bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Hertha BSC – Eintracht Frankfurt: Kan Hertha ride videre på bølgen?

Optakt: Hertha BSC – Eintracht Frankfurt: Kan Hertha ride videre på bølgen?

Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin

Hertha BSC fik en god åbning på sæsonen, da de slog Werder Bremen, mens Eintracht Frankfurt skuffende måtte nøjes med 1-1 mod Bielefeld.

 

Kampfakta

Spillested: Olympiastadion, Berlin
Kamptidspunkt: Fredag, kl. 20.30
Tv: TV3 Sport Max

 

Holdnyt

Hertha BSC

Er i år sæsonen, hvor Hertha endelig kommer tilbage på den europæiske scene? Det er måske at tage munden for fuld, men ikke desto mindre vandt Hertha-mandskabet 4-1 i sæsonpremieren ude mod Werder Bremen – og indtager lige nu 2. pladsen i Bundesligaen.

I sidste sæson var hovedstadsklubben helt store akilleshæl klart, at de ikke lavede nok mål, men i sidste weekend fik de endda hele fire forskellige målscorere på tavlen, heriblandt nyindkøbte Jhon Cordoba, der er blevet hentet hos Köln.

Cordoba begyndte godt nok ude, men han kom ind efter en times spil, og en halv times senere lukkede han opgøret til 4-1. Måske skal Piatek til at kigge sig lidt over skulderen, hvis ikke colombianeren skal overhale ham indenom – og snuppe startpladsen i front.

Højdepunkter og mål: Werder Bremen – Hertha BSC 1-4

Der var generelt mange positive ting at tage med fra sejren i Bremen, hvor Lucas Tousart også fik sin Hertha-debut, og det gjorde han ganske glimrende. Ham havde vi fokus på i vores sæsonoptakt om Hertha Berlin, som du kan genlæse her.

Det er altid vigtigt at få en god start på sæsonen, men man skal omvendt også passe på at lægge for meget i det. Uden at tage noget fra Hertha-klubben, virker Werder Bremen endnu en gang ikke til for alvor at være oppe på den klinge, som man ellers forventer af dem – men en sejr er trods alt en sejr.

Fredag aften møder Bruno Labbadias mandskab så Frankfurt, som er en meget vigtig kamp – også hvis vi skal kigge lidt længere frem. De to klubber kan nemlig meget vel være dem, der skal være med til at kæmpe om nogle af de europæiske pladser, når de skal fordeles sidst på sæsonen.

Rent historisk set er det Hertha, der har overhånden, da de har vundet 29 ud af de 64 indbyrdes opgør, der har været mod Die Adlern i Bundesliga-sammenhæng.

Til opgøret mod Frankfurt må Labbadia kun se bort fra Dilrosun, der er ude med en baglårsskade. Til gengæld kan det være, at vi får se en alternativ Hertha-opstilling, hvis man stoler så meget på Jhon Chordoba, at han er klar til at starte inde.

 

Eintracht Frankfurt

Eintracht Frankfurt fik langt fra den start på sæsonen, som de havde håbet på, da de på hjemmebane tog imod oprykkerne fra Arminia Bielefeld, hvor det blot blev til 1-1.

De havde dog et kæmpe overtag i boldbesiddelse, men de manglede skarpheden, kreativiteten og ikke mindst kynismen til at gøre det onde ved Bundesliga-oprykkerne. Faktisk var det også Bielefeld, der kom foran, men André Silva sørgede for, at der kom balance i regnskabet.

Man skulle ellers ikke tro, at det var erfaringen, der manglede hos Die Adlern, som i første spillerunde havde den ældste gennemsnitsalder i Bundesligaen på 29 år og 2 måneder.

Når det så er sagt, er Bundesligaen fortsat meget ung, og et point er trods alt bedre end ingen – selvom Frankfurt snildt kunne have snuppet alle tre i sidste runde. Efter 76 minutter måtte Sebastian Rode dog lade sig skifte ud, men midtbanespilleren er klar til opgøret i hovedstaden fredag aften.

En spiller, som man bestemt også må sige er klar – og mere end det – for tiden, er portugisiske André Silva. Foruden målet i 1. spillerunde har Silva, siden corona-pausen, sendt ni kasser i mål i de seneste 11 kampe. Den målnæse får Frankfurt også brug for, da de ikke har vundet en kamp på anden spilledag de sidste syv sæsoner, så der er brug for at knække den kurve.

Det bliver dog uden N’Dicka, der er ude med en ankelskade, mens Willems døjer med en knæskade, og derfor er de ikke med til opgøret i Berlin.

 

Karantæner:

Hertha: Ingen
Frankfurt: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Hertha Berlin: Schwolow – Pekarik, Boyata, Torunarigha, Mittelstädt – Tousart, Stark (c) – Lukebakio, Darida, Cunha – Piatek

Eintracht Frankfurt: Trapp – Abraham (c), Hasebe, Hinteregger – da Costa, Kohr Rode, Kostic – Kamada – Silva, Dost

 

Vidste du, at..:

Herthas sejr i Werder Bremen var klubbens andenstørste udesejr? Den største sejr lyder på 6-1, og den kom i 2013/2014-sæsonen med 6-1 mod netop Eintracht Frankfurt.

 

Dom:

Det er en relativ åben kamp i Berlin, hvor hjemmeholdet dog må påtage sig en lille favoritværdighed. Opgøret kan gå begge veje, men vi tror på mål, underholdning og pointdeling. 2-2.

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 9: Frankfurt er løsningen
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane