Det er kampen mellem sidste sæsons nr. 2 og nr. 1, når Leipzig lørdag aften skal forsøge at byde rekordmestrene fra Bayern op til dans foran et rekordstort antal tilskuere.
Kampfakta:
Spillested: Red Bull Arena, Leipzig
Kamptidspunkt: Lørdag 18:30
TV: TV3 Sport
RB Leipzig
Selvom dette opgør anses for at være en af de største kampe, når Bundesliga-kalenderen offentliggøres, så er det ikke, fordi det på papiret er ein Topspiel. Leipzig har nemlig ikke ligefrem fået nogen god start på den indeværende sæson, hvor Die Roten Bullen kun har vundet en enkelt ud af de tre første kampe, hvilket faktisk er negativ klubrekord.
Det giver dem en plads som nr. 10 i Bundesligaen, men ikke desto mindre så må de stadig betegnes, som en af de få mandskaber, der kan byde Bayern op til dans. Det sker ellers i kølvandet på, at Bayern både har snuppet træner Julian Nagelsmann, forsvarskrumtap Dayot Upamecano og senest også midtbanemotoren Marcel Sabitzer.
Det er derfor på mange måder et specielt opgør for begge mandskaber, hvor mange tidligere holdkammerater mødes. Leipzig-anfører Willi Orban vælger dog at se det positive i det, da han overfor Kicker har fortalt, at det er et kvalitetsstempel af klubben, at så mange spillere skifter til Bayern.
Det kan han på sin vis have ret i.
Men det ændrer ikke på, at det uden tvivl har bevirket et svagere Leipzig-mandskab, selvom man har fået André Silva til klubben fra Frankfurt. Silva har allerede åbnet sin målkonto i Leipzig med en scoring mod Stuttgart, mens han også har nettet for Portugal i landsholdspausen.
Leipzig er normalt også garant for en god og stabil defensiv, og de har da også kun indkasseret to mål i indeværende sæson. Leipzig var desuden også det seneste hold, der har kunne holde Bayern fra at score i en Bundesliga-kamp, men vi skal helt tilbage til februar 2020 for at finde det opgør.
Den nye Leipzig-træner Jesse Marsch kan have fuld fokus på lørdagens opgør uden at skulle bekymre sig alt for meget om skadeslisten, som pt. kun tæller Saracchi, mens Halstenberg er tvivlsom til opgøret. Leipzig får også brug for hele truppen de kommende par kampe, hvilket kan være Yussuf Poulsens lod, da klubben onsdag indleder Champions League mod Manchester City i en yderst svær udekamp.
Leipzig går dermed en hård Englischer Woche i møde, hvor man må være mere end tilfredse, hvis det bliver til point enten lørdag aften eller i Manchester. Til kampen mod Bayern München har de dog op til 34.000 tilskuere i ryggen, som du kan læse mere om her.
Bayern München
Efter en lidt hakkende sæsonpremiere, der endte med et remis mod Gladbach, har Julian Nagelsmann og Bayern-mandskabet ikke set sig tilbage i de øvrige kampe. Først vandt man en 3-2-sejr over Köln, der var lidt sværere end først antaget, mens man i pokalturneringen pulveriserede Bremer SV med vanvittige 12-0 vel og mærke uden Robert Lewandowski.
Netop polakken viste sig til gengæld frem i 3. runde, hvor Bayern bød Hertha Berlin indenfor på Allianz Arena. Her fik tilskuerne sig noget af en oplevelse, da rekordmestrene udspillede hovedstadsklubben med 5-0.
Lewandowski scorede hattrick, og polakken har dermed været på måltavlen i 13 Bundesliga-opgør i træk, hvilket taler for sig selv.
Lewandowski var også på tavlen for Polen i landskampspausen, og det samme var både Leory Sané og Serge Gnabry for tyskerne.
Sejren mod Hertha bringer Bayern op på syv point for tre kampe, hvilket rækker til en tredjeplads i Bundesligaen indtil videre.
Opgøret på Red Bull Arena er samtidig første gang, at Julian Nagelsmann er tilbage på sin gamle hjemmebane, hvilket ikke gør kampen mindre interessant. Han har været med til at danne grundlag for en bundsolid defensiv hos Leipzig, men har han også midlerne til at kunne finde hullerne i den?
Det og mange andre svar får vi lørdag aften, hvor Bayern-mandskabet skal forsøge at vise, at heller ikke i denne sæson kan Leipzig byde dem op til dans, når det gælder kampen om die Meisterschale.
Nagelsmann har stort set hele sin trup klar til lørdagens opgør, men han må dog fortsat undvære Kingsley Coman, mens Alphonso Davies og Tolisso er tvivlsomme. Til gengæld er Thomas Müller igen klar, og det ser ud til, at han glider ind i startopstillingen, det samme gør Lucas Hernandez og evt. også Benjamin Pavard.
Karantæner
Leipzig: Ingen
Bayern: Ingen
Bud på startopstillinger
Leipzig: Gulacsi (c) – Klostermann, Orban, Simakan, Angelino – Laimer, Haidara – Szoboszlai, Olmo, Nkunku – Silva
Bayern: Neuer (c) – Stanisic, Upamecano, Süle, Hernandez – Kimmich, Goretzka – Gnabry, Müller, Musiala – Lewandowski
Vidste du, at..:
Julian Nagelsmann angiveligt drikker 15 kopper kakao hver dag? Så næste gang du har problemer med at finde en taktik, så snup en kop kakao.
Sådan ender Leipzig – Bayern München:
Bayern ser skarpe ud og med Nagelsmanns indgående kendskab til Leipzig, så ligner de en favorit, men det er aldrig nemt mod et solidt Leipzig-mandskab. Vi tror dog på, at Bayern snupper de tre point med en 3-1-sejr.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten
Foto: dierotenbullen.com