Sidste sæson:
Nummer 7 i Bundesligaen
Selvom det endte med både pokalfinale og plads i Europa, så var sidste sæson for Dortmund en katastrofe, og nok langt fra det farvel Jürgen Klopp havde forestillet sig. Især i efteråret var der ikke meget, der fungerede for de sort-gule, der formåede at spille ni kampe i træk uden sejr, inden et allerede legendarisk selvmål af Christoph Kramer brød den negative stime.
Spillere som Mkhitaryan, Kagawa for slet ikke at tale om Immobile og Ramos, slog ikke til, Reus var ude med skader, og når de unge talenter fik chancen resulterede det oftest i tragikomiske brølere, i stil med det Ginter og Weidenfeller sammen præsterede i nederlaget mod Frankfurt. Eneste oplysende moment, udover de trofaste fan, der til trods for sløje resultater bakkede klubben ubetinget op, var Aubameyang. Især efter pausen viste han, at han besidder kvaliteterne til at afløse Lewandowski i front. Reus forlængelse i februar skabte fornyet optimisme i klubben og indledte i øvrigt et flot comeback, hvor Dortmund trods alt formåede at sikre sig syvendepladsen og adgang til europæisk fodbold.
Transfers:
For første gang siden 2011 har Dortmund ikke solgt en af deres største profiler. Både Reus, Hummels, Aubameyang og Gündogan har alle valgt at takke ja til Tuchels projekt, der endda begynder at se spændende ud med de mange nyankomne.
Største navn – udover Tuchel selv – er Gonzalo Castro, der efter en forrygende sæson hos Leverkusen, nu skal se, om han kan erobre en plads på den centrale midt ved siden af Gündogan.
Til samme position har Dortmund handlet i 1860 München, hvor unge Julian Weigl er kommet til. Selvom han må formodes at være backup, har han lidt overraskende fået masser af spilletid i de første par kampe. Derudover er Roman Bürki hentet ind fra nedrykkede Freiburg, hvor han skal kæmpe med Weidenfeller om pladsen mellem stængerne.
Endelig er Jonas Hofmann, Moritz Leitner og Marvin Duskch alle tilbage fra endt leje, men det er nok kun Hofmann, der for alvor kommer til at indgå i Tuchels planer.
For at gøre plads til de mange ”nye”navne, har Dortmund også måtte sige farvel til en række spillere. Sebastian Kehl valgte efter 14 års tro tjeneste at lægge støvlerne på hylden. Mitchell Langerak så skriften på væggen og skiftede til Stuttgart for at få spilletid, og Milos Jojic, der ellers bragede igennem i sit første halve år, følte sig forbigået og tog turen til FC Köln.
Derudover blev det også til et foreløbigt arrivederci til Ciro Immobile, der ganske enkelt aldrig blev en succes i Dortmund. Han håber nu at få gang i karrieren igen i Sevilla, hvor han har fået en et-årig lejeaftale med købsoption.
Styrket/svækket:
Styrket
Denne sæson:
Dortmund er lidt af et spørgsmålstegn forud for denne sæson. Under Klopps regime vidste vi præcist, hvad vi kunne forvente, men Tuchel har dikteret mere boldbesiddelse og mod. Selvom optakten har været yders lovende, så vil Tuchels ideer formentlig ikke være implementerede før cirka midtvejs i sæsonen. Lidt i stil med Roger Schmidts Leverkusen sidste år.
En af de punkter hvor der i særdeleshed skal ske forbedringer er i det defensive. Hele 42 indkasserede mål var kun fem bedre end nedrykkede Freiburg, men selvom de bagerste fire ser ud til at forblive uændret, er der dog grobund for optimisme. Gündogan er modsat sidste sæson tilbage i fulde omdrejninger, og hans boldomgang på midten bliver ikke kun et vigtigt element rent offensivt. Kan han fortsætte de takter, han har vist i træningskampene, kan Dortmund flytte spillet højere op og samtidig være i bedre balance i forhold til sidste sæson, hvor de alt for ofte blev løbet over ende, når de tabte bolden i det opbyggende spil.
I angrebet skal Aubameyang igen finde målformen, specielt nu hvor Ramos er eneste andet alternativ, og så skal Mkhitaryan og Kagawa også gerne lave mere end otte kasser til sammen.
Drømmen om et nyt mesterskab forbliver nok en drøm i hvert fald i denne sæson, men får Tuchel held med sine ideer forholdsvis hurtigt, kan Dortmund sagtens blande sig i kampen om Champions League pladserne.
Bud på placering:
2-5
Bud på idealopstilling:
4-2-3-1: Bürki – Pizszceck, Hummels, Sokratis/Subotic, Schmelzer – Gündogan, Sahin – Reus, Kagawa, Mkhitaryan – Aubameyang
Hold øje med
Marco Reus
Det er tæt på at være for oplagt at placere Marco Reus på vores ”Hold øje med liste”, men efter en skadesplaget sæson, kommer vi forhåbentlig til at se en Reus tilbage i absolut topform. Tuchel har eksperimenteret en del med ham i træningskampene, hvor han både har været benytte som falsk 9’er og centralt hængende bag frontangriberen. Sidste år var det skræmmende åbenlyst, hvor stor forskel der var på Dortmund med og uden Reus, så Dortmund må knytte deres håb til, at han forbliver skadesfri og sparker dem tilbage i top 4.