bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: FC Bayern München – FC Augsburg

Optakt: FC Bayern München – FC Augsburg

Optakt, Bayern München, øl på stadion

I aften har vi at gøre med et bayersk lokalopgør. Når storebror fra Bayern tager imod lillebror fra Augsburg.

Kampfakta:

Spillested: Allianz Arena, München

Dommer: Storks

Kamptidspunkt: Tirsdag 20:30

TV: TV3 Sport

Holdnyt:
FC Bayern München:

Sydtyskerne hev i lørdags en sejr hjem fra Gelsenkirchen, og de har dermed fortsat ikke sat nogle point til i denne sæson. Faktisk har Niko Kovac i sine første syv kampe for klubben fået en bedre start end både Jupp Heynckes og Pep Guardiola gjorde.

Niko Kovac har dog i dagens udgave af Kicker været ude og opfordre sine spillere til ikke at begynde at tage let på tingene, og med tanke på, hvor hurtigt det sidste år begyndte at gå ned ad bakke for Carlo Ancelottis mandskab, så vil Bayern forsøge at fastholde intensiteten.

I sidste uges overbevisende sejr mod Schalke var intensiteten endda så høj, at Ribéry tydeligvis var utilfreds med at blive udskiftet. Franskmanden skal måske indfinde sig med mere rotation, og han kan sagtens ryge en tur på bænken til fordel for Gnabry i det tætpakkede program.

Til aftenens opgør sidder Tolisso, Rafinha og Coman ude med skader, mens Boateng er tvivlsom efter han kom galt af sted under den afsluttende træning.

FC Augsburg:

Lørdag tabte Augsburg 3-2 til Werder Bremen på en kæmpe målmandsfejl af Giefer i de døende minutter. Et yderst bittert nederlag for ”die Fuggerstädter”, og en forfærdelig dag for Fabian Giefer.

Den 28-årige målmand, der var andetvalg sidste sæson, har fået en hård start på sæsonen. Flere havde nok forudset, at Augsburg ville få problemer på målmandspostitionen efter Marwin Hitz afgang. Klubben valgte nemlig ikke at hente en erstatning for schweizeren, og det ser vi måske konsekvensen af nu.

Efter kampen kunne man se Manuel Baum rørt til tåre, da han skulle forsøge at sætte ord på situationen, men selvom han indtil videre har støttet Giefer hele vejen, så er der meldinger om et målmandsskifte under opsejling.

Det forventes således, at Andreas Luthe er ny mand i målet i aften. Spørgsmålet bliver i januar, om Augsburg bliver nød til at lede efter en ny målmand.

Dong-Won Ji, Ja-Cheol Koo, Schieber og Fredrik Jensen vil ikke være til rådighed for Augsburg.

Karantæner:
FC Bayern München: Ingen
FC Augsburg: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Bayern München: Neuer; Kimmich, Süle, Boateng, Alaba; James, Thiago, Müller; Robben, Lewandowski, Gnabry
FC Augsburg: Luthe; Gouweleeuw, R. Khedira, Hinteregger; Schmid, Baier, Moravek, Max; Hahn, Caiuby; Gregoritsch

Vidste du, at…:
Bayern har vundet tolv ud af fjorten kampe imod Augsburg i Bundesligaens historie? Med en sejrsfrekvens på 86% er Augsburg af de aktuelle Bundesliga-mandskaber derfor det hold, den sydtyske mastodont har det bedst imod.

Dom:
Det er svært at se, hvordan Augsburg skal kunne stille det helt store op imod Bayern. Vi tror på en 4-1-sejr til ”sydens stjerne”.

Vil du gerne en tur ned og se suveræne Bayern München på Allianz Arena, så få gode råd til din tur og se også, hvordan du får billetter

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25