bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nyheder > Optakt: Leipzig – Liverpool: Volgassfußball mellem Nagelsmann og Klopp

Optakt: Leipzig – Liverpool: Volgassfußball mellem Nagelsmann og Klopp

Leipzig tager tirsdag aften hul på den første Champions League 1/8-finale, når Jürgen Klopp og hans Liverpool-mandskab venter. De engelske mestre er i store problemer rent resultatmæssigt, så selvom man anså Liverpool, som værende favoritter ved lodtrækningen, er det billede måske vendt nu.

 

Kampfakta

Spillested: Puskas Arena, Budapest
Kamptidspunkt: Tirsdag, kl. 21.00
Dommer: Slavko Vincic – Slovenien
Tv: TV3 SPORT

 

Holdnyt

RB Leipzig

Leipzig-mandskabet er inde i en resultatmæssig rigtig god periode, hvor det er blevet til tre sejre i træk i Bundesliga-sammenhæng samt en sejr i DFB-Pokal. Senest blev det til en 2-1-sejr over Augsburg i et opgør, hvor man vel og mærke sparede spillere.

Det betød spilletid til Yussuf Poulsen, der ellers har mistet sin stamplads i angrebet for Die Roten Bullen. Danskeren kom godt nok ikke på tavlen, men han havde næstsidste fod på Christopher Nkunku 2-0-scoring, da han leverede en flot og uselvisk assist.

Hvis vi ser på Leipzigs sæson i Champions League indtil videre, så gik de videre som toere i gruppen sammen med Paris Saint-Germain. Der var spænding til sidste spillerunde, hvor Julian Nagelsmanns mandskab havde brug for en sejr over Manchester United for at avancere til 1/8-finalerne.

Og en sejr det fik de i et underholdende og dramatisk opgør, der endte med en 3-2-sejr til tyskerne. United var dog lige ved at skabe spænding med to scoringer indenfor de sidste ti minutter, men Leipzig trak det længste strå.

Det blev så Liverpool, der kom op af bowlen ved lodtrækningen, og det var måske ikke ligefrem en ønskemodstander for Leipzig. Der er i hvert fald lagt i kakkelovnen til et underholdende opgør for RB Leipzig er et mandskab, der ikke er bange for at spille offensivt. Derudover har de en ekstrem solid defensiv kronet med den tidligere Liverpool-målmand Peter Gulacsi mellem stængerne.

Leipzigs ulempe er til gengæld, at de ikke for alvor har nogle angribere, der har været helt oppe at ringe i indeværende sæson. Faktisk har ingen Leipzig-spillere scoret over fire mål i Bundesligaen.

I løbet af ugen har Leipzig sagt farvel til forsvarsprofilen Dayot Upamecano, der er blevet solgt til Bayern München fra næste sæson. Det er selvfølgelig en svækkelse, som Nagelsmann og co. skal forsøge at finde en løsning på til sommer, men de har til gengæld købt Angeliño, der ellers har været på leje fra Manchester City, og de har givet ham en aftale frem til 2024. Angeliño der er tysk CL-topscorer med sine tre mål, og som kommer til at få en stor rolle, når han med sin fart og fremdrift skal forsøge at komme ned i det bagrum, som Trent Alexander-Arnold ofte efterlader.

Lidt paradoksalt spilles kampen ikke på Red-Bull Arena i Leipzig, for pga. de meget strenge tyske corona-restriktioner omkring indrejse til landet er kampen flyttet til Budapest.

Julian Nagelsmann må se bort fra Emil Forsberg, Benjamin Henrichs, Konrad Laimer og Dominik Szoboszlai, mens Justin Kluivert er tvivlsom til opgøret. Det giver naturligvis nogle udfordringer for Leipzig-mandskabet, men det tyder til gengæld på, at Yussuf Poulsen får chancen fra start.

 

Liverpool

De forsvarende Premier League-mestre og Champions League-vindere fra 2019 er for alvor i knæ. Tre sejre i de seneste ti kampe er status for The Reds, der har fået en forfærdelig start på kalenderåret 2021.

Skaderne er væltet indover den røde del af Merseyside, og det har i den grad kunne ses på spillet, hvor Jürgen Klopp ikke har formået at skabe resultater i den seneste periode. I weekenden lignede det ellers, at Liverpool ville snuppe alle tre point mod Leicester, men syv minutters mareridt endte ud i tre Leicester-scoringer – og så tabte Liverpool 3-1.

I øvrigt var der i det opgør debut til den nu tidligere Schalke-forsvarer Ozan Kabak, der var indblandet i 2-1-målet. Den tidligere Bayern-profil Thiago er også at finde i Liverpool, men den spanske midtbanespiller har ikke slået igennem endnu. Han har faktisk stadig sin første målgivende aflevering til gode, men han kender om nogen Leipzig- og deres spillespil.

Læs et større portræt af Ozan Kabak

Liverpool er altså et såret dyr, der har tabt de seneste tre kampe i Premier League, og de indtager også en fjerdeplads i ligaen, men de har spillet flere kampe end holdene under dem, der kan overhale dem.

Liverpools defensiv har særligt været udfordret, hvor de har manglet hollandske Virgil van Dijk, så det er helt sikkert her, at Leipzig har deres muligheder. For det er kaptajn Jordan Henderson, der normalt gør sig på midten, der sammen med Kabak forventes at spille i midterforsvaret.

Omvendt er det ikke utænkeligt, at Liverpool har opgivet håbet om at forsvare Premier League-titlen og i stedet går all in på Champions League.

For Jürgen Klopp afskrev efter lørdagens nederlag nemlig Liverpools mesterskabschancer, men Champions League er altså muligheden for Klopp for at redde sæsonen. I sidste sæson røg The Reds nemlig ud i 1/8-finalen, så de har på den led også noget at revanchere.

Jürgen Klopp har tidligere i karrieren besejret Julian Nagelsmann to gange, men det er faktisk første gang, at Leipzig og Liverpool krydser klinger.

Den karismatiske tysker har en lang skadesliste, der indeholder nyindkøbte Ben Davies, Fabinho, Joe Gomez, den tidligere Schalke-forsvarer Joël Matip samt Virgil van Dijk, mens den tidligere Leipzig-spiller Naby Keïta, rutinerede James Milner og Diogo Jota alle er tvivlsomme til CL-opgøret.

 

Karantæner:

Leipzig: Ingen
Liverpool: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Leipzig: Gulacsi – Mukiele, Upamecano, Orban – Adams, Sabitzer (c), Kampl, Angelino – Olmo, Nkunku – Poulsen
Liverpool: Alisson – Alexander-Arnold, Kabak, Henderson (c), Robertson – Thiago, Wijnaldum, Jones – Salah, Firmino, Mane

 

Vidste du, at..:

vi skal helt tilbage til januar 2017 for at finde seneste gang, at Liverpool tabte tre kampe i træk under Jürgen Klopp? Julian Nagelsmann og Leipzig kan altså putte yderligere salt i såret tirsdag aften.

 

Dom

Den første kamp i en knock-out-fase er altid lidt forsigtig, men vi har ikke desto mindre to mandskaber, der ikke er bange for at gå offensivt til værks. Liverpool er et såret mandskab, og det skal Leipzig udnytte – særligt deres skrøbelighed i bagkæden. Men det bliver alligevel sjældent det helt store festfyrværkeri, 1-1 er vores bud på et resultat – og så er alt åbent inden returopgøret.

Få spiltips til Champions League hos SpilXperten



Foto: dierotenbullen.com

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to