bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Eintracht Frankfurt – Borussia Dortmund: Hvad kan Dortmund uden Erling Haaland?

Optakt: Eintracht Frankfurt – Borussia Dortmund: Hvad kan Dortmund uden Erling Haaland?

Eintracht Frankfurt, stadion, optakt

Erling Haaland er dømt ude resten af året, så Dortmund må klare sig uden sin norske topscorer, når de skal forsøge at rejse sig efter sidste uges skuffelse mod Köln. Lørdag er Frankfurt modstanderen på udebane, og de er mestre i at spille uafgjort.

 

Kampfakta

Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Spillested: Deutsche Bank Arena, Frankfurt
TV: Xee

 

Holdnyt

Frankfurt 

Man kan meget vel betegne Eintracht Frankfurt som værende ligaens bedste hold … til at spille uafgjort. Hele seks gange i indeværende sæson har Die Adlern delt i porten, hvilket samtidigt også betyder, at de faktisk er ubesejret i de seneste fire Bundesliga-opgør.

I den seneste runde spillede de 3-3 ude mod Union Berlin, der ellers kom foran 2-0, men med en stærk indsats af André Silva kom Frankfurt faktisk foran 3-2. Det endte dog 3-3 i Berlin, hvilket bragte Frankfurt op på 9. pladsen med 12 point.

Selvom Frankfurt ganske vist er ubesejret i de seneste fire kampe, har de omvendt også kun vundet to kampe i denne sæson, og vi skal helt tilbage til 3. spillerunde for at finde den seneste af slagsen.

Lørdag er de heller ikke favoritter mod BVB, men vi så altså Köln i seneste weekend levere en overraskelse mod netop Dortmund. Hvis det skal ske, skal Frankfurt dog levere en anden og mere disciplineret indsats rent defensivt, end det var tilfældet i sidste uge, men Frankfurt skal samtidigt også udnytte, at lørdagens gæster er inde i et hårdt kampprogram i øjeblikket.

Frankfurt-træner Adi Hütter har næsten alle mand til rådighed, da det kun er Ragnar Ache, der er tvivlsom til opgøret mod BVB.

 

Dortmund

BVB dummede sig i sidste uge i Bundesligaen, hvor de noget overraskende måtte se sig slået med 2-1 hjemme mod FC Köln. Et pointtab, som de færreste havde regnet med, men det gik bare ikke Dortmunds vej, der rent offensivt ikke var særligt skarpe, og samtidig havde svært ved – igen – at forsvare sig på hjørnespark.

Borussia Dortmund var også i aktion i midtugen i Champions League, hvor det længe så ud til, at de ville snuppe alle tre point hjemme mod Lazio, men den tidligere Dortmund-spiller Ciro Immobile ville det anderledes. Italieneren scorede på straffespark med godt tyve minutter tilbage, og selvom Dortmund producerede chancer nok til at vinde, endte det 1-1.

Se højdepunkter fra den kamp her

Ikke desto mindre sikrede Dortmund sig kvalifikation til 1/8-finalerne i Champions League-turneringen med det ene point, dog er de endnu ikke sikker på førstepladsen inden sidste spillerunde i næste uge.

Men selvom de gik videre, kom der salt i BVB-såret, da den norske superstjerne Erling Haaland blev skadet op til Lazio-kampen. Angriberen, der har været ualmindelig skarp for Dortmund, er blevet muskelskadet, og det betyder, at han ikke kommer i aktion mere i 2020.

Derudover blev Thomas Delaney også småskadet i onsdagens opgør, og rygsmerter gør, at han heller ikke er i spil til lørdagens opgør mod Eintracht Frankfurt. Mange var også nervøse, da Mats Hummels også måtte udgå med en skade, men de første undersøgelser viser, at den tyske midterforsvar formentlig er klar til kamp.

Skaderne hagler altså ned over Dortmund i øjeblikket, og netop derfor er kampen mod Frankfurt også så ekstrem vigtig. Der er ikke plads til flere pointtab, hvis de skal holde trit med de øvrige tophold, for det er tæt i toppen, og der er ikke langt fra succes til fiasko.

Med Erling Haalands fravær kan vi måske få Youssoufa Moukoko på banen, der også fik spilletid i kampen mod Köln, selvom det unge stortalent ser ud til at må begynde kampen på bænken.

Først og fremmest har de ”kun” fire point op til førstepladsen, men til gengæld er der også kun tre point ned til Gladbach på syvendepladsen, så alt er åbent.

Foruden Delaney og Haaland er Schmelzer fortsat skadet, mens også Meuiner er ude af opgøret.

 

Karantæner

Frankfurt: Ingen
BVB: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Frankfurt: Trapp – Abraham (c), Hinteregger, N’Dicka – Durm, Ilsanker, Rode, Kostic – Kamada – Dost, Silva
BVB: Bürki – Can, Hummels, Akanji – Morey, Bellingham, Witsel, Guerreiro – Sancho, Reus (c), Hazard

 

 Vidste du, at…:

Frankfurts André Silva faktisk har været mere målfarlig end Erling Haaland siden Bundesligaen blev genoptaget efter corona-pausen? Siden da har Silva scoret 15 mål, mens Haaland har leveret 14 scoringer.

 

Dom:  

Selvom Dortmund er udfordret skadesmæssigt, har de stadig et særdeles slagkraftigt hold, og der må, bør og skal komme en trosreaktion efter en halvskidt uge for BVB. 3-1 til gæsterne, der spiller uden Haaland.

 

Få spiltips til Bundesligaen hvis SpilXperten 

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen