bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Bayern München – RB Leipzig: Trækker Bayern fra i toppen af tabellen

Optakt: Bayern München – RB Leipzig: Trækker Bayern fra i toppen af tabellen

Optakt, Bayern München, højdepunkter

Der er næsten garanteret underholdning og ikke mindst mål, når Bundesligaens to bedste hold lige pt. krydser klinger lørdag aften. Det er Bayern München, der på Allianz Arena møder Yussuf Poulsen og RB Leipzig.

 

Kampfakta

Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30
Spillested: Allianz Arena, München
Tv: TV3 SPORT

 

Bayern München 

Der gik nærmest et chok igennem hele Tyskland, da Bayern i sidste uge kom bagud mod Stuttgart efter lidt mere end tyve minutters spil. Var de virkelig ved at smide point for anden Bundesliga-runde i træk? Nej, var svaret fra Hansi Flick og co., der skruede bissen på og vandt med 3-1 i Stuttgart.

Dermed forsvarede de førstepladsen, og selvom rekordmestrerne var i aktion tirsdag aften ude mod Atlético Madrid, er de friske og fyldte med energi. Bayern München var nemlig sikre på at gå videre som gruppevindere i Champions League inden kampen i Madrid, derfor var det et relativt reservespækket mandskab, der måtte nøjes med 1-1 mod Atlético.

Og ja, vi mener nøjes, for selvom Bayern var uden både Lewandowski, og Neuer, ja så jagtede de fortsat sejren til sidst.

Der er ingen tvivl om, at Bayern er målfarlige igen i indeværende sæson, men lørdag aften møder de ligaens bedste defensiv. Leipzig-mandskabet får dog deres sag for, da Bayern altså har scoret hele 31 gange i de første ni runder, og ved lidt hurtig hovedregning giver det mere end tre mål i snit pr. kamp.

Det er imponerende.

Rent statistikmæssigt går det også Bayerns vej, da de i de otte indbyrdes Bundesliga-opgør, de har haft mod Leipzig, er kommet sejrrigt ud af fire af disse opgør. Leipzig har til gengæld kun vundet en enkelt af disse kampe, mens de resterende tre er endt uden en vinder.

Bayern kommer altså med en frisk trup og friske profiler, og der er ingen grund til at spare sig, selvom de skal i aktion i midtugen igen mod Lokomotiv Moskva, for de er, som tidligere nævnt, stadig videre som gruppevindere i Champions League.

Hansi Flick kan håbe på, at Alphonso Davies når at blive klar til kampen, han var i hvert fald på træningsbanen torsdag, men derudover er alle spillere på nær Kimmich til rådighed til topopgøret lørdag aften.

 

RB Leipzig

Mens Bayern München kunne spare spillere i midtugen, var billedet et helt andet for Julian Nagelsmann og co. Leipzig måtte nemlig kæmpe med næb og klør, da de onsdag aften gæstede Istanbul Basaksehir. Det blev et underholdende opgør, hvor Leipzig kom foran 2-0, men de kunne ikke lukke kampen – og i stedet kom tyrkerne tilbage.

Alexander Sørloth sikrede dog tyskerne sejren i overtiden, da han scorede til 4-3 i en kamp hvor Yussuf Poulsen leverede både mål og assist, og så fik Leipzig tre livsvigtige point ind på kontoen. For intet er afgjort i deres CL-pulje, hvor både Leipzig, Manchester United og Paris Saint-Germain står noteret for ni point med en spillerunde tilbage.

I den sidste runde møder Leipzig Manchester United, og dermed har de deres egen skæbne i hånden, hvor en sejr vil sikre videre avancement i turneringen.

I Bundesligaen er de relativt godt kørende, hvor de i den seneste runde fik en 2-1-sejr hjemme mod Arminia Bielefeld – dog uden at imponere. Ikke desto mindre fik de de tre point, som tæller, ind på kontoen, og med Dortmunds pointtab rykkede de op på 2. pladsen i Bundesligaen.

Opgøret mod Bayern kan meget vel blive sæsondefinerende, fordi det kan give os et fingerpeg om, hvorvidt vi skal regne med RB Leipzig som udfordrer til Die Meisterschale i denne sæson. For en sejr til Yussuf Poulsen og co. vil betyde, at de går forbi Bayern.

Omvendt vil et nederlag sende Bayern yderligere i front, og vi ved fra tidligere år, at når Bayern-maskineriet først kører derudaf, så er det meget svært at stoppe.

Julian Nagelsmann har to gange tidligere formået at besejre Bayern München, men der skal vi helt tilbage til den 9. september 2017, hvor han med Hoffenheim slog Bayern med 2-0.

I og med at Leipzig har en yderst vigtig kamp i Champions League allerede tirsdag aften, kunne det godt tyde på, at Nagelsmann roterer lidt i startopstillingen – i hvert fald i front, hvor der, ifølge Kicker, hverken bliver plads til Yussuf Poulsen eller Alexander Sørloth.

Til gengæld vil svenske Emil Forsberg spille i en falsk-9-rolle, men hovedopgaven for Leipzig bliver også at spille en god defensiv kamp, som de jo er garant for.

Dermed ikke sagt, at Leipzig vil pakke sig, for det er ikke en del af deres spillestil, så vi skal uden tvivl nok få en interessant forestilling. Det er der i hvert fald lagt i kakkelovnen til.

Nagelsmann må undvære Henrichs, der er ude med en skasde, mens Hee Chan Hwang er ude med corona. Derudover er Lukas Klostermann og Laimer på vej tilbage efter deres knæoperationer, men de bliver næppe klar til lørdagens brag.

 

Karantæner

Bayern: Ingen
Leipzig: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Bayern: Neuer – Pavard, J. Boateng, Alaba, Hernandez – Tolisso, Goretzka – Gnabry, T. Müller, Coman – Lewandowski
Leipzig: Gulacsi – Konaté, Upamecano, Halstenberg – Mukiele, Sabitzer, T. Adams, Angelino – Dani Olmo, Nkunku – Forsberg

 

Vidste du, at..:

man skal bestemt ikke afskrive Leipzig lørdag aften, da de er det mest skudlystne hold i Bundesligaen? Hele 150 skud har de præsteret i indeværende sæson, mens de samtidigt også er det mandskab, der har fået flest straffespark, nemlig fem af slagsen.

 

Dom:

Vi håber naturligvis på et spændende opgør, der ikke ender ud i et anti-klimaks, hvor det bliver for fastlåst. Det kan vi dog ikke forestille os, men i og med at Leipzig også har fokus på at skulle videre i CL, tror vi at Bayern snupper en 3-1-sejr – og dermed øger sit forspring i toppen af Bundesligaen.

 

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

 

 

 

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25