Paderborn og HSV fortsætter de gode takter, og da både Heidenheim og Darmstadt måtte nøjes med uafgjort, så slog de to førerhold et lille hul ned til forfølgerne.
I bunden sikrede Magdeburg sig en vigtig sejr, og så endte hadets opgør i Niedersachsen uden vinder. Her er optakten til 9. runde i verdens bedste næstbedste liga.
Eintracht Braunschweig-Karlsruher SC – fredag kl. 18.30
Braunschweig lignede i den seneste runde en vinder i ca. ti minutter, men med 13 minutter igen fik Hannover udlignet til et 1-1 resultat, som begge hold garanteret godt kan leve med. KSC kom heller ikke ud over en deler, da hjemmekampen mod Heidenheim endte målløs. Trenden fortsætter i det her opgør.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig-Karlsruher SC 1-1
SV Sandhausen-Hannover 96 – fredag kl. 18.30
Endnu to hold der kommer fra uafgjorte kampe, men som faktisk begge kan være tilfredse med resultaterne. Sandhausen fik et point på en svær udebane, mens Hannover afværgede et smerteligt nederlag mod lokalrivalerne. Jeg tror dog, Hannover tager alle tre points her.
Bulibolds tip: SV Sandhausen-Hannover 96 1-2
Arminia Bielefeld-Holstein Kiel lørdag kl. 13.00
Så kom vi til to hold, der begge tabte deres seneste kamp. Bielefeld holdt stand i Nürnberg indtil det 90. minut, hvor hjemmeholdet scorede kampens eneste mål. Holstein Kiel var derimod, trods masser af godt spil og gode chancer, bagude med 3-0 indtil overtiden, hvor det pludselig lykkedes dem at score to gange. Begge hold skal altså op på hesten igen, og det gør man ved at få point.
Bulibolds tip: Arminia Bielefeld-Holstein Kiel 1-1
Darmstadt 98-1. FC Nürnberg – lørdag kl. 13.00
Darmstadt spillede 3-3 på Betzenberg i et festfyrværkeri af en kamp, hvor holdet var foran 2-0 og siden bagud 2-3 for i overtiden at sikre sig et point på Seydels sene træffer. Nürnberg fik med sejren over Bielefeld lidt luft ned til nedrykningspladserne, men her kommer de op imod overmagten.
Bulibolds tip: Darmstadt 98- 1. FC Nürnberg 3-1
Hansa Rostock-1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00
I den sidste af lørdagens tidlige kampe mødes rækkens ”Ossies” i en vigtig strid om ikke at blive fedtet alt for meget ind i bundstriden. Rostock var ikke i nærheden af point ude mod Düsseldorf, mens Magdeburg fik sæsonens første hjemmesejr mod Fürth. Det bliver et lige opgør, som jeg dog tror, gæsterne kommer bedst ud af.
Bulibolds tip: Hansa Rostock-1. FC Magdeburg 2-3
HSV-Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 20.30 (vises på 3MAX)
Hvad dælen sker der med HSV? Holdet er pludselig begyndt at vinde de sværere kampe – således også ude mod Kiel om end det holdt en smule hårdt til sidst. Måske bliver det alligevel blive sæsonen, hvor ”Der Dino” endelig udløser sit potentiale og tager en oprykningsplads.
Düsseldorf kan godt blive endnu en svær test for HSV. Rhinlænderne sendte Rostock tilbage østpå med et 3-1-nederlag og kan med en sejr her virkelig byde sig til i toppen. Jeg tror dog på HSV.
Bulibolds tip: HSV-Fortuna Düsseldorf 3-1
Greuter Fürth-SC Paderborn 07 – søndag kl. 13.30
Et opgør, hvor ligaens førerhold besøger nummer sjok. Paderborn cruiser videre og vandt senest suverænt med 3-0 hjemme mod Regensburg.
Fürth er helt håbløse i denne sæson og tabte et vigtigt skridt i bundstriden, da Magdeburg scorede sejrsmålet med blot fire minutter igen i weekendens kamp.
Her kommer Paderborn til at uddele bøllebank.
Bulibolds tip: Greuter Fürth-SC Paderborn 07 0-4
FC Heidenheim-1. FC Kaiserslautern – søndag kl. 13.30
Heidenheim slap fra udekampen mod genopståede KSC med et point, mens K´lautern smed sejren i sidste minut mod Darmstadt. Den her kamp kan ingen af holdene tåle at tabe, så jeg tænker, det bliver en målfattig affære, som Heidenheim dog trækker sig sejrrigt ud af.
Bulibolds tip: FC Heidenheim-1. FC Kaiserslautern 1-0
Jahn Regensburg-St Pauli-søndag kl. 13.30
Hjemmeholdet skal forsøge at revanchere sidste rundes klare nederlag mod Paderborn. St. Pauli kommer ligeledes fra en skuffelse, da hjemmekampen mod Sandhausen trods overtal i spil og chancer endte 1-1. Et resultat der sagtens kan gentage sig for St. Pauli.
Bulibolds tip: Jahn Regensburg-St Pauli 1-1
3. Liga
Det var ikke kun i Danmark, at løverne viste sig uden bid. 1860 måtte således tage hjem fra Elversberg med et nederlag på hele 1-4, der samtidig betød, at oprykkerne overtog førstepladsen fra netop 1860 München.
Saarbrücken vandt 6-0 ude mod Bayreuth og holder fast i 3. pladsen mens både Dynamo Dresden og Ingolstadt holder fast i fine formkurver med hver sin 1-0-sejr. I sidste opgør var det danske Tobias Bech, der noterede sig for sejrsmålet.
Læs også: Interview med Tobias Bech
I næste runde får 1860 god mulighed for at revanchere sig, da bundproppen Aue kommer på besøg i München. Elversberg skal en tur til Halle, og på Rudolf Harbig-Stadion skal Dresden og Ingolstadt kæmpe om, hvem af dem der, sammen med Wehen, skal være førsteudfordrer til top-3.
Få Spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten