Nummer 1 mod nummer 2. Mestrene mod oprykkerne. Syd mod øst. Bundesligaens største brag lukker efterårssæsonen af.
Kampfakta:
Spillested: Allianz-Arena, München
Dommer: Felix Zwayer
Kampstart: Onsdag 20:00
På tv: Eurosport 2
Holdnyt:
Bayern München:
Bayern spillede langt fra sin bedste kamp i sæsonen, da de med nød og næppe takket være en sand hammer fra Douglas Costa, kunne rejse fra Darmstadt med en 1-0 sejr i bagagen.
Hvis mestrene skal kunne kalde sig Herbstmeister, eller Wintermeister som det hedder i denne lidt specielle sæson, hvor 17. runde spilles på den anden side af jul, så kræver det en væsentlig bedre indsats, end det var tilfældet søndag.
I modsætning til sejren over Darmstadt forventes det, at kaptajn Phillip Lahm samt Arjen Robben igen står til rådighed for Ancelotti. Det betyder dermed også, at italieneren kun må se bort fra Jerome Boateng og Kingsley Coman, som begge går glip af årets sidste kamp.
Såfremt Arjen Robben som forventet er fit til at spille, glider han ind i startopstillingen, hvor han erstatter den spanske veteran Xabi Alonso, hvilket igen betyder, at Bayern går væk fra en 4-3-3 og over til den mere succesfulde 4-2-3-1.
RB Leipzig:
Ikke mange ville før sæsonstart have troet på, at Leipzig ville kunne føre Bundesligaen, når den går på vinterpause. Ikke desto mindre står oprykkerne med muligheden for at gøre oprykkerne fra 2008, Hoffenheim, kunsten efter ved at kunne spille sig op på førstepladsen, hvilket ”blot” kræver en sejr ude imod Bayern.
Det er samtidig en kamp, som står imellem det bedste hjemmehold og udehold samt den ældste og yngste trup i hele Bundesligaen.
Ralph Hasenhüttl har igennem store dele af efteråret måtte undvære adskillige spillere i hans defensiv, som Leipzig dog er sluppet imponerende godt igennem. Det bliver således også tilfældet til topopgøret, da Compper, Halstenberg, Klostermann, Gipson, Papadopoulos og Keita er ude af opgøret.
Der hersker dog en anelse tvivl om Halstenberg og Keita når at blive klar. Begge pådrog sig skader i kampen imod Hertha BSC, hvorfor det i træningen op til kampen afgøres, om de to spillere skal indgå i kamptruppen.
Karantæner:
Bayern München: Ingen
RB Leipzig: Ingen
Bud på startopstillinger:
Bayern München: Neuer – Lahm, Martinez, Hummels, Alaba – Vidal, Thiago – Robben, Müller, Ribery – Lewandowski
RB Leipzig: Gulacsi – Schmitz, Ilsanker, Orban, Bernado – D. Kaiser, Demme – Sabitzer, Forsberg – T. Werner, Y. Poulsen.
Vidste du, at…:
Robert Lewandowski kun mangler at score imod RB Leipzig, for at blive den første aktive spiller, som har scoret imod alle de nuværende 18 Bundesligahold? Lewandowskis konkurrent fra RB Leipzig, Timo Werner, er den bedste tyske målskytte i denne sæson med hidtil 9 sæsonscoringer. Det er samtidig ligeså mange, som han har lavet tilsammen i de foregående to sæsoner, da den blot 20-årige optrådte for VfB Stuttgart.
Dom:
Der kommer til at være knald på fra start, når Felix Zwayer blæser i fløjten. Bayern vil forsøge at sætte sig tungt på kampen med deres vanlige høje boldbesiddelse, hvorimod RB Leipzig vil lure på deres farlige omstillinger, som de har udnyttet op til flere gange i denne sæson. Kvartetten bestående af Ilsanker, førnævnte Timo Werner, danske Yussuf Poulsen samt efterårets store profil Emil Forsberg har vist sig at være den rene gift for modstanderholdene. Ikke desto mindre tror vi dog på, at Bayern viser den sande klasse og derfor hiver en sejr hjem. 2-1.