bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 5. runde af 2. Bundesliga – Danskerscoring i vente, flere topopgør og sæsonens drop
HSV, Hamburger SV, Mikkel Kaufmann, 2. Bundesliga

De fire øverste – Paderborn, Heidenheim, Darmstadt og HSV – vandt som forventet alle deres kampe i runde 4 i 2. Bundesliga. Regensburg kunne med en sejr søndag generobre førstepladsen, men tabte på et mål kort før tid i Hannover.
Det ser fortsat meget sort ud for Braunschweig og Bielefeld, mens Karlsruhe med en sejr kom over stregen.
Her kommer optakten til femte runde af verdens bedste næstbedste liga, hvor man endda kan se tre af kampene på 3MAX.

 

HSV-Darmstadt 98 – fredag kl. 18.30 (vises på 3MAX)
Rundens topopgør spilles fredag aften på Volksparkstadion i Hamburg. Hjemmeholdet vandt overbevisende i Bielefeld, endda uden mål af den ellers formstærke Glatzel.
Darmstadt var toneangivende fra start hjemme mod Rostock, men det var et af årets mest komiske mål, der satte hjemmeholdet i gang. Gæsternes målmand Martin Kolke stod simpelthen og snorksov efter at have lagt bolden klar til et udspark. Det udnyttede Philip Tietz til at score i et tomt mål.
Resten af kampen udviklede sig til en ekspeditionssag for ”Die Tulips”, der cruisede en 4-0 sejr hjem. Jeg tror på mål til begge hold i Hamburg.
Bulibolds tip: HSV-Darmstadt 98 2-2

 

FC Magdeburg-Hannover 96 – fredag kl. 18.30
Magdeburg fik ikke et ben til jorden på Millerntor i søndags. Allerede efter 14 minutter havde Johannes Eggestein bragt St. Pauli foran 2-0. Resten af kampen handlede for magdeburgerne derfor om at begrænse nederlaget.
Gæsterne fik en uhyre vigtig sejr hjemme mod Regensburg, hvor gæsternes Steve Breitkreuz var så venlig at score i eget net med blot syv minutter igen.
Magdeburg skal til at finde den hjemmebaneform, der gjorde dem usårlige i 3. Liga, og de slår Hannover.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg-Hannover 96 2-1

 

SC Paderborn 07-Holstein Kiel – lørdag kl. 13.00
Næste opgør kan man uden større tilsnigelser også kalde et topopgør, da duksene fra Paderborn tager imod de højtflyvende storke fra Kiel.
Hjemmeholdet kommer med en frisk sejr på Betzenberg, hvor ligatopscorer Felix Platte stod for kampens enlige mål.
Kiel gjorde ondt værre for Braunschweig med en 3-0-sejr, hvor Steven Skrzybski noterede sig for de første to mål. Paderborn har maksimumpoints hjemme, mens Kiel ikke har tabt ude. Jeg tror dog, at Paderborn bliver en for stor mundfuld.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07-Holstein Kiel 3-1

 

SV Sandhausen-1. FC Nürnberg – lørdag kl. 13.00
Sandhausen har virkelig overrasket mig positivt, men skulle det nu vise sig, at de blot har spillet over evne og rammer det forventede niveau, så er sidste weekends kamp mod KSC en, som kan komme til at gøre rigtig ondt, når sluttabellen skal gøres op. Efter føringer på både 1-0 og 2-1 indkasserede Sandhausen to mål på tre minutter til allersidst og tabte dermed til ellers håbløse Karlsruhe.
Gæsterne klarede sig dog endnu ringere, da ”Der Club” lod sig rundbarbere hjemme af Heidenheim med 0-3. Den tidligere tyske ”Rekordmeister” har fået en miserabel start på sæsonen, og spørgsmålet må vel være, om sædet under Robert Klauß er ved at være mere end smålunt.
Jeg tror, Sandhausen kommer op på hesten igen.
Bulibolds tip: SV Sandhausen-1. FC Nürnberg 2-0

 

