bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > FC Schalke 04 > Optakt: FC Schalke 04 – Kan Tedesco gentage sidste sæsons bedrifter?

Optakt: FC Schalke 04 – Kan Tedesco gentage sidste sæsons bedrifter?

Sidste sæson:

Nummer 2 i Bundesligaen

Sidste sæson markerede atter en ny begyndelse for den hårdt kæmpende Ruhr-klub. Det unge tysk-italienske trænertalent, Domenico Tedesco, blev hentet til klubben efter en succesfuld halvsæson i Erzgebirge Aue, som resulterede i en nærmest mirakuløs redning af den lille klub. Tedesco skulle overtage tøjlerne efter Markus Weinzierl, som blot nåede en enkelt sæson for Die Königsblauen, inden han måtte tage sit tøj og gå.

Det hele startede lidt middelmådigt med tre sejre i de første syv runder, hvor det dog skal nævnes, at modstanderne blandt andet var RB Leipzig, Bayern München, Hoffenheim og Leverkusen, så der var ikke for alvor krisestemning, som det ellers er set så mange gange i de senere år. Efter den lidt bløde start så Tedesco og resten af Schalke-mandskabet sig imidlertid ikke tilbage, da de gik ubesejret igennem resten af efterårssæsonen bedst illustreret ved det fantastiske comeback, som de leverede på udebane imod rivalerne Dortmund i Revierderbyet, hvor de fik kæmpet sig tilbage på 4-4 efter at have været nede med 0-4 efter blot en halv time.

Forårssæsonen startede atter med et blødt udlæg med et snævert nederlag på 1-2 ude imod rekordmestrene fra Bayern. Nederlaget blev dog afløst af seks sejre i træk, inden de skuffende – skulle det vise sig – indkasserede sæsonens sidste nederlag ude imod nedrykkerne fra HSV. Domenicos Tedescos status hos Schalkefansene nåede hidtil usete højder, da han i runden efter hjemme vandt 2-0 over BVB, hvor førnævnte Tedesco fejrede sejren med en tur op i capo-tårnet til de mange tusinde inkarnerede fans begejstring. Schalke 04 holdte stand i de sidste runder, hvilket gjorde, at de opnåede deres bedste placering siden sæsonen 09/10, hvor de ligeledes blev nummer 2, som bekendt også er det bedste, Schalke nogensinde er blevet i Bundesligaen, da man til rivalernes morskab aldrig nogensinde har vundet Bundesligaen.

I den tyske DFB-pokal tabte de skuffende hjemme i semifinalen til de senere mestre fra Eintracht Frankfurt.

Transfers:

Christian Heidel har været særdeles aktiv hidtil i dette transfervindue. I skrivende stund er der kommet fem nye ansigter til. Suat Serdar er sommerens dyreste transfer, da Heidel har måtte overføre 11 mio. euro til Mainz mod at få råderet over den 21-årige tysktyrker. Serdar er udset til at være Leon Goretzkas afløser, der har skiftet Ruhr og Schalke 04 ud med Bayern og Bayern München på en fri transfer.

I sidste sæson havde Domenico Tedesco stor succes med at omskole Max Meyer til at være en styrende 6’er, som spillede sin formentlig bedste sæson nogensinde i Bundesligaen. I denne sæson står Meyer dog ikke længere til rådighed, da han ligesom Goretzka har forladt Schalke på en fri transfer. Meyer har dog skiftet Bundesligaen ud til fordel for Premier League fodbold og måske lidt overraskende Crystal Palace.

Ind er kommet Omar Mascarell, der er hentet i Real Madrid, men som dog har huseret i Eintracht Frankfurt i de seneste to sæsoner, og dermed ikke er fremmed overfor tysk fodbold. Hannover 96s forsvarsstyrmand, Salif Sané, er købt for 7 mio. euro, ligesom Hoffenheims topscorer i sidste sæson, Mark Uth, er hentet til Schalke på en fri transfer. Afslutningsvis er 25-årige Steven Skrzybski købt for 3,5 mio. euro i 2. Bundesliga hos Union Berlin.

Foruden Goretzka og May Meyer har Schalke-ikonet Benedikt Höwedes efter et mindre succesfuldt lejeophold hos Juventus forladt Schalke endegyldigt, da han er skiftet til russiske Lokomotiv Moskva.

Spanske Coke har vekslet et lejeophold hos Levante til en permanent aftale, ligesom hans landsmand Pablo Insua er blevet sendt på græs hos Huesca i La Liga. Problembarnet Donis Avdijaj har forladt Schalke 04 på en fri transfer, mens lejeaftalen med kroatiske Marko Pjaca er udløbet.

Styrket/svækket: Uændret

Denne sæson:

Der venter atter Domenico Tedesco en stor udfordring, som det også var tilfældet i sidste sæson. Schalke 04 har endnu en gang måtte se nogle af sine nøglespillere forlade klubben på en fri transfer, som man har skullet forsøge at erstatte på bedst mulig vis. På papiret ser det dog foreløbig fornuftig ud, da de har formået at hente nye spillere til, som allerede har kendskab til tysk fodbold og Bundesligaen i særdeleshed, hvilket kan vise sig vigtig i forhold til implementeringen på Schalke-holdet. Der venter dog også et større stykke arbejde, hvis de skal formå at gentage sidste sæsons bedrifter.

Et yderst svagt Dortmund-hold må formodes at præstere væsentlig bedre, end det var tilfældet i sidste sæson, ligesom forhadte RB Leipzig går ind til en ny sæson med erfaring om, hvordan det er at spille europæisk fodbold. Ligeledes venter der Schalke en sæson, hvor de igen skal forsøge at bide skeer med toppen af europæisk fodbold, da de naturligvis qua sidste sæsons andenplads er en af Tysklands repræsentanter i dette års Champions League turnering.

En stor del af sidste sæsons succes skal tilskrives defensiven, som blev styret med hård hånd af den rutinerede brasilianer, Naldo, der vel nok var Schalkes bedste mand i sidste sæson. I denne sæson er denne yderligere forstærket, da Naldo får selskab af senegalesiske Salif Sané, ligesom at unge Thilo Kehrer har fået et års mere erfaring, hvilket igen tyder på, at denne skal skabe grundlaget for pointhøsten.

Fremad banen er man mindre afhængig af østrigske Guido Burgstallers mål, da nyindkøbet Mark Uth også i de seneste to sæsoner har præsteret flotte måltotaler, ligesom det bliver interessant at følge, om Nabil Bentaleb endelig kan bide sig fast og vise de kvaliteter som gjorde, at Schalke var villige til at betale hele 18 mio. euro for algieren.

Bud på placering: 3

Bud på idealholdopstilling: 3-4-2-1

Fährmann – Kehrer, Naldo, Sané – Caliguiri, Bentaleb, Mascarell, Oczipka – Uth, Konyplanka – Burgstaller

Hold øje med – Suat Serdar

Nyindkøbet kan blive uhyre spændende at følge i den kommende sæson. Serdar bed for alvor sig fast på Mainz’ førstehold i sidste sæson, hvor han fik 25 kampe, hvilket kastede to scoringer af sig. Den unge midtbanespiller minder på flere punkter om sin to år ældre forgænger i Goretzka, om end han er knap så målfarlig som førnævnte, men det kan ikke afvises, at det er noget, som han kan lægge til sit spil. Ligeledes er det bestemt ikke usandsynligt, at Serdar meget vel kan spille sig en fast plads i startopstillingen via nogle præstationer på både træningsbanen og i kampene, da han har fået godt med spilletid i optakten og også kvitteret med en enkel scoring i 3-3 træningskampen mod Southampton.

Vil du en tur til Gelsenkirchen og opleve eksempelvis Revierderbyet mellem Schalke og Dortmund, så kan du få tre uforpligtende tilbud på billetter til din næste fodboldtur.

Relateret
You may also like
Optakt: Schalke 04 – FC Bayern München
PODCAST: Fokus på de tyske hold i Champions League
Optakt: TSG Hoffenheim – Sidste nat med klikken
Optakt: 1. FSV Mainz 05 – Favoritter til nedrykning?