bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Bayern München – Borussia Mönchengladbach

Optakt: Bayern München – Borussia Mönchengladbach

Optakt, højdepunkter

Sydtyskerne kan sikre sig titlen med en sejr, og sker det, vil det være første gang nogensinde, at et hold vinder Bundesligaen fire år i træk. 

Bayern München:
Det har været noget af en uge for Bayern. Onsdag led de et nederlag i Atletico, og torsdag blev det så godt som officielt, at de fra næste sommer kan råde over Dortmunds Hummels. Forsvarsspilleren har gjort det klart, at han ønsker at skifte til sydtyskerne, så nu mangler de to hold bare at forhandle en pris på plads.

Lørdag kan de så fuldføre en begivenhedsrig uge ved at sikre sig det fjerde mesterskab i træk med en sejr mod Gladbach. Selvom tre point altså vil sikre titlen, er det ikke utænkeligt, at Pep alligevel vælger at spare en række spillere forud for næste uges returkamp i Champions League.

Boateng kan formentlig se frem til et længeventet comeback, ligesom Rode også bør kunne sikre sig lidt minutter. Müller er formentlig også med fra start, efter han noget overraskende var vraget til kampen mod Atletico.

Badstuber sidder fortsat ude med en skade, mens Robben først er på vej tilbage. Kampen er i øvrigt Guardiolas nummer 100 i Bundesligaen i spidsen for Bayern München.

Gladbach:
Med 3-1 over Hoffenheim kom Gladbach tilbage på sporet, og holdet er nu kun et enkelt point væk fra den fjerdeplads, der giver Champions League kvalifikation.

For de fleste hold vil det derfor være lidt af en bet at skulle møde Bayern netop nu, men Gladbach har faktisk statistikken på sin side. Klubben er nemlig ubesejret i de tre seneste indbyrdes opgør, hvor det er blevet til to sejre og en enkelt uafgjort. Det omvendte opgør endte med en 3-1 sejr til die Fohlen.

I sidste uge måtte holdet undvære Stindl, der var nødt til at blive hos sin kone grundet komplikationer med graviditeten, men offensivspilleren vendte sidst på ugen tilbage til truppen. Hahn leverede dog en flot præstation i rollen som afløser, så Stindl begynder formentlig på bænken for gæsterne.

Schubert må lørdag med sikkerhed se bort fra Dominguez, Jantschke, Stranzl og Schulz. Johnson er tvivlsom, og hvis han ikke når at blive klar, kan Traoré måske se frem til en sjælden startplads.

I ugens løb offentliggjorde Gladbach, at de ikke vil udbytte deres købsoption på den lejede Hinteregger, hvilket blot gav nyt liv til rygterne om, at Jannik Vestergaard måske snart kan danne forsvarsduo med Andreas Christensen i Gladbach

Karantæner:
Bayern München: Ingen
Gladbach:
Ingen

Bud på startopstillinger:
Bayern München: Neuer – Rafinha, J. Boateng, Benatia, Juan Bernat – Kimmich – Coman, Rode, M. Götze, Douglas Costa – T. Müller
Gladbach:
Sommer – Elvedi, A. Christensen, Nordtveit – Dahoud, G. Xhaka – Traoré, Wendt – Hazard – Hahn, Raffael

Vidste du, at…:
Hvis Bayern lørdag vinder mesterskabet, vil det være første gang siden år 2000, at de vinder titlen på hjemmebane?

Dom:
Bayern roterer formentlig en del, men selv med et reservespækket hold vinder de uden større problemer mod et udesvagt Gladbach mandskab. Muligheden for endelig at vinde titlen på hjemmebane lader de ikke gå fra sig. 2-0 til de forsvarende og snart kommende mestre.

You may also like
RB Leipzig, Red Bull
Optakt RB Leipzig – Bayern München: Alle gode gange tre for Leipzig?
Schalke 04, maskot, Comebacks
Optakt til 8. runde i 2. Bundesliga: Klassisk HSV og Schalke under stregen
Fans, spilletidspunkter, kampprogram, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til 7. runde i 2. Bundesliga: Er HSV igen HSV?
Taktisk analyse, Driblestærke
Optakt: Freiburg – Borussia Dortmund: Er Edin Terzic fyringstruet?