bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Gladbach – Hoffenheim: Robert Skov og Bruun Larsen skal forsøge at drille Gladbach

Optakt: Gladbach – Hoffenheim: Robert Skov og Bruun Larsen skal forsøge at drille Gladbach

Optakt, Gladbach

Det er et af ligaens bedste hjemmehold mod en af ligaens bedste udebanehold, og så er der stor sandsynlighed for, at vi ser to danskere fra start, når Gladbach og Hoffenheim tørner sammen lørdag eftermiddag.

Kampfakta
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Spillested: Borussia-Park, Mönchengladbach
Dommer: Brych
TV: TV3 Max

 

Holdnyt

Gladbach

Anfører Lars Stindl gik forrest, da Gladbach i sidste uge slog Mathias Zanka og Fortuna Düsseldorf med cifrene 4-1. Det var tre meget vigtige point, der kom ind på Gladbach-kontoen, der ikke helt er på samme niveau som i Hinrunden. På denne side af jul er det nemlig som om, at der har været mere grus i maskineriet, og Gladbach, der ellers lå nr. 1 frem til runde 14. spillerunde – ligger nu på 4. pladsen – dog kun fire point bag førerholdet, Bayern München og med en kamp i hånden.

Det er også et vigtigt opgør for Marco Rose og resten af Gladbach-mandskabet, når Hoffenheim er på tapetet lørdag eftermiddag. En sejr er påkrævet, hvis de vil holde snor i de andre tophold.

Gladbach har da også kun tabt en enkelt kamp på Borussia-Park i indeværende sæson, og de går derfor naturligvis også ind til opgøret som favoritter til at snuppe de tre point.

Ser man på statistikkerne, skal man dog ikke være så hurtig på tasterne, når man udpeger Gladbach som favoritter. De to mandskaber har nemlig mødtes 23 gange i Bundesligaen, hvor det er blevet til ni uafgjorte, mens hvert hold har vundet syv kampe, det er altså helt lige i statistikkerne.

Den defensive organisation hos Gladbach har dog lidt et lille knæk i dette kalenderår, men de har trods alt stadig den bedste defensiv – sammen med Bayern – der har lukket 24 mål ind.

Til opgøret må Marco Rose se bort fra Keanan Bennets, mens Alessane Pleá til gengæld er tilbage fra karantæne, mens også Ramy Bensebaini kommer tilbage fra en muskelskade.

 

TSG Hoffenheim

TSG Hoffenheim, der har danskerne Robert Skov og Jacob Bruun Larsen i truppen, er ikke ligefrem inde i deres bedste periode i øjeblikket. Tæller vi DFB-Pokalen med, er Hoffenheim uden sejr i de seneste tre kampe, og der er vel og mærke tale om tre nederlag på stribe.

I sidste runde kæmpede de en mental kamp mod Wolfsburg, hvor de først kom bagud 0-1, kom på 1-1, for herefter at komme bagud 1-2, inden Andrej Kramaric udlignede til 2-2. Ikke desto mindre fandt Wout Weghorst vejen til netmaskerne tyve minutter før tid, og så tabte Hoffenheim 3-2 på hjemmebane.

I dette opgør kom Jacob Bruun Larsen på banen efter pausen, mens Robert Skov begyndte inde – og spillede alle 90 minutter. Og skal vi tro kicker, ser det også ud til, at Bruun Larsen får lov til at begynde på banen, ligesom landsmand, Robert Skov, naturligvis, fristes man til at sige, også er blandt de 11 foretrukne Hoffenheim-spillere til lørdagens opgør.

Hoffenheim er ikke desto mindre ikke ligefrem favoritter til at snuppe sejren, men de har brug for en sejr, hvis deres stime med tabte kampe ikke skal forlænges. Die Kraichgauer går også et svært kampprogram i vente, hvor Bayern venter i næste runde, inden Schalke er modstanderen runden efter.

Alfred Schreuder skal dog forsøge at vende den negative stime uden Ishak Belfodil,  der er blevet opereret for en knæskade, ellers er resten af spillerne klar til opgøret ude mod Gladbach.

Karantæner:

Gladbach: Ingen
Hoffenheim: Ingen

 

Bud på startopstillinger:
Gladbach: Sommer – Lainer, Ginter, Elvedi, Wendt – Zakaria, Neuhaus – Hofmann, Stindl, Thuram – Plea
Hoffenheim: Baumann – Posch, Akpoguma, B. Hübner, Skov – Grillitsch – Rudy, Baumgartner – Kaderabek, Kramaric, Bruun Larsen

 

Vidste du, at..:

Sebastian Rudy vil kunne slå klubrekord, som den Hoffenheim-spiller med flest Bundesliga-kampe? Rudy kommer op på 217 kampe, og han vil derfor overhale Andreas Beck, der tidligere havde rekorden.

 

Dom:

Borussia Mönchengladbach er favoritter i dette opgør – også hos bookmakerne – og det er bestemt ikke utænkeligt, at de løber med en 3-1-sejr.

 

You may also like
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane