Sikke dog en ”cirkum horibilis”, som saglige Dronning Elisabeth ville have sagt. Leipzig blev kørt ud på røv og albuer af Mainz hjemme på Red Bull Arena. Det er der isoleret set intet galt i, altså med mindre man har købt tre spillere fra hjemmeholdet. Nå, så slog RB jo Dortmund i pokalen og får derfor chancen igen, når de i påske-runden skal en tur til hovedstaden, hvor de møder Hertha Berlin.
Bayern skal ligeledes prøve at revanchere sig for det højst overraskende pokal-exit hjemme mod Freiburg. Mestrene skal nemlig møde netop Freiburg på udebane.
Om runden
Umiddelbart skifter jeg kun én mand inden runde 12, men bemærk, at du kan se startopstillingerne fra fem kampe, da der ikke spilles langfredag, så kick-off først er lørdag kl. 15.30.
Der er egentlig mange gode bud, hvis dit hold har brug for et ”quick fix”, men jeg synes, det er svært at finde spillere, der har tur i den, og som samtidig har et godt program. BVB kan dog være undtagelsen, men lige nu har jeg svært ved at gennemskue, hvem de starter med fremme.
Mainz, Bochum, Hoffenheim og Augsburg har alle kampe, der på papiret ser overkommelige ud, men det gør de næste kampe bare langtfra. Men er du nødt til at satse på en spiller, som helst skal lave 2-3 mål i påsken, så kunne Kramaric, Ingvartsen, Ajorque eller måske Berisha være sagen.
Mine udskiftninger
Lucas Höler (3,7 mio.) Freiburg ud – Takuma Asano (3 mio.) Bochum ind
Dette skifte kræver en formationsskifte til 4-4-2 og kan virke grotesk al den stund, at det netop var Höler, der scorede målet, der sendte Freiburg videre på Bayerns bekostning. Jeg tror dog, at Bayern får revancheret sig og kigger i stedet mod Bochum, der hjemme tager imod Stuttgart. Asano scorede målet, der sikrede Ruhrpotten et vigtigt point med hjem fra Frankfurt og ser faktisk rigtig skarp ud lige nu.
Mit anførervalg
Denne gang går jeg med Bundesligaens farligste forsvarsspiller, nemlig Erhan Masovic fra Bochum, der har scoret fire gange. Mod Stuttgart kan det femte mål sagtens komme og kombineret med en god chance for at holde nullet, så er det serbiske ”Kampfschwein” bestemt et sats værd.