bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > 1. FSV Mainz 05 > Optakt: Mainz 05 – SV Darmstadt

Optakt: Mainz 05 – SV Darmstadt

Hjemmeholdet skal følge op på sejren over Bayern, mens Darmstadt skal fortsætte de gode takter på udebane, hvis ikke de vil ned under stregen.

Mainz 05

Mainz leverede sensationen, da de blev det første hold til at besejre Bayern på Allianz-Arena denne sæson. Martin Schmidts tropper udnyttede, at mestrene ikke var på toppen og fik en 2-1 sejr, der for alvor efterlader dem, hvor det er sjovt.

Med ti kampe tilbage er de på femtepladsen og kun en dårligere målscore holder dem fra den fjerdeplads, der giver kvalifikation til Champions League i næste sæson.

Hjemme på Coface-Arena har Mainz på det seneste været i forrygende form med fem sejre og en uafgjort i de seneste seks kampe. Mere imponerende er det måske, at sejrene blandt andet er kommet mod hold som Schalke, Leverkusen og Gladbach.

I søndagens tidlige kamp må Martin Schmidt fortsat se bort fra Bengtsson, Berggren, Soto og Muto. Klement har påbegyndt løbetræningen, men kampen mod Darmstadt kommer nok lige en postgang for tidligt for hans vedkommende.

Darmstadt

2-0 nederlaget mod Dortmund var i sig selv ikke nogen katastrofe, men det faktum at de for ottende kamp i træk på hjemmebane ikke formåede at vinde må bekymre træner Dirk Schuster. Holdet er stadig placeret på en 14. plads, men da to af holdene under dem vandt, begynder nedrykningsstregen at komme tættere.

Faktisk kan de ryge under stregen i denne runde, hvis både Werder Bremen og Frankfurt vindere deres respektive kampe. Af samme grund er det måske derfor meget belejligt, at kampen spilles på udebane. 18 af klubbens 25 point er således hevet i land på fremmed græs.

En af årsagerne til de mange point på udebane er holdets evne til at score på standardsituationer. Ti gange har holdet scoret efter en dødbold, og anfører Sulu står alene noteret for seks af disse.

Schuster kan stort set råde over samtlige spillere til søndagens kamp. Eneste spørgsmål er hvorvidt, højre-backen Garics når at blive klar.

Bud på startopstillinger

Mainz: Karius – Donati, Balogun, Bungert, Brosinski – Baumgartlinger, Latza – De Blasis, Malli, Jairo – Cordoba

Darmstadt: Mathenia – Jungwirth, Sulu, Rajkovic, Caldirola – Niemeyer, Gondorf – Heller, Vrancic, Kempe – Wagner

Vidste du, at…:

Mainz er det hold, der løber mest per kamp? 118,7 kilometer tilbagelægger holdet i snit. Omvendt er Darmstadt det hold, der sprinter færrest gange i løbet af 90 minutter (175 gange per kamp).

Dom:

Hver eneste gang vi forsøger at afskrive Darmstadt, formår de på forunderlig vis at hente en sejr. Mainz har det som regel bedre mod hold, der gerne vil angribe og kan få det svært mod Darmstadts defensiv. En spinkel sejr rækker det dog til. 1-0.

You may also like
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?