Jahn Regensburg-Karlsruher SC – lørdag kl. 13.00
Regensburg, med Andreas Albers på banen i alle 90 minutter, led sæsonens første nederlag i sidste weekend. Nu kommer KSC, der netop har fået sæsonens første sejr, på besøg. Jeg tror dog, at der var tale om en enlig svale for begge klubber, så Regensburg sejrer sikkert, og lur mig, om vi ikke får ”danskerdong.”
Bulibolds tip: Jahn Regensburg-Karlsruher SC 3-0

 

Eintracht Braunschweig-Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 20.30 (vises på 3MAX)
Fortrædelighederne fortsatte for Braunschweig i Kiel. En sidsteplads med nul point og en målscore på 0-9 giver ikke så meget tro på egne evner. Holdet har dog i pokalturneringen vist, at evnerne rækker til mere, og jeg tror netop en hjemmekamp mod ustabile Düsseldorf kan blive en katalysator for hjemmeholdet.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig-Fortuna Düsseldorf 2-1

 

Greuther Fürth-1. FC Kaiserslautern søndag kl. 13.30
Nedrykkerne fra Fürth har vist sig at være ligaens remiskonger. Holdet kan dog blive væsentlig svækket inden kampen mod K´lautern, da holdets store profil og topscorer svenskeren Branimir Hrgota rygtes til Köln som afløser for Modeste, der som bekendt er røget til Dortmund.
De røde djævle måtte skuffende sende alle tre point med Paderborn hjem, men jeg tror, de får mindst et point med fra Sportpark Ronhof Thomas Sommer.
Bulibolds tip: Greuther Fürth-1. FC Kaiserslautern 1-1

 

FC Heidenheim-Arminia Bielefeld – søndag kl. 13.30
Et formstærkt hjemmehold mod et udehold, der mildest talt leder efter melodien. Det her kan blive en målfest for Heidenheim, der imponerede med deres 3-0-sejr i Nürnberg senest. Bielefeld derimod kunne intet stille op mod HSV og har kun klaret sig et nøk bedre end Braunschweig.
Bulibolds tip: FC Heidenheim-Arminia Bielefeld 3-0

 

Hansa Rostock-St Pauli – søndag kl. 13.30 (vises på 3MAX)
Hvis der er nogle Hansa hellere vil slå end HSV, som det jo skete for et par runder siden, så er det St. Pauli. Siden Genforeningen har kampene mellem netop de to klubber krævet et talstærkt politiopbud, for at tingene bare går nogenlunde stille og roligt for sig.
Hjemmeholdet fik sig en ordentlig snitter i sin seneste kamp, mens St. Pauli slog Magdeburg klart. Det kunne ligne en sikker udesejr, men på en god dag kan Hansa sagtens drille de brune fra Hamburg.
Bulibolds tip: FC Hansa Rostock-St Pauli 1-2

3. Liga

I den tredjebedste række er løverne noget mere stabile end deres artsfæller fra Parken. Det blev kun til en 1-0-sejr ude hos bundholdet Verl, men det betyder altså stadig, at 1860 er det eneste hold med maksimumpoint.
Lige bag kommer Ingolstadt og Saarbrücken, der mødtes til en nulløsning i Ingolstadt i sidste runde. Her fik den tidligere Viborg spiller Tobias Beck sin debut og var således med fra start hos hjemmeholdet.
De to nedrykkere Aue og Dresden har ikke imponeret og tabte begge i den seneste runde. Det er værd at bemærke, at oprykkerne fra Elversberg indtager 4. pladsen efter senest at have pulveriseret Zwickau med 5-0:
I næste runde skal Elversberg en tur til Dresden i, hvad der ligner en ”must win” kamp for hjemmeholdet, hvis de vil være med deroppe, hvor det kilder så dejligt.
Aue, der ligger på 3. Sidstepladsen, er næste hold, der får fornøjelsen af Saarbrücken, mens Ingolstadt og 1860 begge har overkommelige kampe mod hhv. Essen og Halle.

 

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!