lørdagens kamp, så vil de stadig have en udekamp mod Augsburg eller en hjemmekamp mod Eintracht Frankfurt i sidste runde til at sætte det på plads.

En sejr søndag vil altså være nok, men Tedesco skal forsøge at sikre de tre point, uden de langtidsskadede Baba Rahman og Nastasic, mens evigt uheldige Embolo er ny mand på skadeslisten.

Max Meyer er spilleklar, selvom han har siddet ude i de sidste par kampe. Han og Schalke har ikke formået at blive enige om en forlængelse af den kontrakt, der udløber til sommer, og spørgsmålet er, om han måske har spillet sin sidste kamp for de kongeblå.

I midtugen slettede han om ikke andet S04 fra sine konti på de sociale medier.

Borussia Mönchengladbach:

Dieter Hecking fik skovlen under sin tidligere arbejdsgiver, da Gladbach i sidste rundes fredagskamp slog Wolfsburg med 3-0 efter en fornem første halvleg. Et opgør hvor Vestergaard spillede en stor kampe og for femte gang i denne sæson fik en plads på ugens hold i kicker.

Det har i lang tid set ud som om, at ”die Fohlen” havde udspillet deres rolle i denne Bundesliga-sæson, men med sejren i sidste weekend og Eintracht Frankfurts formdyk på det seneste, så kan der sagtens blive kamp om den 7.-plads, der måske kan give adgang til Europa League.

Gladbach har godt nok en svær kamp lørdag, men de to resterende opgør hedder Freiburg hjemme og HSV ude. Det kommer nok til at kræve tæt på maksimalt udbytte af de sidste tre runder, hvis det skal lykkes, men det er en mulighed i en evigt uforudsigelig Bundesliga.

Doucoure, Herrmann, Fabian Johnson og Raul Bobadilla mangler for Gladbach, men ellers lysner det så småt på skadesfronten. Vestergaard, Kramer og Zakaria er i øvrigt i karantænefare.

Karantæner:

Schalke 04: Ingen

Borussia Gladbach: Ingen

Bud på startopstillinger:

Schalke 04: Fährmann; Stambouli, Naldo, Kehrer; Caligiuri, Goretzka, McKennie, Oczipka; Di Santo; Burgstaller, Konoplyanka

Borussia Gladbach: Sommer; Elvedi, Ginter, Vestergaard, Wendt; Kramer, Zakaria; Hofman, T. Hazard; Stindl, Rafael

Vidste du, at…:

Schalke har i Bundesliga-regi nu scoret 25 kampe i streg, hvilket aktuelt er den længste målstime for et hold i Bundesligaen?

Dom:

Vi tror på, at Schalke sætter tingene på plads i dag og vinder med 3-1.

Vil du en tur til Gelsenkirchen og opleve den forrygende stemning i Schalke, så se her, hvordan du får billetter til deres kampe

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane
HSV, oprykning
Optakt til 10. runde i 2. Bundesliga: Kong Klose og HSV som HSV?