bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt til Bundesliga Manager runde 3: Sats på Union og Köln

Optakt til Bundesliga Manager runde 3: Sats på Union og Köln

Bundesliga Manager

Mit sats med at skifte otte mand kunne næsten betale sig, da både Wolfburg og Leverkusen vandt til nul. At Leverkusen så valgte at spare Bakker helt, og at Adli trods både mål og assist mod Gladbach skulle starte ude var bestemt en streg i regningen. Til runde tre køber jeg spillere fra Union og Köln. Begge klubber har imponeret med flot spil og masser af fight, og så gør det jo intet, at de møder ligaens to svageste mandskaber.

Mine udskiftninger

Forsvar

Alfonso Davies (4,5 mio) Bayern ud – Josip Juranovic (3,6 mio) Union ind
Bayern ser altså bare lidt rustne ud. Spillet kører ikke for mestrene, og de er bestemt ikke overbevisende defensivt, hvilket betyder, at Davies ryger en tur på bænken. Ind kommer i stedet Unions nye kroat Jovanovic, der debuterede med en assist og fremragende spil i kampen mod Werder. Juranovic er kommet til fra Celtic, og på trods af at han var på blokken hos både Atletico, Barca og Chelsea, så var det ”Eisern” Union Berlin, der sikrede sig den eftertragtede spiller.

Midtbane

Nadiem Amiri (3,8 mio) Leverkusen ud – Sheraldo Becker (6,1 mio) Union ind
Amiri har ikke spillet sig af holdet, men jeg vil hellere gå med Sheraldo Becker. ”Bageren fra Köpenick” har stadig sit første mål til gode i forårssæsonen, men han spiller angriber på et Union hold, der har vundet de to første opgør og her kan sætte Hertha på plads i lørdagens lokalopgør. Jeg tror, Becker har lagt i ovnen til forårets første mål mod et Hertha forsvar, der har lukket otte mål ind i de første to kampe.

Jakub Kaminski (3,6 mio.) Wolfsburg ud – Ellyes Skhiri (3,6 mio) Köln ind
Man kan sige det samme om Kaminski, som det var tilfældet med Amiri. Skhiri koster det samme som polakken, men med tre mål og et oplæg i to kampe, så får man en helt anden X-faktor ved at købe Kölns tunesiske midtbanemand end ved at beholde Wolfsburg mere anonyme kant.

Riedle Baku (5 mio) Wolfsburg ud – Linton Maina (3,9 mio) Köln ind
Indrømmet: det kan virke tåbeligt at skifte Baku ud, når Wolfsburg har vundet de første to kampe og han scorede i dem begge. Jeg tror dog, at han fra sin plads som højre back har overpræsteret og falder tilbage til et mere normalt niveau. Maina derimod figurerer ligeledes på midtbanen i spillet men har i forårets to første kampe slået David Selke af og er startet som angriber ved siden af Tigges. På den plads har han foreløbig både scoret og assisteret.

Angreb

Eric Choupo-Moting (7,7 mio) Bayern ud – Steffen Tigges (3,9 mio) Köln ind
Ingen har vel for alvor været imponeret over Bayern i de to første kampe? Spillet var langsomt, og boldomgangen var til tider frygtelig at se på. Det koster Moting pladsen på mit hold, og jeg vælger i stedet en spiller fra det Köln mandskab, som kun var et ”Sontagsschuss” fra Kimmich fra at snuppe alle tre points i München. Gedebukkeklubben er kommet fortræffeligt fra start, og jeg har svært ved at stå for træner Steffen Baumgart, når han som i tirsdags fiser rundt i teknisk område iført kun joggingbukser, polo-shirt og sixpence. Han har skabt et hårdtarbejdende Köln mandskab, som er rigtig svært at spille mod. På det hold er Tigges en af de bedste, og med to mål og et oplæg finder han også vej til mit hold.

Amine Adli (3,8 mio) Leverkusen ud – Kevin Behrens (3,8 mio) Union ind
Det var skuffende, at Adli efter både at have scoret og assisteret i Leverkusens udesejr i Gladbach, gled ud af startopstillingen i hjemmekampen mod Bochum. I hjemmekampen mod Dortmund ligner det igen, at Hlozek og Diaby tager pladserne. Derfor vender jeg mig endnu engang mod Union Berlin og giver Kevin Behrens pladsen på mit hold. Han var banens bedste og scorede sejrsmålet mod Bremen i onsdags. Mere af den slags mod Hertha tak.

Min anfører

Det kan kun blive Steffen Tigges. Jeg er voldsomt imponeret af den måde, Köln har vist sig frem på i forårets to første kampe, og så var det fedt, at de fortsatte i anden halvleg mod Werder og scorede to mål dér. Man ser ellers tit, at når det ene hold fører stort ved pausen, så opstår der en form for våbenhvile i anden halvleg, men Köln ville have mere. Hvis de rammer bare i omegnen af niveauet fra de to første kampe, så kan det blive rigtig slemt for Schalke, og så kan Tigges sagtens have scoret et par gange eller flere.

Få gode råd hver uge til dit Managerhold

 

Foto: holdet.dk

 

 

You may also like
Bundesligamanager
Optakt til Bundes Manager runde 12: De svære valg
Runde 11 i Bundes Manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til runde 11 i Bundes Manager: Den store udskiftning
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 10 – Kom så Jess Thorup!
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 9: Frankfurt er løsningen