bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Hamburger SV – Schalke 04

Optakt: Hamburger SV – Schalke 04

Det er to hold med vidt forskellige udgangspunkter, der lørdag aften brager sammen i Hamborg. Begge mandskaber skal dog have point for at nå hver deres mål: Schalke for at blive på andenpladsen, mens HSV fortsat kæmper i bunden af ligaen.

Kampfakta:
Spillested: Volksparkstadion, Hamburg

Dommer: Dingert

Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18:30

TV: Bulibold

Holdnyt:

HSV:

For hver optakt, der bliver skrevet, jo tættere på nedrykning kommer HSV. Godt nok fik man hentet et enkelt point ude mod Stuttgart i sidste runde, men da de øvrige konkurrenter også fik point, rykkede det ikke for alvor noget. Lørdag venter Schalke så hjemme på Volksparkstadion, hvilket ikke bliver nogen nem opgave.

Det ene point bør dog have givet en lille smule optimisme, da de nu kun har et enkelt point op til Köln på 17. pladsen. For godt nok er det ikke sjovt at rykke ned uanset placering, men det må trods alt være lidt bedre ikke at ende på sidstepladsen.

Inden kampstart i 29. spillerunde har HSV syv point op over stregen, og det ser alt andet end lige svært ud, hvis man kigger på kampprogrammet. Hvis der skal komme lidt håb, så kræver det tre point, når Schalke gæster Tysklands andenstørste by lørdag aften. Sidst de to mandskaber mødtes i Gelsenkirchen måtte HSV rejse slukøret hjem, da de tabte 0-2, men faktisk vandt HSV 2-1 sidst de to mandskaber mødtes på Volksparkstadion i 2016.

Selvtilliden kan der dog ikke være meget tilbage af i Hamburg, selvom man flittigt har prøvet noget nyt på trænerbænken i denne sæson. Christian Titz er kommet ind, og han har været ansvarlig for holdet siden den 12. marts, men det er endnu ikke blevet til en sejr. Faktisk skal vi helt tilbage til den 26. november for at finde sidste gang, HSV vandt en kamp, da de slog Hoffenheim med overbevisende 3-0.

Titz første tid i klubben har været rigtig kaotisk, og især i landsholdspausen fik han ændret nogle ting. Anfører Kyriakos Papadopoulos blev smidt af holdet sammen med flere profiler, men Titz har dog fået kolde fødder, da grækeren igen træner og spiller med førsteholdet, og ifølge Kicker, starter han altså også inde mod Schalke i stedet for van Drongelen.

Fansene har uden tvivl også været frustrerede, og da HSV tidligere i marts tabte Nordderby til Werder Bremen i sidste minut, blev det for meget for tilskuerne, der lavede ballade. Det har betydet, at Hamburg har fået en bøde på 80.000 euro, som klubben skal betale til DFB. Det er ikke lige, hvad Dino-klubben har brug for i øjeblikket, men frustrationen er egentlig til at forstå.

Christian Titz sagde også på pressemødet, at til kampen mod Schalke, havde spillerne brug for markant opbakning fra den 12. mand, da de skulle op mod en yderst svær modstander, og det kan man jo kun give ham ret i.

Hvis HSV skal have point mod Schalke, kræver det, at de kommer ud med samme energi, som vi så i første kamp under Titz mod Hertha, hvor klubben kom ud med masser af gå-på-mod. I anden halvleg gik de dog ned, men der er dog alligevel grund til lidt optimisme. Mod Stuttgart præsterede holdet alt i alt ganske fornuftigt, og især Lewis Holtby markerede sig, hvilket der også er brug for mod Schalke.

Til den livsvigtige kamp hjemme mod Schalke er Nicolai Müller den eneste spiller, der ikke er til rådighed pga. en korsbåndsskade. Man kan selvfølgelig aldrig vide om Titz, vælger at sætte en anden spiller af inden kampen på lørdag – ironi kan forekomme.

Schalke 04:

Schalke kommer til Volksparkstadion med et helt andet udgangspunkt end hjemmeholdet, da det er to mandskaber, der kæmper hver sin kamp i Bundesligaen. HSV kæmper for overlevelse, mens Schalke slås for andenpladsen, som de faktisk har indtaget de sidste fire runder.

Derfor er der heller ikke råd til, at Schalke smider nogle dumme point, da Dortmund og Leipzig ligger lige bag ved. Godt nok har Schalke fire point ned til Dortmund, men netop rivalerne fra Dortmund møder de i næste runde. En kamp, der sagtens kan afgøre kampen om andenpladsen i Bundesligaen.

Schalke har virkelig været stabile her på det sidste, hvor det kun er blevet til to nederlag i otte kampe, og ellers er de resterende seks kampe blevet vundet. I sidste runde præsterede Domenico Tedescos mandskab også ganske fortrinligt, da de slog Freiburg 2-0 på hjemmebane.

Selvtillid mangler holdet heller ikke, da spillet flyder rigtig godt i øjeblikket. Noget af det som Tedesco i hvert fald skal have ud af hovederne på spillerne er, at kampen mod HSV allerede er vundet inden kampen fløjtes af, for sådan forholder det sig ikke.

Det er dog ikke noget, man som Schalke-fan skal sidde og være nervøs for, da Gelsenkirchen-klubben har spillet koncentreret i rigtig mange kampe i træk.

Det skal nok også være i år, at Schalke ender på andenpladsen, som giver adgang til Champions League, da profilerne Max Meyer og Leon Goretzka højst sandsynligt er fortid i klubben efter denne sæson. Goretzka er endda allerede solgt til Bayern, mens klubben forventer et salg af Meyer i den nærmeste fremtid.

Sidst Schalke endte på andenpladsen i Bundesligaen var nemlig i 2009/2010-sæsonen, så det er ved at være et stykke tid siden, at klubben har været med i toppen. De seneste sæsoner har nemlig været lidt rodet, og skulle det blive til en andenplads i år, så er det første gang siden 2014/2015-sæsonen, at Schalke igen skal deltage i Champions League.

Til opgøret ude mod HSV er det kun Baba, der er tvivlsom til kampen, ellers er samtlige spillere til rådighed.

Karantæner:

Hamburg: Gideon Jung
Schalke: Ingen

Bud på startopstillinger:

HSV: Pollersbeck – G. Sakai, K. Papadopoulos, St. Ambrosius, Douglas Santos – Steinmann – Ito, Hunt, Holtby, Kostic – Waldschmidt
S04: Fährmann – Stabouli, Naldo, Nastasic – D. Caligiuri, Bentaleb, Goretzka, Oczipka – Di Santo – Embolo, G. Burgstaller

Vidste du, at..:

Hamburger SV er det hold, som Schalke har mødt flest gange i Bundesligaens historie? De to mandskaber har mødtes 94 gange, hvor af Schalke har vundet 38 kampe, HSV 37, mens de resterende 24 er endt uden en vinder.

Dom:

HSV er tvunget til at spille offensivt, i og med deres defensiv umuligt kan holde til det pres, som de vil blive udsat for. Schalke burde vise klassen, og vi tror på en klar sejr til Schalke på 3-1.

Drømmer du om en tur til HSV og Volksparkstadion, så se her, hvordan du får billetter til deres kampe

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen