bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Borussia Dortmund – FC Köln

Optakt: Borussia Dortmund – FC Köln

Optakt, BVB, Borussia Dortmund, spilletidspunkter

Borussia Dortmund inviterer lørdag eftermiddag Köln på besøg på Signal-Iduna-Park, hvor BVB ikke har tabt siden april måned. Köln kommer trods alt ind til opgøret med selvtillid og med en formstærk Modeste, der har nettet fire gange i de seneste to kampe.  

 

Kampfakta

Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Tv: TV3 Sport

 

Holdnyt

 

Borussia Dortmund

 

Vi skal efterhånden over en måned tilbage for at finde det seneste nederlag til Marco Roses Dortmund-mandskab i Bundesliga-sammenhæng, og i midtugen spillede BVB sig også videre i DFB-Pokal. Her blev det til en 2-0-sejr over Ingolstadt, hvor Thorgan Hazard i anden halvleg blev skiftet ind og scorede begge mål. To mål, der for belgieren kan betyde, at han er at finde i startopstillingen hjemme mod Köln.

Dortmund står noteret for 21 point efter ni spillerunder, og de ånder Bayern München, der har 22 point, lige i nakken på førstepladsen. Og hvem ved, måske kan BVB sætte sig på førstepladsen efter denne spillerunde afhængig af, hvorvidt Bayern får rejst sig efter den massakre, de løb ind i onsdag, da rekordmestrene blev besejret med hele 5-0 mod Gladbach.

Det har man omvendt nok moret sig gevaldigt over i BVB-lejren.

Det eneste salt i såret hos Dortmund i øjeblikket er, at man er uden Erling Haaland, der har problemer omkring lysken. Det var dog ingen hindring i den seneste spillerunde, hvor BVB slog Jacob Barrett og Arminia Bielefeld med 3-1, da Emre Can, Mats Hummels og til sidst Jude Bellingham fik nettet til at blafre.

Marco Rose må foruden Haaland også undvære Guerreiro, Reyna og Morey, mens Mahmoud Dahoud er tvivlsom til opgøret. Skadeslisten er efterhånden ved at være lang, da også Marcel Schmelzer og Nico Schulz også fortsat er skadet, mens Dan-Axel Zagadou er på vej tilbage fra sin skade. Det giver nogle udfordringer rent defensivt, hvor Emre Can kan agere brandslukker.

Derudover vil Rose helt sikkert også have in mente, at BVB i midtugen spiller Champions League mod Ajax, hvor man meget gerne skal have revanche fra 4-0-nederlaget mod netop Ajax i sidste spillerunde. Det kan betyde, at vi muligvis får Youssoufa Moukoko at se i lørdagens opgør, hvor Dortmund er favoritter, da de heller ikke har tabt i egen hule i otte kampe i træk.

 

FC Köln

Köln har været rigtig konstante i indeværende sæson, hvor de kun har tabt to kampe, mens de til gengæld har spillet hele fire kampe uafgjort og vundet de tre resterende. I sidste uge fik man et vigtigt point i Rhine-debyet mod rivalerne fra Leverkusen.

Her var Köln ellers bagud med 2-0 efter en times spil, men så dukkede Anthony Modeste frem ikke bare én gang men hele to gange, hvilket sikrede die Geißböcke et enkelt point, der bringer den samlede total op på 13 point.

Köln har også været i aktion i pokalturneringen i midtugen, hvor de – ligesom lørdagens modstander – avancerede efter en 2-0-sejr over VfB Stuttgart. Her scorede Modeste også begge mål, så den franske angriber er muligvis på vej mod sin anden ungdom. I hvert fald er han meget formstærk, og han skal forsøge at udfordre Hummels og co. i lørdagens opgør, hvis Köln skal have en chance på Signal-Iduna-Park.

Til gengæld har de den fordel modsat BVB, at træner Steffen Baumgart har hele truppen til rådighed på nær Ellyes Skhiri, så han kan blande kortene, som han vil. Det kommer dog ikke til at ændre på en grundlæggende defensiv tilgang til opgøret, hvor østrigske Dejan Ljubicic kommer til at ligge på 6´er-positionen, hvor han skal forsøge at rydde op. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at østrigeren nok skal få løbet nogle meter uanset hvad.

 

Karantæner

BVB: Ingen
Köln: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

BVB: Kobel – Akanji, Hummels, Can – Meunier, Bellingham, Witsel, Hazard – Brandt, Reus (c) – Malen
Köln: T. Horn – Schmitz, Kilian, Czichos, Hector (c) – Ljubicic – Özcan, Duda, Kainz – Uth, Modeste

 

Vidste du at..:

Anthony Modeste har scoret ni sæsonmål i indeværende sæson, hvoraf hele fire af dem er lavet på hovedstød? Det er flest af alle i Bundesligaen.

 

Læs også: Anthony Modeste har endelig fået sit gennembrud

 

Dom:

Dortmund er uden tvivl favoritter til at snuppe alle tre point, også selvom Erling Haaland ikke er at finde i truppen. Vi håber på en underholdende kamp med masser af mål, 3-1 til hjemmeholdet, som dermed fastholder presset på Bayern München i toppen af Bundesligaen.

 

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 26 i 2. Bundesliga: St. Pauli på vej mod oprykning og Baumgart som en moderne Churchill
1. FC Kaiserslautern
Optakt til 24 runde i 2. Bundesliga: Skæbnekamp for Kaiserslautern
Andy Brehme, Kaiserslauterne
Optakt til runde 23 i 2. Bundesliga: Steffen Baumgart til HSV og farvel til Andy Brehme
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til 22. runde i 2. Bundesliga: Nye trænere i Kaiserslautern og HSV