bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Borussia Dortmund – Mainz: Fortsætter Dortmund takterne mod Svenssons Mainz?

Optakt: Borussia Dortmund – Mainz: Fortsætter Dortmund takterne mod Svenssons Mainz?

Borussia Dortmund, optakt

Dortmund skal forsøge at ride videre på bølgen, efter de i seneste runde besejrede RB Leipzig med 3-1. Lørdag er modstanderen Bundesligaens bundprop fra Mainz, hvor danske Bo Svensson er ved roret, og selvom der ikke er meget, der taler for en sejr til gæsterne, slog de faktisk BVB på udebane i sidste sæson.

 

Kampfakta

Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Tv: Xee

 

Holdnyt

 

Dortmund

Borussia Dortmund er ved at komme på rette kurs igen efter et par turbulente uger med bl.a. en trænerfyring inden jul. I sidste spillerunde viste BVB for alvor tænder, da Die Schwarzgelben slog Leipzig med 3-1 i et underholdende opgør, hvor Erling Haaland blev dobbeltmålscorer, hvilket betød, at Haaland nu har lavet 25 mål i 25 kampe. Ganske enkelt imponerende, for det er han nemlig den første spiller, der formår i Bundesligaens historie.

Den sejr viste, at vi måske alligevel ikke helt skal afskrive BVB i mesterskabskampen, selvom de godt nok er placeret på fjerdepladsen – med fem point op til Bayern. Offensivt var de i perioder sprudlende, og det har uden tvivl hjulpet på netop offensiven, at man har fået Erling Haaland tilbage fra skade – mens også Jadon Sancho var tilbage med både mål og assists for anden kamp i træk.

Det er dog ingen roser uden torne, for Axel Witsel måtte nemlig lade sig udskifte med en skade, der senere hen viste sig at være en overrevet akillessene. En skade, der holder midtbaneprofilen ude måske endda resten af sæsonen, skriver Kicker.

Dortmund kan dog ikke komme uden om, at de er storfavoritter, når Mainz lørdag eftermiddag er modstanderen – i hvert fald hvis vi ser på stillingen. Men da de to mandskaber mødtes i sidste sæson, var det faktisk Mainz, der noget overraskende trak sig sejrsrigt ud af opgøret med en 2-0-sejr over BVB.

For Dortmund har haft stabilitetsproblemer, og vinder de, som alle forventer, lørdag mod Mainz, så vil det også være første gang siden oktober måned, at Thomas Delaney og co. snupper tre Bundesliga-sejre i træk.

Edin Terzic må foruden Witsel også undvære Thorgan Hazard og Marcel Schmelzer, mens Jude Bellingham er tvivlsom til opgøret lørdag eftermiddag.

 

Mainz 

Det var ikke ligefrem en god weekend at være Mainz-supporter i sidste spillerunde. Både Arminia Bielefeld og Schalke 04 fik nemlig tre point på kontoen, hvilket sendte Mainz-mandskabet ned på ligaens sidsteplads med seks point for 15 kampe.

Mainz selv blev besejret af rivalerne fra Frankfurt med 2-0, hvilket ikke var nogen ønskedebut for den nyudnævnte danske træner Bo Svensson. Danskeren har heller ikke de bedste arbejdsbetingelser, da det ikke er nogen nem opgave at møde Borussia Dortmund – endda på udebane – i sin anden kamp i spidsen for Mainz.

Det er også ved at være et pænt stykke tid siden Mainz sidst fik tre point på kontoen, det skete nemlig den 22. november, hvor Freiburg blev besejret med 3-1. Sæsonens eneste sejr indtil videre. Selvtilliden er forståeligt nok ikke det, der er mest af i Mainz-lejren, men Bo Svensson skal naturligvis håbe på en artig overraskelse mod BVB.

Mainz-mandskabet går desuden et hårdt kampprogram i møde, hvor Wolfsburg venter efter Dortmund, mens Leipzig er modstanderen i 17. spillerunde. Så Bo Svensson kan nærmest kun overraske i sine første kampe i spidsen for Mainz.

Til opgøret på Signal Iduna Park må Svensson se bort fra Kunde, mens Edimilson Fernandes heller ikke bliver klar til kampen.

Hør meget mere om Bo Svensson og hans udfordringer i Mainz 05 i vores seneste podcast

 

Karantæner

Dortmund: Ingen
Mainz: Ingen

 

Bud på startopstillinger

BVB: Bürki – Meunier, Akanji, Hummels, Guerreiro – Can, Delaney – Sancho, Reus (c), Reyna – Haaland
Mainz: Zentner – Brosinski, St. Juste, Hack, Niakhate – Latza (c), Barreiro – Burkardt, Stöger, Boetius – Mateta

 

Vidste du, at..:

Borussia Dortmund har scoret hele 26 ud af 31 mål i anden halvleg i indeværende sæson? Så hvis det står 0-0 ved pausen, så skal du IKKE skrue væk…

 

Dom:

Dortmund har vundet fire ud af fem kampe siden Edin Terzic tog over, og der skal også gå meget galt, hvis Mainz skal snuppe point fra BVB. En sikker 3-0-sejr til Dortmund, og mon ikke vi får Haaland at se på scoringstavlen.

Få spiltips til alle kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 9: Frankfurt er løsningen
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 8 – Tilbage til Harry Kane