Sidste sæson:
Nummer 6 i Bundesligaen.
Forud for sidste sæson var et af de store spørgsmål, hvordan Hertha ville håndtere en sæson med europæisk fodbold ved siden af. Det behøvede de dog slet ikke tænke længe over i hovedstaden, for allerede i kvalifikationen til Europa Leagues gruppespil røg Pál Dardais tropper ud til Alexander Zornigers Brøndby.
Hertha kom dog langt bedre fra land i Bundesligaen og begyndte med tre sejre i tre kampe. Hovedstadsklubben spillede en fremragende efterårssæson og lå længe med i kapløbet om at kunne snuppe en af de helt sjove europæiske pladser. Indtil et godt stykke inde i sæsonen var de tilmed rækkens bedste hjemmehold.
Hertha Berlin hjemme og ude var i 2016/17-sæsonen to meget forskellige størrelser. På Olympiastadion leverede de ofte nogle tempofyldte og stærke præstationer. Hold som Gladbach, Leverkusen, Schalke og Dortmund blev alle besejret, og Bayern måtte dybt, dybt, dybt ind i overtiden for at få hevet et enkelt point med hjem. Men udebanepræstationerne må vække bekymring i den blåhvide del af Berlin. Her virkede spillerne fastlåste og idéløse, og de måtte ofte satse på at skrabe deres point hjem på dødbolde.
Akkurat som i sæsonen forinden så faldt Hertha endnu en gang sammen ved vintertid. Holdet kunne ikke følge op på den flotte efterårssæson og raslede i stedet stille ned i tabellen. Med nød og næppe blev en 6. plads sikret, og med Dortmunds sejr i pokalturneringen betød det en direkte billet til Europa Leagues gruppespil.
Transfers:
Forsvarsgeneralen John Anthony Brooks er taget til evigt storsatsende Wolfsburg for 17 mio. €. Allan har endt sit lejeophold og er taget tilbage til Liverpool. Den unge keeper Nils Körber er lejet ud til Preussen Münster, mens Sami Allagui, Alexander Baumjohann og Florian Kohls er taget til henholdsvis St. Pauli, Coritiba og Würzburger Kickers. De har alle forladt klubben på en fri transfer.
Med transferindtægterne fra Brooks-salget har Michael Preetz fået lidt at rykke rundt med. Som erstatning for Brooks har Hertha hentet den unge midterforsvarer Karim Rekik for 2,5 mio. € i Marseille. På en fri transfer er kommet Jonathan Klinsmann – ja, Jürgen Klinsmanns søn. Han kommer fra UC Berkeley i USA. Derudover er Valentin Lazaro lejet i Red Bull Salzburg. Matthew Leckie er hentet for godt 3 mio. € hos nedrykkede Ingolstadt, mens Herthas toptransfer i dette vindue har været Davie Selke, der kom til overs i Leipzig. De slog Werder i kampen om angriberens underskrift, som kommer for godt 8 mio. €.
Styrket/svækket:
Styrket.
Denne sæson:
I denne sæson skal Hertha igen spille europæisk. Nu er de dog direkte i gruppespillet, og derfor er det sikkert, at de i efteråret vil have den ekstra belastning det er at spille i flere turneringer. Det skal derfor blive spændende at følge, hvordan de vil håndtere denne udfordring, og hvilken indvirken det vil få. For ofte ser vi, at det koster i ligaen for hold, som ikke er vant til at spille europæisk.
I Herthas tilfælde er svært at vurdere, hvor stærk den samlede trup står i forhold til sidste sæson. I forsvaret er de klart svækket. Rekik er givetvis et stort talent, men næppe på samme niveau som Brooks.
Hertha har dog indtil videre været i stand til at holde på Mitchell Weiser, Niklas Stark og Marvin Plattenhardt, mens kontrakten med Vladimir Darida er blevet forlænget. Der er altså noget at bygge videre på, og derudover står store talenter som Maximilian Mittelstädt og Jordan Torunarigha klar i kulissen, hvis skader skulle opstå. De leverede gode præstationer sidste år, og de må kunne forvente at få en del spilletid i den kommende sæson.
Det er også værd at bemærke, at Hertha igen har Duda klar. Han var skadet i størstedelen af seneste sæson, og var nærmest udråbt som Königstransfer for Hertha, da han sidste sæson kom fra Legia.
Hertha har handlet stærkt ind på offensive positioner. Leckie, Lazaro og særligt Selke er interessante transfers, der med deres fart giver dem en ny dimension i deres offensiv. Med Selke får de også et alternativ til Ibisevic. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan Dardai vil stille op, for hvem skal spille på toppen? Anføreren eller stjerneindkøbet? Eller vil Hertha spille med to på toppen, som Dardai også har eksperimenteret med i træningskampene? Selke er dog skade i øjeblikket, så vi må vente et par kampe før vi får svar på det spørgsmål.
Bud på placering:
7-10
Bud på idealopstilling: 4-4-2
Jarstein – Weiser, Langkamp, Rekik, Plattenhardt – Leckie, Stark, Darida, Kalou – Ibisevic, Selke
Hold øje med – Davie Selke:
Efter at være blevet vraget i RB Leipzig får Davie Selke nu en ny mulighed i Berlin. Han er hentet for et større beløb, end hvad Hertha normalt betaler for sine spillere. Han kan derfor forvente lang snor af Dardai, og kan han holde sig skadesfri en hel sæson, har Hertha en spiller, der potentielt kan score 15-20 mål for dem.
Han har tidligere bevist sit værd i Bundesligaen og lavet mål for Werder Bremen. Men opholdet i det østtyske gik langt fra som ventet, og han havde for et år siden nok ikke set sig selv spille i Hertha. Men Selkes talent og potentiale er uomtvisteligt. Nu er det bare op for ham at indfri det. I Berlin har han god mulighed for det.
Læs også: Guide: Fodboldrejse til Hertha BSC – sådan får du billetter