Så ligger det stort set fast. De tre øverste pladser skal fordeles mellem Darmstadt, Heidenheim og HSV. Paderborn kan teoretisk stadig hente HSV, men i virkeligheden, så ligger top-3 fast.
Næsten lige så sikkert er det, at vi må sige farvel til Sandhausen og Regensburg. Begge klubber har med to kampe tilbage fem point op til Bielefeld på 16. pladsen.
Velkommen til 22/23 sæsonens næstsidste optakt til verdens bedste næstbedste liga.
Holstein Kiel – FC St Pauli – fredag kl. 18.30
I hvad der mest mindede om en sommerkamp, vandt Kiel sæsonens næstsidste hjemmekamp mod KSC. Steven Skrzybski på straffe og Finn Porath sørgede for hjemmeholdets to mål. Karlsruhe fik reduceret med et kvarter igen, men formåede ikke for alvor at lægge pres på hjemmeholdet.
St Pauli var tættest på sejren i hjemmekampen mod Düsseldorf, men lige lidt hjalp det. Resultatet 0-0 betød, at begge hold spillede hinanden ud af kampen om oprykning.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – FC St Pauli 2-2
Darmstadt 98 – 1. FC Magdeburg – fredag kl. 18.30
Efter to nederlag senest kan ”Die Liljen” være glade for både det opbyggede forspring, og for at der blot resterer to runder. Senest tabte holdet overraskende udekampen i Hannover. 96´erne gik til pause med en 2-0 føring, og selvom Phillip Tietz fik reduceret lige inden pausen, så kom Darmstadt aldrig rigtig i nærheden af point. I kampens døende minutter modtog Mathias Bader og Braydon Manu begge deres andet gule kort og måtte således i bad før tid.
Magdeburg sikrede sig fredag aften en ny sæson i 2. Bundesliga, da holdet spillede 2-2 mod Nürnberg. ”Die Ossis” var foran to gange på et selvmål og på en scoring af Jason Ceka, men måtte nøjes med uafgjort, da Nürnberg udlignede ti minutter før tid. Jeg tror, at Darmstadt kan lade champagnepropperne springe efter denne kamp.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – 1. FC Magdeburg 3-1
Eintracht Braunschweig – Jahn Regensburg – lørdag kl. 13.00
Løverne fra Braunschweig sikrede sig et vigtigt point, da holdet spillede 2-2 i Fürth. Holdet var foran to gange, men de måtte altså se værterne udligne begge føringer. Anthony Ujah og Immanuel Pherai kom begge på tavlen for gæsterne, der nu har tre point ned til Bielefeld på 16. pladsen.
Regensburgs hjemmekamp mod HSV skulle vindes, hvis ”Die Jahnelf” skulle gøre sig forhåbninger om overlevelse. Men der stod HSV på alt i første halvleg, som ”Die Rothosen” vandt med hele 4-0. Det betød, at begge hold egentlig bare ville have 2. halvleg overstået, og det hele endte med en 5-1-sejr til gæsterne. Braunschweig sikrer sig en ny sæson med en sejr her.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – Jahn Regensburg 5-0
FC Heidenheim – SV Sandhausen – lørdag kl. 13.00
I kampen om direkte oprykning åbnede Heidenheim døren på vid gab, da de måtte rejse fra Paderborn med et 3-2-nederlag. Tim Kleindienst og Dennis Thomalla sørgede ellers for en pauseføring på 2-1 til gæsterne. I anden halvleg lod de dog Paderborn score to gange på to minutter, og da kampen ikke bød på flere mål, måtte Heidenheim køre tomhændet hjem.
Sandhausen tabte bundbraget mod Hansa og må belave sig på en tur ned i 3. Liga. Jannik Bachmannreducerede til 1-2 kort inde i 2. halvleg, men gæsterne holdte stand og kunne tage tre vigtige point med op til Østersøkysten. Heidenheim giver Sandhausen dødsstødet og holder HSV bag sig.
Bulibolds tip: FC Heidenheim – SV Sandhausen 5-1
Arminia Bielefeld – SC Paderborn 07 – lørdag kl. 13.00
Den sidste tidlige lørdagskamp er samtidig rundens lokalopgør. Bielefeld sikrede sig tre vigtige point, da holdet vandt en dramatisk kamp ude mod K´lautern. Jomaine Consbruch bragte Arminia foran efter et kvarter, og vi skulle helt frem til det 88. minut, før hjemmeholdets massive pres udmøntede sig i en udligning. Dybt inde i dommerens tillægstid sikrede Janni Serra Bielefeld de tre point, der gør, at Arminia blot er to point fra en redningsplads.
Paderborn sikrede sig en flot skalp, da holdet efter 1-2 ved pausen vandt hjemmekampen over Heidenheim med 3-2. Klubben er dog stadig seks point efter HSV, så det ligner en ny sæson i 2. Bundesliga.
Bulibolds tip: Arminia Bielefeld – SC Paderborn 07 2-1
HSV – Greuther Fürth – lørdag kl. 20.30
Det lignede egentlig, at HSV havde formøblet chancen for direkte oprykning, men en flot 5-1-sejr i Regensburg, kombineret med nederlag til Darmstadt og især Heidenheim, gør, at hamburgerne godt kan undgå de to nervepirrende ”Relegationsspiele”. Robert Glatzel bragte ”Die Rothosen” på 1-0, og derudover kom bl.a. formstærke Sonny Kittel på tavlen to gange.
Fürths sæson er stort set slut, da Zorniger & Co har fem point ned til Bielefeld. Et enkelt point vil dog sikre klubben, og det vil ikke være umuligt for remiseksperterne fra Fürth.
Bulibolds tip: HSV – Greuter Fürth 2-2
Karlsruher Sport Club – 1. FC Kaiserslautern – søndag kl. 13.30
Jeg var på plads til kampen mellem Kiel og KSC, men det virkede i lang tid til, at kun udefansene var troppet op. De 11 spillere leverede en uengageret og ligegyldig indstilling, og på trods af at KSC kun tabte med et mål, så skulle man over til gæsteblokken for at se KSC levere.
K´lautern havde i kampen mod Bielefeld ikke så meget på spil som gæsterne. Derfor virker det naturligt, at de røde djævle løb ind i et sjældent nederlag på eget græs.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – 1. FC Kaiserslautern 2-2
Fortuna Düsseldorf – Hannover 96 – søndag kl. 13.30
Düsseldorf og St Pauli spillede sig som nævnt frem til det eneste resultat, som ingen af dem kan bruge til noget.
Hannover derimod spolerede Darmstadts potentielle oprykningsfest, da de slog duksene med 2-1. Håvard Nielsen og Cedric Teuchert sørgede for hjemmeholdets pauseføring på 2-0. I anden omgang fik Darmstadt reduceret, men førerholdet kom aldrig i nærheden af udligningen og gjorde det i den grad svært for sig selv med to røde kort i slutningen af kampen.
FC Nürnberg – Hansa Rostock – søndag kl. 13.30
Der er rigtig meget på spil i rundens sidste opgør. Rostock lå længe til nedrykning, men fire sejre i træk har betydet, at holdet kan sikre sig overlevelse, hvis de som minimum opnår samme antal point i denne runde, som Bielefeld gør det. Kai Pröger var igen på pletten, da han fordoblede den føring, som Nils Fröhling havde skaffet Hansa i udekampen hos Sandhausen. Hjemmeholdet fik reduceret i anden halvleg, men Rostock holdt stand og tog dermed et meget stort skridt henimod overlevelsen.
Nürnberg kæmpede sig flot tilbage efter at have været bagud to gange i den svære udekamp mod Magdeburg. Felix Lohkemper scorede til 1-1 i starten af anden halvleg og var på pletten igen, da han sikrede 2-2 med sin anden scoring ni minutter før tid. ”Der Club” ligger nu to point over Bielefeld, der dog har en væsentlig bedre målforskel.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Hansa Rostock 2-2
Topscorerlisten
De fem øverste på listen scorede alle en enkelt gang, så det ligner stadig, at Tim Kleindienst løber med titlen som 2. Bundesligas bedste målscorer i 22/23-sæsonen.
3. Liga
Hos de tredjebedste missede Elversberg første matchbold, da holdet tabte udekampen hos Freiburg II. Det skete, da begge de to forfølgere Dresden og Wehen samtidig vandt deres kampe.
I bunden blev det afgjort, at Zwickau og Bayreuth må en tur ned i Regionalligaerne, mens det ser tungt ud for Oldenburg og Meppen.
I næstsidste runde tager Elversberg imod Wehen, og de kan med en sejr sikre sig oprykningen og samtidig yde stor hjælp til Dresden, der har Oldenburg og Meppen i de sidste to runder.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten