bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt – Bayern München: Mestrene jagter fem på stribe

Optakt – Bayern München: Mestrene jagter fem på stribe

Sidste sæson:

Nummer 1 i Bundesligaen

Pep Guardiola sluttede sin treårige Bayern-æra med The Double med vanvittige 88 point i ligaen og efter sejr efter straffesparkskonkurrence i DFB-pokalen mod Dortmund. I Champions League blev en spansk semifinalist endnu engang stopkolds – denne gang Diego Simeone og hans fantastiske Atlético Madrid.
Mange vil mene, at Guardiolas tre år var en fiasko på grund af det manglende CL-trofæ. Især at det ikke lykkedes catalaneren at sikre en finalebillet i sidste sæson, hvor hans hold burde toppe under hans regime. Men sandheden var, at det gjorde de.
I ligaen var Bayern suveræne, men de blev hårdt presset af Thomas Tuchels imponerende Dortmund, der i marts havde en stor mulighed for at komme op på siden af München, da de to mandskaber tørnede sammen. Men 0-0-kampen endte til Bayerns fordel, og derefter sikrede de sig 25 ud af 27 point i de sidste kampe. I de fleste sæsoner ville Dortmund med deres 78 point have kaldt sig mestre – men ikke i 2015/2016, hvor Bundesliga-fans var vidner til det bedste hold nogensinde i den tyske liga.
Nej, det blev ikke til et Champions League-trofæ, men det vil være useriøst at kalde Guardiola en fiasko. Skuffende i CL? Til dels, ja. For Bayern, tilhængerne og Pep selv havde da sat næsen op efter en finale gennem de seneste tre år.
I de to første sæsoner lykkedes det ikke på grund af en blanding af skader, taktiske Pep-fejl og catalansk stædighed. Men i sidste sæson var det nærmest uheld og manglende killer-instinct – især fra Thomas Müller, der gjorde, at Bayern ikke stod over for Real Madrid i finalen.
I returkampen på Allianz Arena udspillede tyskerne de spanske gæster og burde have booket billetten, men de små marginaler afgjorde det til Atlétios fordel – de marginaler der er så essentielle i en turnering som Champions League.
Pep valgte i sidste ende ikke at forlænge sin kontrakt med klubben, da han ikke følte, at han kunne udvikle mandskabet og bringe holdet på et højere niveau. Det rigtige valg.
I stedet valgte Bayern at handle hurtigt og annoncere succestræneren Carlo Ancelotti som ny mand på posten – en offentliggørelse, der allerede blev bekendt december.

Transfers:
Dermed har Ancelotti også haft god tid til at vurdere truppen i forårsæsonen og vurdere, hvad han skulle bringe ind og eventuelt skære fra i truppen.
Mats Hummels’ navn blev bragt på banen i slutningen af foråret – noget som både Bayern-fans og Dortmund-fans var meget skeptiske over for i starten, da Hummels blev droppet i München i sine unge dage og siden da ved tidligere lejligheder har talt mindre godt om klubben.
Men den var godt nok. Hummels ville hjem, hvor familien og kæresten boede og hvor han selv slog sine folder som ungdomsspiller.
En fantastisk signing af Bayern på mange måder, der dermed kommer til at have en af verdens bedste – hvis ikke dén bedste – defensiv med Neuer, Lahm, Boateng, Hummels og Alaba.
Derudover sikrede tyskerne sig også den ombejlede portugisiske midtbanespiller Renato Sanches fra Benfica. Og det før EM-slutrunden i Frankrig, hvor han viste store prøver på sit talent.
18-årige Sanches er fremtidens mand, der kommer til at lære godt at folk som Alonso, Vidal og Thiago, men den dynamiske spiller skal nok få sin chance i løbet af sæsonen – både i den hjemlige liga og på den store europæiske scene.
Bayern har sendt Mario Götze, Sebastian Rode og Mehdi Benatia (lejeophold med købsoption) til henholdsvis Dortmund gange to og Juventus.
Ingen af de tre spillere formåede for alvor at efterlade et stort indtryk, og især var det skuffende med Götze, der kom som en kæmpe profil, men aldrig fandt sig selv til rette i München og på Pep Guardiolas hold. ‘Das Jahrhunderttalent’ fik chancen – især med de langvarige skader til Robben og Ribery i forrige sæson – men greb den aldrig. Skader har heller ikke hjulpet midtbanespilleren i sit ophold i det sydtyske, der nu forsøger at genfinde formen hjemme i Dortmund.Også Højbjerg er nu fortid i det sydtyske efter sit skifte til Southampton

Styrket/Svækket: Styrket

Denne sæson:
Med Ancelottis ankomst vil der naturligvis ske et skifte i Bayerns spil. Selvom italieneren har bebudet, at han ikke har tænkt sig at lave en revolution i klubben, så vil det undre, hvis ikke succestræneren ikke kommer til at sætte sit præg på mandskabet.
Det var allerede været tydeligt i pre-season og i Super Cuppen mod Dortmund, at Bayern kommer til at spiller en smule anderledes.
Der Rekordmeister vil stadig være gode og dominerende på bolden, men ikke i samme grad som med Guardiola ved roret. Ancelotti har ikke noget imod at give bolden væk fra tid til anden og i stedet presse modstanderen til fejl. Italieneren er både fodboldromantisk og en pragmatisk og det kommer til at blive set i Bayerns spil i næste sæson.
Målet er naturligvis at hjemføre det femte mesterskab i træk, og sydtyskerne er da også favoritter, selvom konkurrencen fra Dortmund igen vil være til stede i år.
Klubben håber naturligvis også, at Ancelotti, der har vundet Champions League fem gange som træner og spiller, vil hjemføre trofæet til München i sin regeringstid. Og hvorfor ikke allerede i denne sæson?

Bud på placering: 1

Bud på idealopstilling: 4-3-3
Neuer- Lahm, Boateng, Hummels, Alaba – Müller, Alonso, Vidal – Robben, Lewandowski, Ribery

Hold øje med: Renato Sanches
Det 18-årige midtbanetalent var ombejlet, men valgte Bayern, og det skal tyskerne være glade for. 35 millioner euro er mange penge for en spiller, der endnu ikke har præsteret kontinuerligt på den store europæiske scene, men det er en usleben diamant, der i fremtiden kan bliver en af verdens bedste.
Sanches er energisk, fysisk stærk og ærgerrig, men bestemt ikke et færdigt produkt, som man også så i flere tilfælde under EM-slutrunden.
Portugiseren vil dog blive udviklet under en fantastisk træner, der både presser sine spillere, men også giver dem frihed under ansvar. Noget, som kan blive guld værd for Sanches.

You may also like
Bayern München
Bayern München er verdens største klub målt på medlemmer
Uli Hoeneß
Servus Uli Hoeneß -slagtersønnen fra Ulm takker af
homoseksuelle
Har Bundesligaen fået sin første homoseksuelle spiller?
Højdepunkter og mål: Bayern München – Borussia Dortmund 4-0