Afgørende kamp om de europæiske pladser!
Bayer Leverkusen
Leverkusen har – sammen med Bayern München – været det mest formstærke hold i ligaen de seneste måneder. Seks sejre i træk er det blevet til, og i seks af de sidste otte hjemmekampe har man endda holdt nullet.
Det har katapulteret holdet op på en tredjeplads, som med en sejr over Hertha Berlin vil være så godt som sikker (afhængig af Gladbachs resultat mod Bayern tidligere på dagen).
I seneste runde så det ellers ikke ud til at gå Leverkusens vej, da man ved pausen var bagud 2-0 ude mod Schalke. Med tre mål på seks minutter i anden halvleg blev tingene dog vendt på hovedet, og holdet ser ukueligt ud i øjeblikket.
Det hænger især sammen med, at de mange skadesproblemer er ved at være ovre. Til denne kamp må man således kun undvære backen Wendell samt Papadopoulos og Boenisch, der begge har været ude i flere uger.
Hertha Berlin
Anderledes står det til hos hovedstadsklubben. Det spektakulære efterår og en strålende pointhøst er her sidst på sæsonen blevet afløst af en mindre krise. De sidste fire kampe har således kun kastet ét point af sig – hjemme over bundproppen Hannover – og oveni hatten måtte man strække våben til Dortmund i pokalen.
Det hører med til historien, at Hertha har haft et temmeligt hårdt program på det seneste med kampe mod Bayern, Gladbach og genopfundne Hoffenheim.
Ikke desto mindre ser Herthas succesformel ikke ud til at fungere længere, og det er nok et udslag af, at man har spillet med mange af de samme 11 sæsonen igennem.
Hertha må til kampen undvære Vladimir Darida, der har været én af holdets bedste sæsonen igennem, samt forsvarsklippen John Brooks.
Karantæner
Ingen
Bud på startopstillinger
Bayer Leverkusen: Leno – Hilbert, Tah, Toprak, Henrichs – Aranguiz, Kampl – Bellarabi, Brandt – Kießling, Chicharito
Hertha BSC: Jarstein – Pekarik, S. Langkamp, Lustenberger, Plattenhardt – Stark, Skjelbred – Weiser, Mittelstädt – Kalou – Ibisevic
Vidste du, at…
Efter 25. spillerunde var Hertha seks point foran Bayer Leverkusen. I dag er berlinerne fem point efter.
Dom
Formstærke Leverkusen bliver svære at slå og vi tror på, at hjemmeholdet hiver sejren og måske endda igen holder modstanderen fra at score. 2-0.