bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 4. spillerunde i 2. Bundesliga
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23

I 2. Bundesliga kom HSV tilbage på sporet med en smal hjemmesejr over Heidenheim. Regensburg er sammen med oprykkerne fra K´lautern samt Kiel eneste ubesejret mandskab, og så imponerer Sandhausen fortsat.
Her er optakten til 4. spillerunde i verdens bedste næstbedste liga, hvor blot et enkelt point adskiller første- og niendepladsen.

FC Kaiserslautern-SC Paderborn 07 – fredag kl. 18.30.
Rundens topopgør, hvor nummer to og tre mødes på Fritz Walter-Stadion fredag aften. K´lautern har imponeret og slog senest St Pauli 2-1, hvor amerikanske Terrence Boyd noterede sig for begge mål.
Paderborn var bagude to gange mod Hannover, men endte med at vinde en klar 4-2-sejr. Det bliver et målrigt opgør, hvor begge hold får noget med hjem.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern-SC Paderborn 07 3-3

 

FC Nürnberg-FC Heidenheim – fredag kl. 18.30.
Begge mandskaber kommer fra to målfattige opgør. Nürnberg kunne være godt tilfredse med ikke at tabe i Regensburg, mens Heidenheim tabte en ellers meget lige kamp på Volparkstadion mod HSV med 1-0.
Det ligner, at 2. Bundesliga bliver en meget tæt og jævnbyrdig affære i den her sæson, så jeg tror, at begge mandskaber vil være fint tilfredse med ikke at tabe.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg-FC Heidenheim 1-1

 

Karlsruher SC-SV Sandhausen – lørdag kl. 13.00
To hold, der begge har overrasket, men i hver sin retning. Det ser tungt ud for Karlsruhe, selvom de faktisk kom på tavlen i weekenden, hvor det blev til 1-1 mod Fürth i en halvtrist affære. I gamle dage var kampene mod Stuttgart årets højdepunkter og lokalopgør. Nu må KSC nøjes med et lille derby mod Sandhausen, der ligger små 50 km væk. Sandhausen har spillet flot i de tre første runder, som har udløst 6 point. En overraskende god start, som holdet skal forsøge at leve op til i det lille lokalopgør mod KSC.
Bulibolds tip: Karlsruher SC-SV Sandhausen 2-2

 

Holstein Kiel-Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00
Storkene fra Kiel har som nævnt ikke tabt endnu. Senest blev det til en flot sejr på 2-1 i Magdeburg, hvor man dog fik god hjælp af hjemmeholdets Jamie Lawrence, der tidligt i 2. halvleg modtog sit anden gule kort.
Braunschweig kunne ikke leve op til den flotte sejr i pokalturneringen. I 3. runde tabte niedersachserne således 0-1 hjemme mod Darmstadt på et mål blot fire minutter før tid. Darmstadt var endda så venlige at brænde et straffespark tidligere i kampen. Braunschweig har endnu til gode at score sit første sæsonmål. Begge hold fortsætter hver deres stime.
Bulibolds tip: Holstein Kiel-Eintracht Braunschweig 2-0

 

Arminia Bielefeld-HSV – lørdag kl. 13.00
Ud over Braunschweig har kun Bielefeld tabt alle de tre første kampe. Erstatningerne for Patrick Wimmer, Amos Pieper og Cedric Brunner har ganske enkelt ikke samme klasse, og det ligner en svær kamp for Bielefeld, når ligaens favoritter fra Hamburg kommer på besøg.
HSV vandt en uhyre vigtig sejr i lørdags, da Glatzels træffer afgjorde opgøret mod Heidenheim, og de holdt således kontakt med den absolutte top. ”Die Rothosen” vinder endnu en smal sejr på Bielefelder Alm.
Bulibolds tip: Arminia Bielefeld-HSV 0-1

 

Darmstadt 98-FC Hansa Rostock – lørdag kl. 20.30
I lørdagens aftenskamp er det igen to tabelnaboer, der mødes, men hvor Darmstadt sikkert i gerne vil spille med lidt højere oppe i tabellen, så er Hansa nok fint tilfreds med de seks point, som sæsonen hidtil har kastet af sig. Ingen af holdene har indtil nu leveret et sprudlende spil, men Darmstadt vinder en sikker sejr her.
Bulibolds tip: Darmstadt 98-FC Hansa Rostock 2-0

 

Hannover 96-Jahn Regensburg – søndag kl. 13.00
Hannoveranerne skuffede endnu engang, da man trods to føringer tabte klart i Paderborn. Forventningerne var ellers store til den nye træner Stefan Leitl, som man hentede i Fürth. Leitl har et klart koncept men overgangen er jo en proces, som det så moderne hedder, og spørgsmålet er, om Leitl er kommet til en klub, der ikke har samme tålmodighed, som han oplevede det i Fürth. Hannovers øverste er kendte for sjældent at opbevare pegefingeren ret langt fra aftrækkeren.
Regensburg med Andreas Albers på banen i hele kampen formåede ikke at slå hul på Nürnberg senest. Nu venter en svær kamp mod et Hannover hold, der ikke kan tåle endnu et nederlag.
Bulibolds tip: Hannover 96-Jahn Regensburg 1-1

 

Fortuna Düsseldorf-Greuter Fürth – søndag kl. 13.00
Efter to smalle sejre tabte Düsseldorf overraskende i Sandhausen efter at have haft et solidt overtag i både spil og chancer. Det må gå ud over Greuter Fürth, der endnu engang skuffede ved kun at få et point mod Karlsruhe hjemme.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf-Greuter Fürth 2-1

 

St Pauli-1. FC Magdeburg
De brune fra Hamburg havde det som forventet svært på Frits Walther-Stadion og var aldrig rigtig i nærheden af point. Nu venter en kamp, der kan definere, i hvilken retning ”Die Kietzkicker” skal kigge.
Magdeburg fik i kampen mod Kiel udlignet Komendas føringsmål, men et tidligt straffe i 2. halvleg betød, at holdet med den ellers stærke hjemmebane tabte for anden gang på eget græs.
St Pauli holder sig med en sejr i udkanten af oprykningskampen.
Bulibolds tip: St Pauli-1. FC Magdeburg 3-1

3. Liga

I den 3. bedste række har de spillet en dobbelt runde siden sidst. 1860 München, Saarbrücken og Ingolstadt er som de eneste startet med tre sejre, mens Waldhof Mannheim og Freiburgs 2. hold ligger lige bagved med syv point.
Næste rundes topopgør spilles lørdag, hvor Ingolstadt tager lørdag imod Saarbrücken, mens Waldhof hjemme møder Meppen. Løverne fra München skal på en på papiret overkommelig opgave ude mod Verl.
I bunden ser det tungt ud for Bayreuth og Hallescher FC, der endnu har til gode at hente sæsonens første point.

 

You may also like
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
Elversberg, mindre rækker, tysk fodbold, tribune
SV Elversberg – 2. Bundesligaens hobitter
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 17 i 2. Bundesliga: HSV og det evige spørgsmål
Schalke 04
Optakt til 16. runde i 2. Bundesliga: Underholdning haves, stabilitet søges