Hertha Berlin jagter sæsonens første sejr, mens Dortmund skal have genoprejsning efter deres katastrofale nederlag til Werder Bremen i sidste spillerunde.
Hertha BSC
Hertha Berlin har ikke ligefrem fået den start på sæsonen, som hovedstadsklubben kunne have håbet på. Et enkelt point er det blevet til i tre kampe, men det har omvendt også været et svært program, som Sandro Schwarz’ mandskab har indledt sæsonen med.
Sæsonen begyndte med et nederlag i Berliner-derbyet mod Union, der vandt 3-1, mens man dog fik et enkelt point ude mod Frankfurt i anden spillerunde. I seneste weekend indkasserede Hertha et 1-0-nederlag til Gladbach, som dog kunne have været værre, hvis det ikke havde været for danske Oliver Christensen, der pillede et straffespark i løbet af opgøret.
Resultatet var – til trods for nederlaget – lettere acceptabelt, da Hertha spillede tyve minutter i undertal grundet et rødt kort til Filip Uremovic, som derfor heller ikke er med i lørdagens kamp.
Hertha hungrer med andre ord efter sæsonens første sejr, men der venter et svært opgør mod Dortmund, som heller ikke har haft nogen optimal sæsonstart. På papiret ligner det et opgør, hvor Hertha igen ikke vurderes mange chancer, men hovedstadsklubben viste sidste år, at de godt kan bide skeer med Dortmund.
Hertha fik således tilkæmpet sig en flot 3-2-sejr i sidste sæson, da de to mandskaber krydsede klinger, inden BVB så fik revanche i Hinrunden med en 2-1-sejr i sæsonens sidste kamp, der sendte Hertha ud i Relegations-kampe mod HSV. Hovedstadsklubben har faktisk vundet tre, spillet to uafgjorte og tabt fem af de seneste ti hjemmekampe, når modstanderen har heddet Dortmund i Bundesliga-sammenhæng.
På trods af at Hertha stadig har den første sejr til gode i indeværende sæson, så kan tre point gøre underværker så tidligt på sæsonen, da der kun er fire point op til 10. pladsen i Bundesligaen. Men det kræver noget af en mandfolkepræstation af Sandro Schwarz og co., for de kommer til at møde et sultent BVB-mandskab.
Opgøret i hovedstaden bliver uden Dong-jun Lee, Ngankan, Nsona samt den karantæneramte Uremovic.
Dortmund
Det er ikke slut, før den fede dame har sunget. Således lyder et gammelt ordsprog, og det lærte BVB i sidste spillerunde, hvor holdet leverede et kollaps til historiebøgerne.
Det så ellers længe ud til, at Dortmund ville køre en 2-0-sejr hjem på hjemmebane mod oprykkerne fra Werder Bremen, da Raphäel Guerreiro scorede til 2-0 efter 77 minutters spil. Men Werder ville det anderledes.
Efter 89 minutters spil reducerede Lee Buchanan, inden det gik helt amok i dommerens tillægstid. Først udlignede Niklas Schimdt på en situation, hvor Niklas Süle ikke så alt for godt ud.
Og efter 95 minutters spil scorede Oliver Burke til 3-2 for gæsterne, og så leverede han kampens længste spurt ned til egne fans i modsatte ende, hvor jublen kunne bryde løs. Werder Bremen havde gjort det umulige. De blev det første hold i Bundesligaens historie til at vende en kamp med tre mål på de sidste seks minutter af en kamp.
Det var noget af et gok i nøden til Edin Terzic og co., som naturligvis også var slukørede og skuffede efter kollapset, som bare ikke må ske – og slet ikke på eget græs.
Man må og skal derfor forvente et sultent Dortmund-mandskab, der vil træde ind på Olympiastadion som vilde dyr. De har i den grad noget at revanchere og ikke mindst bevise, for nederlaget var malurt i bægeret på det, der ellers lignede en lovende sæsonstart.
Edin Terzic må også forventes at lave et par ændringer i sit startopstilling, da Mo Dahoud bl.a. er tvivlsom grundet en skulderskade, som han fik i sidste weekends nederlag. Derudover er Malen og Morey også tvivlsomme, mens Sebastian Haller stadig ikke er til rådighed grundet hans testikelkræft.
Netop fraværet af Haller har betydet, at Modeste nu er fast mand i front for BVB, men den 34-årige franske angriber har stadig til gode at score i BVB-trøjen. Han har dog en god historik mod Hertha, hvor han har scoret syv mål og lavet en assists i 10 kampe.
Karantæner
Hertha: Uremovic
BVB: Ingen
Bud på startopstillinger
Hertha: Christensen – Kenny, Dardai, Kempf, Plattenhardt (c) – Tousart, Sunjic, Serdar – Lukebakio, Kanga, Ejuke
BVB: Kobel – Süle, Hummels, Schlotterbeck – Wolf, Bellingham, Özcan, Guerreiro – Adeyemi, Modeste, Reus (c)
Vidste du, at..:
Youssoufa Moukoko, der godt nok ventes at tage plads på bænken, har scoret to af sine seks Bundesliga-mål mod netop Hertha Berlin? Det var også mod Hertha, at han i sin tid blev Bundesligaens yngste debutant nogensinde.
Dom:
Begge mandskaber må være opsatte på at få en sejr, men vi tror på, at favoritterne fra Dortmund leverer varen – og vinder 3-1.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten