bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt og spiltips – runde 7: Hvem går på landsholdspause med en god smag i munden?

Optakt og spiltips – runde 7: Hvem går på landsholdspause med en god smag i munden?

Optakt Bayern Hoffenheim

Flyvende Bayern München, vaklende Dortmund samt et spændende opgør mellem Leipzig og Leverkusen er, hvad vi blandt andet har på menuen i denne weekend i Bundesligaen.Du finder optakt til rundens mest seværdige kampe her.

 

Optakt: Bayern München – Hoffenheim

Kampfakta
Spillested: Allianz-Arena, München
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Tobias Stieler
TV: Xee

Weltklasse, er det første, der dukker frem i hukommelsen, når man ser tilbage på Bayern Münchens Champions League-kamp i midtugen ude mod Tottenham. En sejr på hele 7-2 tog Bayern med hjem til München, og de slog for alvor fast, at de skal tages seriøs i den turnering i år. Serge Gnabry var fuldkommen flyvende i den kamp med vanvittige fire mål, og så var Lewandowski atter på et vildt højt niveau, mens Philippe Coutinho også imponerede for Bayern.

Selvtillidsbølgen skal Niko Kovac’ mandskab formå at ride videre på, og i Bundesligaen ser det også bedre og bedre ud for Rekordmestrene. Leipzig tabte for første gang i denne sæson ude mod Schalke i sidste runde, hvilket betød, at Bayern kom op på førstepladsen, og faktisk er Bayern – sammen med Wolfsburg – de to eneste hold i Bundesligaen, der ikke har tabt en kamp endnu.

Generelt kører det hele på skinner for Bayern i øjeblikket, der bare skal forsøge at fortsætte med at spille på det høje niveau, som de især viste i Champions League. Afslutningerne var eminente, og der er da heller ikke meget, der tyder på, at Hoffenheim skal have point på Allianz-Arena.

Gæsterne fra Hoffenheim har nemlig fået en skidt start på sæsonen med kun en enkelt sejr i de første seks kampe, hvilket betyder, at de indtager 12. pladsen i Bundesligaen. I sidste uge fik de også ørerne i maskinen hjemme mod Gladbach med et 0-3-nederlag, og generelt ser det bare svært ud for lørdagens gæster, der ikke har slået Bayern siden september 2017.

Hoffenheim har også skulle kigge langt efter mål i denne sæson, da de kun har scoret sølle fire mål i de første seks kampe. Et af de få lyspunkter for træner Alfred Schreuder er, at anfører Kevin Vogt ser ud til at være klar igen, efter han ikke var med mod Gladbach grundet sygdom. Robert Skov kan meget vel glide ud af startopstillingen efter han har spillet de sidste to kampe fra start som henholdsvis venstre back og venstre wingback.

Bud på startopstillinger

Bayern: Neuer (c) – Pavard, Süle, Boateng, Alaba – Kimmich, Thiago – Gnabry, Coutinho, Coman – Lewandowski
Hoffenheim: Baumann – Posch, Vogt (c), Hübner – Kaderabek, Rudy, Grillitsch, Geiger, Stafylidis – Locadia, Bebou

Vidste du, at…:

Bayern München har aldrig tabt en hjemmekamp mod TSG Hoffenheim. Det er blevet til sejr i ni ud af 11 hjemmekampe, hvor Bayern har lavet 35 mål og kun lukket ni ind.

Dom:

Vi levner ikke Hoffenheim de store chancer, og Bayern er uhørt godt kørende i øjeblikket. Selvtilliden er i top især efter midtugens flotte sejr, og offensiven stråler – især nu når Philippe Coutinho har fundet sig rette på holdet. Det kan godt blive en grim eftermiddag for Hoffenheim, 4-0 til Bayern München.

www.scfreiburg.com

Optakt: Freiburg – Dortmund

Kampfakta
Spillested: Schwarzwald-Stadion, Freiburg
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Sven Jablonski
TV: TV3 Max

Freiburg har fået en kanon start på denne sæson, hvor det er blevet til fire sejre, en enkelt uafgjort og kun et nederlag. Christian Streichs mandskab ligger da også på en velfortjent tredjeplads, men det er meget tæt i toppen, derfor kan pointtab hurtigt vende op og ned på billedet. Lørdag venter en meget svær udfordring, når Borussia Dortmund venter – dog på hjemmebane – hvor Freiburg skal forsøge at bide skeer med en af mesterskabsbejlerne.

Ikke desto mindre har Freiburg fået den bedste start på ligaen i klubbens historie, og det er et hold sprængtfyldt med selvtillid, der møder Dortmund. Freiburg-mandskabet skal dog ikke kigge i historiebøgerne forud for mødet med BVB, da lørdagens hjemmehold ikke har vundet de seneste 16 kampe mod BVB.

Dortmund formåede i midtugen at hente en 2-0-sejr ude mod Slavia Prag i Champions League, men resultatet lyver i den grad. Die Schwarzgelben imponerede langt fra, og det var stort set kun Hakimi og Thomas Delaney, der kunne være deres indsats bekendt i Tjekkiet. Defensivt var Dortmund rystende, og afleveringerne var bestemt ikke på det vanlige niveau, men en sejr er en sejr, og den fik Lucien Favres mandskab i hus onsdag aften.

BVB kommer da også med to uafgjorte kampe i træk i bagagen fra Bundesligaen, og det kan bestemt også ses i tabellen. Her er Dortmund nemlig røget helt ned på 8. pladsen i Bundesligaen, men man skal dog have in mente, at det er utrolig tæt i toppen, og faktisk er der kun tre point mellem nr. 9 og 2, så pointene er meget afgørende i øjeblikket.

Dortmund har også brug for en sejr ude mod Freiburg, da de generelt går et halvsvært program i møde, da Gladbach venter i næste runde, mens Inter venter den 23. oktober i Champions League. Den 26. oktober skal man i den grad skrive sig bag øret, da der her er Revierderby på menuen, hvor BVB i den grad har noget at revanchere fra sidste sæson.

Samtidigt vil det også gøre landsholdspausen væsentlig sjovere for Dortmund med en sejr end et pointtab, som de allerede har haft for mange af i indeværende sæson.

Bud på startopstillinger

Freiburg: Schwolow – Lienhart, Koch, Heintz – Schmid, Frantz (c), Höfler, Günter – Haberer, Petersen, Waldschmidt
Dortmund: Bürki – Piszczek, Akanji, Hummels, Hakimi – Witsel, Delaney – Sancho, Reus (c), Hazard – Götze

Vidste du, at..:

formstærke Luca Waldschmidt fik sin debut mod netop Dortmund for Eintracht Frankfurt tilbage i april 2015? Lørdag kan den tyske angriber lave sit 13. mål i de 14 seneste kampe for klub og landshold.

Dom:

Dortmund er ved at være lidt presset, hvis ikke Bayern allerede nu skal stikke helt af, derfor er det et must, at der kommer tre point på kontoen lørdag eftermiddag mod et formstærkt Freiburg-mandskab. Vi tror dog på, at BVB snupper de tre point i det, der sagtens kan gå hen og blive et underholdende opgør, 3-1 til gæsterne fra Ruhr-distriktet.

Foto: bayer04.de

Optakt: Leverkusen – Leipzig

 

Kampfakta
Spillested: BayArena, Leverkusen
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Marco Fritz
TV: Viaplay

RB Leipzig har set uovervindelige ud, men Schalke chokerede i sidste runde ved at snuppe alle tre point ude mod Leipzig, og de viste i hvert fald, at det kan lade sig gøre at slå Nagelsmanns mandskab. Det håb skal Leverkusen forsøge at leve videre på, for gæsterne må ikke desto mindre betegnes som værende favoritter. Selvom det i midtugen blev til et klart nederlag i Champions League ude mod Juventus, har Peter Bosz’ mandskab alligevel grund til at være optimistiske. De kommer nemlig med to sejre fra de to seneste runder, og stortalentet Kai Havertz kom også på tavlen mod Augsburg i sidste runde.

Peter Bosz må dog undvære Leon Bailey til den svære kamp mod Leipzig, da han er ude med en skade, mens Lars Bender er tvivlsom.

RB Leipzig og Yussuf Poulsen tabte altså for første gang i indeværende sæson i sidste spillerunde hjemme mod Schalke med 3-1, og i midtugen tabte Nagelsmanns mandskab også til Lyon i Champions League. Det er umiddelbart ikke den bedste måde at gå ind til opgøret mod Leverkusen mod, men ikke desto mindre er der fortsat masser af selvtillid og ikke mindst spillelyst hos Leipzig-mandskabet.

Det har bestemt været en mere end godkendt sæsonstart for Die Roten Bullen, der fortsat indtager andenpladsen i Bundesligaen. Men, som vi har nævnt et par gange, er det meget tæt i feltet fra nr. 2-9, og derfor kan ethvert pointtab blive meget afgørende – også for Leipzig. Der er næsten også garanti for underholdning, når de to mandskaber tørner sammen lørdag, kl. 15.30, da der i det seneste tre indbyrdes kampe er blevet scoret 14 mål.

Bud på startopstillinger

Leverkusen: Hradecky – Weiser, Tah, S. Bender, Wendell – Baumgartlinger, Aranguiz – Havertz, Amiri, Volland (c) – Alario
Leipzig: Gulacsi – Mukiele, Upamecano, Orban (c) – Klostermann, Sabitzer, Laimer, Forsberg, Halstenberg – Poulsen, Werner

Vidste du, at..:

ingen tysk spiller har været så involveret i mål i dette kalenderår som Leverkusens Kevin Volland, der enten har scoret eller haft næstsidste fod på 20 mål i 2019?

Dom:

Det tegner til at blive et underholdende opgør, hvor vi dog har Yussuf Poulsens Leipzig som en lille favorit. 2-1 til Leipzig.

 

You may also like
De tyske holds muligheder i Champions League efter 1. runde
Optakt 5. runde: Kan Köln drille Bayern, og hvem af Dortmund og Leipzig gør det bedst på udebane
Optakt og spiltips 4. runde: Mesterskabsduel, derby og offensiv slagudveksling
Podcast: Den store sæsonoptakt til Bundesligaen

Skriv et svar