Bayern har på det seneste haft det svært mod Gladbach, som dog er i kritisk frit fald i indeværende sæson. Det ændrer dog ikke på, at Gladbach har en mulighed i fredagens opgør, hvor Bayern er hårdt ramt af corona-udbrud, der holder intet mindre end otte spillere ude af kampen.
Kampfakta
Spillested: Allianz-Arena, München
Kamptidspunkt: Fredag, kl. 20.30
Tv: TV3 Sport
Holdnyt
Bayern
Corona-virus blusser for alvor op i verden igen her i vinterperioden, og det kan man bestemt ikke undgå at bemærke i fodboldens verden. Talrige kampe er blevet udskudt i den engelske Premier League, mens virussen også er ved at få sit tag i Bundesligaen. Til fredagens opgør kan corona-virus også blive den mest markante spiller på banen.
For Bayern München er hårdt ramt af virussen, da intet mindre end otte spillere er ude med coronavirus. Det indebærer Manuel Neuer, som endda er forblevet i isolation på Maldiverne, Kingsley Coman, Alphonso Davies, Nianzou, Rischards, Sané, Tolisso og Upamecano.
Det i sig selv er en hård en af sluge for Julian Nagelsmann, der selv tidligere også har været ramt af den verdensomspændende virus. Fraværet af de mange spillere kan heller ikke undgå at påvirke Nagelsmann, der kommer til at praktisere en noget uvant og ikke mindst uprøvet startopstilling til fredagens opgør.
Det vender vi tilbage til.
Hvis vi skal holde fokus på det, som Nagelsmann til gengæld kan gøre noget ved, så er det spillet på banen, og der er egentlig ikke grund til de store ændringer. Bayern sluttede 2021 med en overbevisende 4-0-sejr ude over Wolfsburg inden julepausen, hvilket gav dem et hul på intet mindre end ni point ned til Dortmund på andenpladsen.
Bayern var en stensikker Herbstmeister.
Nu bliver det interessant at se, hvordan holdet står efter tre uger uden kamp og talrige profiler ude. Hvis ikke de mange påtvungne ændringer i startopstillingen giver motivation for de pågældende spillere, så har Bayern for alvor revanche til gode mod Gladbach. Det var nemlig die Fohlen, der gav Bayern en lussing, der sagde spar to, i DFB Pokal i den berømte 5-0-kamp, mens opgøret tidligere i sæsonen i Bundesligaen endte uden vinder, 1-1.
Ser vi på en mulig Bayern-startopstilling, så bliver der i Neuers fravær plads til Sven Ulreich for første gang siden juni 2020, mens også 19-årige Malik Tillman kan stå overfor sin startdebut i Bayern. Derudover kan der også blive skrevet historie, da Nagelsmann har udtaget de to 16-årige Arijon Ibrahimovic und Paul Wanner, der hvis de kommer på banen vil skrive sig ind, som de yngste spillere i Bayerns historie med deres 16 år (begge har desuden fødselsdag i december måned.
Foruden de tidligere nævnte spillere, der er ude med corona, må Julian Nagelsmann også undvære Choupo-Moting samt Sarr, der er af sted til African Cup og Nations, mens Goretzka og Stanisic begge er skadede. Til gengæld råder Bayern fortsat over Lewandowski, og det i sig selv er en udfordring nok for Gladbach.
Gladbach
Godt nok leverede Gladbach en pokaloverraskelse af dimensioner, da de i oktober måned ekspederede Bayern München ud af DFB-Pokalen med overbevisende 5-0. Men siden har der været langt imellem sejrene og succesoplevelserne for Adi Hütters mandskab.
Det er kun blevet til sølle to sejre i de seneste otte Bundesliga-kampe, hvor 6-0-nederlaget hjemme mod Freiburg den 5. december stadig giver genlyd. Den gjorde ondt på selvtilliden og ikke mindst selvforståelsen. Det bringer Gladbach ned på en 14. plads, hvorved traditionsklubben langt fra kan føle sig sikre ift. nedrykningskampen, der tegner til en blive en heftig en af slagsen.
Die Fohlen er heller ikke i tvivl om, at man hurtigt kan lande i suppedasen, men måske derfor kan det være en fordel, at de kan spille uden pres på skuldrene, når de fredag drager til München.
Og dog.
Set på papiret skal vi årtier tilbage for at finde et så svækket Bayern-mandskab, og det vil alligevel give Gladbach en tro på tingene. Det er samtidigt et nyt kalenderår, hvorved spillerne på sin vis kan starte på en frisk, selvom tabellen aldrig lyver.
Det bliver alligevel en ordentlig mundfuld for Adi Hütter, der også må undvære holdets topscorer Jonas Hofmann, der er ude med en knæskade. Derudover er Bennets, Doucouré, Scally og ikke mindst Denis Zakaria også testet positiv for corona, mens Bensebaini er med Algeriet til AFCON.
Karantæner
Bayern: Ingen
Gladbach: Ingen
Bud på startopstillinger
Bayern: Ulreich – Pavard, Kimmich, Süle – Sabitzer, Roca – Tillman, Musiala, Müller (c), Gnabry – Lewandowski
Gladbach: Sommer – Lainer, Ginter, Elvedi, Netz – Kramer, Kone – Herrmann, Stindl (c), Thuram – Embolo
Vidste du, at..:
Gladbach faktisk er bedst i de seneste ti indbyrdes kampe mod Bayern München? Die Fohlen har vundet fem, spillet en uafgjort og tabt fire kampe.
Dom:
Opgøret er forbavsende svært at spå om, men selvom Bayern er hårdt ramt, så har de stadig en offensiv, der tæller Musiala, Müller, Gnabry og ikke mindst Lewandowski, som burde give Gladbach problemer nok i sig selv. Dermed ikke sagt, at Gladbach ikke kan levere en overraskelse, men det ser stadig svært ud. 3-1 til Bayern.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten